Hvordan kan jeg finde glæde, når depression har gjort mig følelsesløs?

Normalt er det sidste, jeg ønsker at gøre, når jeg er deprimeret, at tale om eller tænke på, hvordan jeg har det. Men jeg har bemærket, at accept af mine følelser ofte giver mig lindring. Dette indebærer at acceptere, at jeg nogle gange har det dårligt, men også at acceptere, at jeg har lov til at føle glæde.

Jeg lærte for nylig om en teknik, der bruges til bagning af surdejsbrød, kaldet ridsning. Bagere snitter smukke mønstre i det ydre lag af den tilberedte dej inden bagning. Mønstrene i dejen laver et naturligt sted, hvor dampen kan slippe ud, og brødet kan udvide sig under bagningen. Uden at snitte ville brødet flække og sprænge på uønskede steder.

Ligesom et surdejsbrød, der ikke er blevet snittet, kan det, at jeg holder smertefulde følelser, der er forårsaget af depression (eller damp) tilbage, bedøve mine følelser og til sidst eksplodere det hele. Uden et sundt sted at slippe disse følelser ud, forvolder de smerte og skade på mig selv og andre, hvilket igen nærer depressionens negative, bedøvende cyklus.

Ligesom med at snitte brød har jeg måttet finde sunde måder at slippe følelser ud på – enten ved at tale om dem eller gennem bøn, motion, kunst, komme i templet eller på andre måder. Det kan være smertefuldt – som at åbne sår, som jeg helst vil lade være lukkede – men ved at gøre det, kan jeg bearbejde de følelser og frigøre mig fra dem. Først da synes følelsesløsheden at løsne sit greb. Jeg begynder at føle livets glæde igen.

Det kan føles umuligt at åbne op om følelser, når depressionen holder en i sit greb. Men med Frelserens hjælp er det muligt at slippe sorg og depression og give plads til glæde. Som præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Husk i morgen og i alle de dage der følger, at Herren velsigner dem, der ønsker at forbedre sig.« Det enkle ønske om at finde glæde er et godt udgangspunkt.

Når jeg føler en sky af depression hænge over mig, slår jeg ofte op i 2 Nefi 2:25: »Menneskene er til for at kunne nyde glæde.«

Okay, så vi er her for at nyde glæde. Men det virker ikke særlig trøstende, når depression gør det så svært at føle. Tidligere i kapitlet lærer vi dog, at uden modsætning ville vi »forblive som døde uden at have liv, hverken død eller forgængelighed eller uforgængelighed, lykke eller elendighed« (2 Ne 2:11).

Vi ville ikke vide, at det gode eksisterede uden at opleve det dårlige. Faktisk ville vi ikke føle noget uden modstand. Vi ville være følelsesløse for evigt. Hårde tider er nødvendige for, at vi overhovedet kan have og anerkende glæde.

Det er svært at tro, at sådanne smertefulde oplevelser på nogen måde kan være gavnlige – men jeg ønsker ikke at tilbringe evigheden i en tilstand af endeløs ensformighed uden fremskridt. Mine stunder med tristhed, smerte og følelsesløshed er præcis det, der giver mig mulighed for at føle glæde, når jeg hygger mig sammen med min familie, kører på mountainbike, læser eller dagligt omvender mig.

Præsident Bonnie H. Cordon, tidligere hovedpræsident for Unge Kvinder, har sagt: »[Jesus Kristus] kender også vores lidelse og kalder …[bring] dem, der har angst og er deprimeret, de udkørte, de hovmodige og misforståede, de ensomme eller dem, der ›er plaget på anden måde‹«

Jeg elsker min Frelser. Jeg ved, at han led og døde for mig personligt. Når I vender jer til ham, vil det gøre jer i stand til at overvinde alt, hvad I møder – selv den overvældende frygt, som depression kan medføre. I tror måske, at I til tider er alene, men Kristus glemmer jer ikke, for i sine hænder har han »tegnet jer« (Es 49:16). Han ofrede sit liv for jer, og han var fuldkommen. Når han nu troede nok på jer til at gøre det, så er der bestemt håb om, at glæden vil komme.

Hvis I føler, at mørket aldrig vil ende, så husk præsident Hollands ord: »I en verden, der så desperat har brug for alt det lys, den kan få, så formindsk venligst ikke det evige lys, som Gud lagde i jeres sjæl, inden denne jord blev skabt. Tal med nogen. Bed om hjælp … Hjælp er til rådighed, fra andre og især fra Gud. I er elskede, og I er værdsatte og vigtige.«

For mig er det at bede Gud om hjælp ofte det første skridt ud af depressionens cyklus, og ligesom med bjergbestigning må jeg sommetider blot fokusere på det næste skridt. Jeg ved, at jeg gennem Kristus vil føle glæde igen, så længe jeg fortsætter med at gå disciplens vej.