Fra UV-ugentligt
4 ting at huske på, hvis I bekymrer jer over at indgå i et forhold
Jeg indså, at selvom jeg var bange, stolede Gud på, at jeg kunne træffe beslutningen om at blive gift.
Det var ikke sådan, jeg troede, det ville føles at være forlovet.
Min forlovede var retskaffen, værdig og venlig. Vi havde bønsomt overvejet at blive gift. Men uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke ryste en forfærdelig ængstelse af mig.
»Hvad nu, hvis han er den forkerte person for mig?« tænkte jeg. »Hvad nu hvis jeg ødelægger vor himmelske Faders plan for mig ved at træffe det forkerte valg?«
Nogle dage føltes angsten som en kampesten, jeg var klemt under.
Hvis det var rigtigt at gifte sig med min forlovede, hvorfor havde jeg det så sådan? Forsøgte Gud at fortælle mig, at jeg ikke skulle gifte mig med ham?
Med tiden fandt jeg ud af, at jeg havde en angst for forhold, der gjorde det svært for mig at føle fred omkring mit valg. Hvis jeg kunne gå tilbage og tale med mit ængstelige, forlovede jeg, er her nogle ting, jeg ville sige.
Hver kærlighedshistorie er forskellig, og det er okay.
Jeg kan huske, at jeg følte mig skyldig, når jeg læste mine venners opslag på de sociale medier om deres forlovelser. »Det nemmeste spørgsmål nogensinde!« kunne de sige. »Jeg har aldrig et sekund tvivlet på, at det skulle være ham!«
Jeg var nødt til at lære, at kampen med angst ikke betød, at den kærlighed, vi havde til hinanden, ikke var ægte – eller at Gud ikke vejledte os.
I sidste ende var det ikke, hvor hurtigt vi blev forelsket, eller hvor let vi tog beslutningen om at blive gift, der betød noget. Det, der betød noget, var, hvordan vi voksede sammen gennem de svære tider. Og at se min forlovede elske mig gennem den sværeste og værste tid i mit liv bekræftede, at han virkelig var den ægte vare.
Frygt og angst kommer ikke fra Ånden.
Noget, der hjalp mig til at komme videre, var at indse, hvornår Ånden talte til mig – og hvornår angsten plantede ideer i mit sind. Når jeg havde ondt i maven over at skulle giftes med min forlovede, var det så fra Gud? Eller bare min egen frygt?
I Galaterbrevet 5:22 står der: »Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed«. Når jeg tænkte på tidspunkter i mit liv, hvor Gud havde talt til mig gennem sin Ånd, var det altid ledsaget af opmuntrende, fredfyldte og styrkende følelser. Han fik mig aldrig til at frygte eller gå i panik.
Jeg lærte også, at den konstante følelse af ondt i maven faktisk var et klassisk symptom på klinisk angst. Og selvom åndelige tilskyndelser normalt er stille og diskrete, var min angst meget højlydt. Ved at bruge metoder til stresshåndtering til at styre mine ængstelige tanker blev jeg bedre i stand til at falde til ro og genkende de stille tilskyndelser og Helligåndens forsikring.
Selvom disse øjeblikke med fred nogle gange var sjældne, hjalp det at skrive dem ned. Nogle gange satte jeg en seddel på mit badeværelsesspejl med et skriftsted, der trøstede mig. Andre gange skrev jeg i min dagbog om en særlig ro, jeg havde følt efter en inderlig bøn. Min forlovede og jeg optog endda videoer af os, hvor vi talte om øjeblikke, hvor vi begge følte fred omkring at blive gift. Når jeg blev bange, så vi dem sammen for at mindes, hvordan Gud havde ledt os derhen, hvor vi var.
Vær ikke bange for at bede om hjælp.
Jeg husker, at jeg følte, at vor himmelske Fader havde forladt mig på det tidspunkt, hvor min angst var værst. Jeg læste skrifterne, var i templet, fastede og bad, og alligevel følte jeg frygt. Hvorfor hjalp han mig ikke mere?
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at han var der og hjalp mig – men ofte gennem andre. Han hjalp mig igennem en klog biskop, der lyttede og foreslog, at jeg mødtes med en psykolog. Gud hjalp mig gennem min terapeut, som gav mig faglig indsigt og lærte mig praktiske metoder til stresshåndtering. Senere fik jeg hjælp gennem en læge, der anbefalede, at jeg prøvede medicin mod min angst.
Gud hjalp mig også gennem familiemedlemmer, der kendte og elskede mig. Da jeg talte med min forlovede om, hvordan jeg havde det, modtog jeg også trøst gennem hans forståelse og støtte. Og jeg fandt trøst i at vide, at min Frelser forstod mig fuldkomment og var der for mig i mine sværeste stunder.
Gud har tillid til, at I kan vælge.
På trods af alle de stille tilskyndelser til beroligelse drev min angst mig hele tiden til at ønske, at jeg havde et mere sikkert svar. Jeg bad stadig om, at himlene ville åbne sig, og at Gud ville sende et umiskendeligt tegn på, at min forlovede var den rette at gifte sig med.
Men det skete ikke.
I stedet lærte jeg, at Gud havde tillid til, at jeg kunne træffe beslutningen. Hvad meget jeg end ønskede, at han bare skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, var valget op til mig.
Præsident Thomas S. Monson gav engang dette råd: »Vælg, hvem du elsker; elsk dit valg«.
Til sidst valgte jeg at gifte mig med min forlovede. Vi blev beseglet i templet på en smuk sommerdag.
Spoiler alert: Min angst forsvandt ikke på magisk vis.
Jeg fortsatte med at mødes med min terapeut, tage min medicin, søge åndelig vejledning og tale med min mand om mine udfordringer. Og med tiden fik jeg det bedre.
Jeg elsker disse ord fra ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum: »Når du og din ægtefælle forbliver trofaste på pagtsstien, vil I få himmelsk hjælp til at skabe det ægteskab, I håber på at få«.
Min mand og jeg har nu været gift i fem år. Livet er ikke perfekt, men vi er så lykkelige. Jeg er så taknemmelig for, at jeg valgte at handle i tro på trods af min angst.
Hvis I oplever angst omkring at indgå i et forhold, så vend jer til Herren, søg profetisk vejledning, hjælp hos jeres kirkeledere og om nødvendigt hos professionelle. Vor himmelske Fader vil aldrig svigte jer. Han vil vejlede jer. Og når I stræber efter at følge ham, vil han give jer modet til at stole på jeres evne til at træffe gode beslutninger.