Da jeg var for syg til at missionere, lavede jeg slægtsforskning i stedet

Mens jeg tjente som missionær, begyndte jeg at få alvorlige helbredsproblemer, deriblandt kroniske smerter. Min missionspræsident forsikrede mig om, at jeg havde været en god missionær og gav mig mulighed for at vende hjem for at komme mig, men jeg ønskede ikke at tage af sted. Jeg havde sagt nej til et stort sportsstipendium for at kunne tjene, og min familie havde ofret så meget for at hjælpe mig med at betale for min mission. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Mens jeg kæmpede med denne beslutning, blev min smerte særlig intens. Jeg lå i sengen i tre dage, fordi jeg ikke kunne stå op. Jeg ville gerne fortsætte med at tjene på en eller anden måde, så jeg tilbragte timerne i sengen med slægtsforskning. Jeg begyndte at sende nye slægtsnavne til min far og den slægtshistoriske specialist derhjemme.

En dag fik jeg et opkald fra den slægtshistoriske specialist i min hjemmenighed, og hun fortalte mig, at mine tipoldeforældres ordinancer var blevet godkendt og udført i templet! Der var ingen templer i Mongoliet, så det var et mirakel, at det var sket så hurtigt. Ånden kom over mig, og jeg besluttede med det samme, at jeg ville fortsætte min mission.

Jeg sprang op fra sengen, greb fat i min kammerat og sagde: »Lad os gå ud og undervise!« Han blev overrasket over at se mig oppe. Blot fem minutter forinden havde jeg været som en død mand – knap nok i stand til at rejse mig for at spise eller drikke. Men pludselig var min smerte så lille i forhold til mit ønske om at hjælpe andre til at finde deres tro på Kristus. Jeg vidste, at vi var nødt til at fortælle andre om evangeliet, så andre også kunne lære, hvordan de kunne hjælpe deres familie.

Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »At opdage vores forfædre kan forandre vores liv på overraskende måder. Fra deres prøvelser og præstationer opnår vi tro og styrke.«

Mit liv ændrede sig, da jeg fik styrke fra Jesus Kristus ved at gøre hans evangeliums frelsende ordinancer tilgængelige for andre gennem slægtsforskning. Hans kraft gjorde mig i stand til at fuldføre min mission.

Flere år senere døde min far. Han var blevet mindre aktiv i Kirken i løbet af sit liv, så jeg begyndte at arbejde på at udføre hans tempelordinancer. Mit vidnesbyrd om frelsesplanen og slægtsforskning har trøstet mig, fordi jeg ved, at jeg vil møde min far igen en dag. Når jeg gør det, vil jeg fortælle ham, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at vores familie kan være sammen.

Nu har jeg selv kone og børn. Vi styrker vores familie på jorden ved at styrke vores familie på den anden side af sløret.

Præsident Russell M. Nelson har engang sagt: »Selvom tempeltjeneste og slægtsforskning har kraften til at velsigne dem, der er gået hinsides, har det en tilsvarende kraft til at velsigne de levende. Det har en forædlende virkning på dem, som beskæftiger sig med det. Det hjælper bogstavelig talt med at ophøje deres familie.«

At lave slægtsforskning sammen har holdt min familie centreret om Kristus. Mine børn har det så sjovt med at ringe til slægtninge for at lære mere om deres liv, og så bliver slægtningene også begejstrede! Vi har følt os forenet og forbundet med hele vores udvidede familie, levende og afdøde.

I skrifterne er der en historie om en fattig enke, der kun er i stand til at give to småmønter til tempelblokken, mens de velhavende mennesker omkring hende donerer alle mulige former for rigdomme. Herren lærer sine disciple, at enkens donation er langt mere værd: »For de har alle givet af deres overflod; men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde« (Mark 12:44).

Det slægtshistoriske arbejde, som min familie udfører, er småt, når man tager alle de mennesker i betragtning, der stadig ikke er blevet gjort arbejde for. Men jeg ved, at vor himmelske Fader vil anse vores indsats for at være af stor værdi, når vi gør alt, hvad vi kan for at styrke vores familie på begge sider af sløret.