»Min sorg blev vendt til glæde«, Liahona, mar. 2026.
Sidste dages hellige røster
Min sorg blev vendt til glæde
Et nyt perspektiv på Jesu Kristi forsoning hjalp mig til at bevæge mig fremad med tro og håb.
Illustration: Briana Kranz
Da jeg var 18 år gammel, døde min morfar. På det tidspunkt i mit liv havde jeg ikke mistet nogen tæt på mig. Jeg vidste, at det ville ske en dag, men jeg forventede ikke, at det ville ske så pludseligt.
Min morfar var ved godt helbred, men uden varsel fik han et slagtilfælde. Min mormor fik ham hurtigt på hospitalet, men han døde fire dage senere.
At miste nogen så pludseligt for første gang gjorde ondt. Det føltes underligt, at min bedstefar var med til alle livets store øjeblikke, og så ikke var der mere.
Efter begravelsen fandt jeg en måde at ære mindet om min morfar og vores tid sammen. Han elskede at arbejde på sin pickup og lave andre projekter. Faktisk var han i sin garage med en skruenøgle i en af sine hårde hænder og arbejdede som normalt, da han fik sit slagtilfælde.
Jeg besluttede mig for også at arbejde med biler. Det hjælper mig til at føle mig tæt på ham. Jeg vendte mig også til bøn og skrifterne, hvor jeg fandt fred til at gå fremad med tro og håb i hans fravær.
»Der er en opstandelse«, mindede profeten Abinadi mig om, »derfor har graven ingen sejr, og dødens brod er opslugt i Kristus« (Mosi 16:8).
Min morfars død hjalp mig til at få et perspektiv, der gjorde Jesu Kristi forsoning endnu mere meningsfuld i mit liv. Ligesom jeg ærede min morfar ved at arbejde på biler, indså jeg, at vi ærer Jesus Kristus – og kan føle os tæt på ham – når vi stræber efter at leve, som han levede, studere hans ord, fortælle om hans evangelium og gøre »[hans] faders gerninger« (Joh 10:37). Det giver Frelserens forsoning dybere mening og øger vores tillid til ham.
»Når vi råber af sorg eller glæde, forstår Jesus Kristus det til fuldkommenhed,« har ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Han kan være nærværende i de øjeblikke, hvor vi har mest brug for den Uendeliges store gaver: Jesu Kristi forsoning, opstandelse og genoprettelse.«
Jesus Kristus har vendt min sorg til glæde. Takket være ham og hans forsoning ved jeg, at jeg skal se min morfar igen.