Thomas: Tog trosrejsen

Jesus Kristus kaldte Thomas til at være en af sine tolv apostle, og Thomas fulgte Frelseren gennem hans treårige tjenestegerning. Han nærede en dyb hengivenhed for Frelseren. Da Thomas frygtede for Herrens liv, opfordrede han de andre apostle: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham« (Joh 11:16).

I sin hengivenhed stillede han stadig spørgsmål. Inden Getsemane havde Jesus fortalt sine disciple, at han ville gå bort. Thomas sagde: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«

Jesus svarede: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:-6).

Ligesom Thomas forstår vi måske ikke alle Guds lærdomme eller alle aspekter af frelsesplanen. Men at stille retfærdige spørgsmål kan åbenbare sandhed fra Herren. Det er nødvendigt for at udvikle vores tro.

Præsident Russell M. Nelson sagde:

»Hvis I har spørgsmål – og det håber jeg, I har – så søg svar med et brændende ønske om at tro …

Jeres oprigtige spørgsmål, der stilles i tro, vil altid føre til større tro og mere kundskab«.

Da apostlene hørte, at Jesus var opstået fra de døde, »lød [det] for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne« (Luk 24:11). Thomas’ periode med tvivl varede måske længere end de andres, fordi han ikke var til stede, da den opstandne Herre første gang viste sig for dem (se Joh 20:24).

Efter de fortalte Thomas, at de havde set Frelseren, svarede han: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke« (Joh 20:25).

Efter otte dage viste Herren sig igen og bød Thomas føle sine sår. Som svar udbrød Thomas: »Min Herre og min Gud!« (Joh 20:28). Som svar sagde Frelseren til Thomas: »Salige er de, som ikke har set og dog tror« (Joh 20:29).

Svarene kommer. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostle har sagt: »Alle oprigtige bønner bliver hørt og besvaret af vor himmelske Fader, men de svar, vi får, er måske ikke dem, vi forventer, og måske kommer de ikke, når vi ønsker det, eller på den måde, vi forventer.«

Når vi modtager svar gennem udholdenhed, bøn og åbenbaring, kan vi også få en overbevisning – et vidnesbyrd. Hvis vi fortsætter med at nære vores tro, kan det vidnesbyrd forblive hos os hele livet. Som præsident Nelson har sagt: »Når I tålmodigt ærer Herrens tidsplan, vil I få den kundskab og forståelse, I søger. Enhver velsignelse, Herren har til jer – selv mirakler – vil følge. Det er det, personlig åbenbaring gør for jer.«

Thomas’ oplevelse viser os, at tro ikke er et mål, men en proces. Gud ærer den proces og velsigner os, når vi forbliver åbne for hans vejledning og søger det vidnesbyrd, der indgyder fred i vores hjerte (se L&P 88:63).