»Kajfas, ypperstepræsten«, Liahona, mar. 2026.
De kendte Frelseren.
Kajfas, ypperstepræsten
Forblændet af verdslige bestræbelser og trods mange muligheder genkendte han ikke Messias.
Illustration: Laura Serra; må ikke kopieres
Da Frelseren havde oprejst Lazarus fra de døde, sammenkaldte de mest magtfulde jødiske ledere et råd for at beslutte, hvordan de skulle håndtere Jesus. De frygtede hans popularitet blandt folket, fordi han udførte mange mirakler. (Se Joh 11:47).
Kajfas ledte dette råd som den præsiderende højpræst og leder af sanhedrinet, jødernes styrende organ under den romerske besættelse. Som højpræst førte han tilsyn med de tempelordinancer, der havde til hensigt at pege hen mod Kristus.
Men da Kristus kom, genkendte han ikke Frelseren. Og endnu værre: Han planlagde at dræbe ham. Af alt, der er nedskrevet i Det Nye Testamente, er det noget af det mest ironiske.
Profetiske ord
På trods af hans fremtrædende rolle, ved man ikke meget om Kajfas. Han nævnes kun ni gange i Det Nye Testamente. Han fungerede som forbindelsesled mellem jøderne og romerne. Han var saddukæer, en jødisk sekt på Kristi tid, som ikke troede på opstandelsen (se ApG 23:8).
Kajfas talte ved rådet, efter Kristus havde oprejst Lazarus fra de døde, et mirakel, der må have foruroliget ham og andre saddukæere på grund af deres overbevisning.
Rådet mente, at dersom de ikke gjorde noget som reaktion på dette velkendte mirakel, ville folk tro, at Jesus var Messias, jødernes konge, »og romerne vil komme og tage både [deres] tempel og folk« (Joh 11:48).
»I forstår ikke noget som helst«, sagde Kajfas, »I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde« (Joh 11:49-50).
Apostlen Johannes bemærker, at Kajfas »ikke [sagde det] af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket;
og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.« (Joh 11:51–52).
Fordømmelse
Kajfas’ navn optræder igen i Det Nye Testamente, da Kristus bliver udspurgt før sin korsfæstelse.
Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?« (Matt 26:63).
Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.« (Matt 26:64). Som svar på dette fornægtede Kajfas igen Frelseren. »Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: ›Han har spottet Gud!‹« (Matt 26:65).
Selvom Kajfas var i verdens Frelsers nærvær, ham, som var forudordineret til at sone for hele menneskehedens synder og lide al smerte, sorg og trængsler, anerkendte han ikke, at Jesus var Kristus, og han fordømte ham.
Guds Søn lever
Kajfas nævnes igen i Bibelen i Apostlenes Gerninger 4. Optegnelsen fortæller om, hvordan apostlen Peter helbredte en mand, der havde været lam fra fødslen (se ApG 3:1-8). Da han og Johannes forkyndte om Kristi opstandelse, blev de arresteret under bemyndigelse fra sanhedrinet. De blev fængslet natten over og ført for et råd, der omfattede Kajfas og hans svigerfar, Annas, den tidligere højpræst. (Se ApG 4:1–6; se også Joh 18:13.
Da de blev spurgt, med hvilken myndighed de havde helbredt manden, svarede Peter: »Så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer.« (ApG 4:10).
Det var Kajfas’ sidste nedskrevne mulighed for at tage imod Kristus. I stedet truede rådet Peter og Johannes. Men deres trusler ændrede ikke ved sandheden om, at Kristus lever. (Se ApG 4:13-22).
Gennem Jesu Kristi magt og myndighed helbredte Peter den lamme mand. På samme måde kan mirakler ske i dag gennem Kristi gengivne præstedømme og tro på hans navn. Det, vi kan lære af Kajfas, er enkelt. Han accepterede ikke Jesus som Kristus, Guds Søn, men det kan vi gøre. Når vi tror på ham, vil tegn, undere og mirakler følge (se Mark 16:17-18).