Anvend Lære og Pagter i jeres liv
Hvad gør jeg, hvis jeg er »fastlåst« i et spørgsmål om evangeliet?
Ved at vælge at have tålmodighed med det, vi endnu ikke forstår, tillader vi Ånden at ændre vores hjerte.
Uanset hvor klog man er, vil man uundgåeligt løbe ind i ting, man bare ikke forstår.
Et vanskeligt matematikproblem. Et komplekst tekststykke. Grunden til, at bilen kommer med en underlig lyd. Og sådan kan man blive ved.
Nogle gange kan man med lidt arbejde finde ud af det. Men andre gange føles det som om, at jo mere man graver og roder rundt i spørgsmålet, jo mindre forstår man. Så føler man sig for alvor fastlåst.
Er det nogensinde sket for jer med evangeliet? Det kan være en læresætning, I kæmper med, eller en retningslinje, der ikke giver mening for jer, eller endda noget i jeres eget liv, der ikke synes at passe med det, I ved om Gud og hans plan. Nogle gange kan en idé virke for svær at bearbejde eller acceptere. Som en bid, der er for stor til at sluge.
Det er præcis, hvad nogle kirkemedlemmer oplevede, da de modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 76 om herlighedsgraderne. De fleste af dem var vokset op med et sort-hvidt begreb om himmel og helvede. For dem virkede tanken om, at næsten alle vil opstå til et herlighedsrige, ikke retfærdig. Det stemte ikke overens med deres opfattelse af Guds væsen. Selv Brigham Young kæmpede med åbenbaringen, fordi »den var i direkte modstrid og modsætning til, hvad han tidligere havde lært« og »kom i konflikt med [hans] egne følelser«.
Spørgsmålets skillevej
Når vi sidder fast i et evangelisk spørgsmål, kommer vi til en skillevej i vores tro.
For nogle af de første hellige blev den åbenbaring bristepunktet. Ligesom Frelserens disciple, der ikke kunne bære at høre hård tale, »forlod [de] ham, og de fulgtes ikke mere med ham« (Joh 6:60, 66).
Mens andre, der til at begynde med vaklede, accepterede denne nye viden med glæde. Hvad gjorde forskellen? Hvorfor knækkede denne åbenbaring nogle menneskers tro, men styrkede andres?
Det handler alt sammen om, hvordan disse mennesker valgte at reagere, da deres åndelige forståelse blev udfordret. Da han først hørte om åbenbaringen, sagde Brigham Young: »Vent lidt. Jeg afviste den ikke, men jeg kunne ikke forstå den.« Ved at bede, studere og vælge at have tålmodighed med det, han endnu ikke forstod, tillod han Ånden at ændre hans hjerte og vidne om sandheden.
I Mormons Bog sammenligner Alma Guds ord med et frø. Når vi modtager dette frø i vores hjerte, kan vi vælge enten at vi »kaster det ud ved [vores] vantro« eller vente lidt, som Brigham Young, og se, om »det er et sandt frø eller et godt frø« (Alma 32:28). Alma lover, at hvis vi udøver vores tro og venter, så vil frøet vokse i os og »udvikle [vores] sjæl«, »oplyse [vores] forstand« og være »lifligt« for os.
Det oplevede mange trofaste hellige, der valgte at søge Herrens vejledning. Brigham Young beskrev, hvordan han efter megen overvejelse og bøn til sidst »selv vidste og fuldt ud forstod det«. Som et perfekt eksempel på Moronis undervisning i Eter 12:6 modtog han et vidnesbyrd, efter hans tro var blevet prøvet.
»Bed, så skal der gives jer«
Herren har lovet: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Det er ikke blot et klogt forslag. Det er en befaling fra Herren, og med den følger et sikkert løfte om, at han vil svare.
Denne og lignende befalinger gentages overalt i skrifterne. Herren opfordrer os konstant til at stille ham vores sværeste spørgsmål. Han beder os ikke blindt acceptere det, vi ikke kan forstå. Når vi gør det med tålmodighed og tro og fortsat tjener Herren, lover han at »åbenbare alle hemmeligheder … ja, evighedens vidundere« (L&P 76:7-8).
Personligt har jeg store spørgsmål, som jeg stadig ikke har nogen svar på, selv efter mange års bøn og oprigtig søgen. Men jeg tror ikke, det betyder, at Gud ignorerer, at jeg banker på. Jeg kan se hans lys gennem sprækken i døren. Jeg kan mærke, at han er med mig og deler byrden, når den er for tung at bære alene.
Når jeg fortsætter med at bede, søge og banke på, kan jeg mærke det lille frø svulme i mit hjerte. Mine spørgsmål hiver i mig; til tider er det smertefuldt, men de skaber mere plads til at udvikle mig – i forståelse, i visdom, i tro, i nærhed med min Fader i himlen. Jeg har ikke alle svarene, men jeg føler mig ikke fastlåst. Jeg føler håb ved »[Herrens] gode vilje«, og jeg stoler på, at når jeg er klar, vil han skænke mig »dette privilegium at se og vide for [mig] selv]«(L&P 76:7, 117).