»Den glædelige nyhed«, Liahona, mar. 2026.
Sidste dages hellige røster
Den glædelige nyhed
På grund af Frelserens uendelige forsoning ved jeg, at jeg vil se min veninde igen.
Illustration: Briana Kranz
Som naboer mødtes Maritza og jeg, da vi var unge. Selv om hun var nogle få år ældre, blev vi rigtig gode venner og var meget tætte.
Da jeg var 19 år og havde særligt brug for vejledning, præsenterede hun mig for Jesu Kristi gengivne evangelium gennem fuldtidsmissionærerne. Jeg vidste allerede lidt om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gennem min farbror og farmor. De var de første medlemmer af Kirken i vores familie.
Maritza var med mig gennem hele min omvendelse, hjalp mig med at udvikle mit vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium og tog mig i hånden, hver gang jeg havde brug for hende.
Jeg lærte af hende glæden ved at efterleve evangeliet med enkelhed og beslutsomhed. Jeg beundrede hendes selskabelighed, måde at forene familie og venner på og udholdenhed i opnåelsen af timelige og åndelige mål. Jeg lærte af hende, at når vi møder sandheden, skal vi omsætte det, vi lærer, til praksis, holde buddene og anvende evangeliets lærdomme i vores liv og familier. For at forblive trofaste må vi være modige i vores vidnesbyrd og stræbe efter at holde fast i vores tro på trods af modgang.
I 2010 døde Maritza i en bilulykke. Det var et trist øjeblik for mig, men jeg ved, at jeg gennem frelsesplanen og Jesu Kristi forsoning vil se hende igen. Jeg ved, at hun fortsætter, hvor hun er nu, med den samme muntre indstilling og drivkraft, der karakteriserede hende her på jorden.
Jeg ved, at denne »prøvetilstand« (Alma 12:24) ikke er alt, der findes. Jeg ved, at vi ser vores familie og venner igen på den anden side af sløret. Vi vil se dem, hilse på dem og være sammen igen. Vi vil opleve den samme følelse af kærlighed, som vi havde til hinanden på jorden (se L&P 130:2). Mine familiemedlemmer er der. Jeg ved, at Maritza også er der.
Maritza talte muntert med alle om evangeliet her på jorden. Jeg er sikker på, at hun gør det samme i åndeverdenen (se L&P 138:57). Hun underviser om Frelserens uendelige forsoning og den glædelige nyhed om, at vi takket være ham og gennem templets ordinancer kan vende tilbage til hans og Faderens nærhed for at leve som familie for evigt.