Fra UV-ugentligt
Min åbenbaring om at følge Kristus i en familie, der ikke er aktiv i Kirken
At være Jesu Kristi discipel handler mere om at elske andre end at forsøge at ændre dem.
Da jeg voksede op, var dynamikken i min familie kompleks. Da jeg tog af sted på min mission, var min mor og jeg de eneste aktive medlemmer af Kirken.
Da min mission var forbi, følte jeg, at det var mit ansvar at hjælpe min far og to søstre med at finde deres tro igen. Jeg tænkte, at det ville være ligesom at undervise de fremmede, der havde krydset min vej, da jeg var missionær.
Mere end nogensinde før håbede jeg at kunne hjælpe min familie til at føle den glæde, jeg følte ved at efterleve evangeliet. Og mest af alt håbede jeg, at vi endelig kunne blive beseglet som familie i templet, noget jeg havde ønsket mig, siden jeg var en lille pige.
I stedet var forholdet i min familie anspændt. Splid prægede mit hjem, da mine forventninger ikke blev indfriet, og de sammenligninger, jeg lavede med andre familier, gav næring til skyldfølelser. Jeg oplevede en overvældende følelse af utilstrækkelighed, og både venner og familie var hurtige til at påpege mine fejl som hjemvendt missionær.
Jeg kunne slet ikke se, hvordan min trofaste tjeneste overhovedet hjalp min familie. Gjorde jeg noget forkert?
Kristuslignende kærlighed
Efter et stykke tid, hvor jeg havde kæmpet med dette emne, fik jeg en åbenbaring om, hvordan jeg kunne være Jesu discipel. Jeg indså, at evangeliet handler om meget mere end at få folk til at komme i kirke. Det handler om at styrke relationer og vise kristuslignende kærlighed. Dette ændrede perspektiv betød ikke, at jeg havde givet op – i stedet valgte jeg at fokusere på kærlighed.
Søster Tamara W. Runia, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har sagt: »Selvom vores familier ikke er fuldkomne, kan vi fuldkommengøre vores kærlighed til hinanden, indtil den bliver en konstant, uforanderlig, ubetinget kærlighed – den form for kærlighed, der tillader forandring, vækst og tilbagevenden«.
Jeg vidste, at noget måtte ændres. I stedet for at forsøge at få min familie til at efterleve evangeliet, fokuserede jeg på at elske og styrke mit bånd til dem. Jeg besluttede mig for at elske dem, ikke på grund af det, de gjorde eller ikke gjorde, men fordi jeg ganske enkelt ønskede at vise næstekærlighed til dem, jeg elsker mest i denne verden.
Ubesvarede spørgsmål
Selv med dette skift i min tankegang har jeg mange ubesvarede spørgsmål om, hvordan evigheden vil se ud for min familie. Jeg lægger planer for alt, og det føles skræmmende ikke at vide, hvad fremtiden bringer.
En ting, der har trøstet mig, er mit vidnesbyrd om frelsesplanen. Selvom jeg ikke kan se fremtiden, kan Gud – som er fuldkommen vis, kærlig og barmhjertig – gøre det. Selv om jeg stadig har spørgsmål om, hvordan tingene præcist kommer til at gå, så ved jeg, at det nok skal gå.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi kan prøve at gemme vores spørgsmål om hvordan og hvornår til senere og fokusere på at udvikle tro på Jesus Kristus, at han har både magten til at gøre alt ret og længes efter at gøre det. Jeg kan ikke beskrive den lettelse, der kommer af at overlade al min usikkerhed og alle mine sorger til Frelseren.
Jeg ved at »alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.« Jeg tror, at Guds plan er fuldkommen, og fordi vi er hans børn, ønsker han, at vi skal være lykkelige. Intet har bragt mig større glæde og tryghed end at efterleve Jesu Kristi evangelium.
Og intet har givet mig større mulighed for at fylde mit hjerte med mere ægte kærlighed til min familie og mine venner end at følge ham.