Ja

Herren lovede Abraham og Sara utallige efterkommere. Den velsignelse lod vente på sig – eller rettere sagt, den kom i Herrens tid. Imidlertid satte Herren Abrahams tro på prøve, da han bad ham om at ofre sin søn, Isak, som var den velsignelse, de havde bedt om og ventet på så længe. Vi har måske læst denne beretning i skriften mange gange, men hvor ofte har vi sat os i Abrahams sted?

Det er svært overhovedet at forestille sig en kærlig fars følelser før en sådan opgave. Dog forundrer det mig stadig, hvor beslutsom Abraham var i sin lydighed, da han gjorde sig klar til at gå til et bjerg i Morija og frembære det offer, Herren havde bedt om. Med et udtryk for villighed og underdanighed over for vor himmelske Faders vilje forblev hans svar altid: »Ja«. (se 1 Mos 22:1-2).

Til gengæld for sin lydighed blev han velsignet med bevarelsen af Isaks liv, såvel som med vidunderlige og uendelige velsignelser til sig selv, Sara og deres efterkommere (se 1 Mos 22:15-18).

Frelserens underkastelse

Det ypperligste eksempel på lydighed og at underordne sig vor himmelske Fader er uden tvivl centreret om Frelseren, Jesus Kristus. Han viste sin villighed til at adlyde ved at komme til denne jord; ved at blive døbt, ved at være ren og fuldkommen; og ved at give sit liv som et offer og påtage sig sit folks smerter, trængsler, skrøbeligheder, synder og død, så han kan vide, hvordan han kan bistå os i kødet (se Alma 7:11-13).

Oplevelsen var så intens, at den et øjeblik fik ham til at spørge, om der var nogen måde at lade det bitre bæger gå forbi. Han sagde straks: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42) – med andre ord: »Ja« – og viste derved sin villighed til at gøre Faderens vilje.

Hvordan kan vi udvikle den villighed til at sige:»Ja« som svar på enhver anmodning, som vor himmelske Fader fremsætter til os som medlemmer af Kirken, eller nogle gange på et personligt plan?

Paulus lærte romerne, at »Kærligheden er … lovens fylde« (Rom 13:10). Hvis jeg ønskede at finde et ord, der synonymt erstattede udtrykket »lovens fylde«, tror jeg, at ordet lydighed hurtigt ville dukke op i mine tanker. Derfor kan vi sige, at kærlighed er lydighed. Derfor giver Frelserens udtalelse: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15) meget mening.

Vi kan måske svare med et »Ja« eller med Nefis ord: »Jeg vil tage af sted og gøre det« (1 Ne 3:7). På vores nutidige sprog kan vi sige: »Selvfølgelig er jeg villig til at gøre det, vor himmelske Fader befaler, uanset omstændighederne.«

Men det, jeg gerne vil fremhæve, er forholdet mellem kærlighed og lydighed, hvilket vil sige, at vi adlyder Faderen, fordi vi elsker ham. Jeg tror, at det at vælge at adlyde er en af de bedste måder til klart at erklære vores kærlighed til ham på. »Tro uden gerninger er … død« (Jak 2:26), og personligt tror jeg heller ikke, at kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus uden lydighed er særlig levende.

Hvordan øger vi vores kærlighed til ham og vores lydighed mod ham? Frelseren sagde: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3). At kende Jesus Kristus – og gennem ham Faderen – gør os i stand til at kende til den kærlighed, de har til os, og til de ubeskrivelige ting, som de har gjort og stadig vil gøre for os, også i de svære stunder, vi oplever i dette jordiske liv. At kende til dem ændrer vores hjerte, får os til at ønske at følge deres eksempel i vores handlinger og at være villige til i ord og gerning at sige: »Ja«. Denne villighed afspejles i et ønske om at læse skrifterne eller i at henvende sig til vor himmelske Fader i bøn.

»Ja« kan være svar på et kald til at tjene på mission eller til at være mere helliget til at adlyde befalinger såsom at holde sabbatten hellig, ære sine forældre eller stræbe efter at leve et moralsk rent liv. »Ja« er det udtryk, der konstant ledsager Kristi disciple, selv når det ønskede offer påvirker det, som vi ønsker mest, eller som vi har betalt en høj pris for.

Denne villighed til at adlyde er meget værdifuld, især i forhold til de pagter, vi indgik, da vi blev døbt eller trådte ind i templet. Kan I forestille jer, hvordan vores liv ville være, hvis vi hele tiden tænkte: »Ja«, når vi påtager os Kristi navn eller for altid at erindre ham og holde hans befalinger? Når vi nyder nadveren, tilskynder det os til at forny denne forpligtelse, hvilket bør afspejles i vores handlinger i løbet af ugen. Det samme gælder, når vi tager til templet, når vi indgår eller husker de pagter, vi indgår der.

Jeg husker en samtale, jeg havde med et nygift par for mange år siden, mens jeg tjente som biskop. En aften havde de en lang, ophedet diskussion om at betale tiende. Den unge mand havde været igennem en svær uge på arbejdet og ønskede at spare de penge op, han havde tjent, til nogle af deres personlige udgifter. Men jeg husker den unge hustrus ord, da hun foran sin mand sagde: »Biskop, jeg er villig til ikke at betale disse udgifter og endda til at holde op med at spise, hvis det er nødvendigt, men jeg vil gerne betale tiende og adlyde Herren«.

Så rungende var det »ja«, som den unge hustru udtrykte med så stort et vidnesbyrd, at manden og jeg følte en stærk ånd under samtalen. I sidste ende ved jeg ikke, om det var ud fra hans eget ønske, eller fordi han blev overtalt af sin hustru, men manden endte med at betale sin tiende den weekend.

Den følgende søndag, inden møderne, bad den unge mand om et hurtigt ord til mig. Med en anden udstråling end ugen før, sagde han til mig: »Biskop, du ved, at jeg sidste uge endelig betalte min tiende, og jeg var bange for, at jeg ikke ville have penge nok til mad, men jeg ville bare gerne have, at du skulle vide, at denne uge havde vi dobbelt så mange penge til mad, som vi normalt har. Biskop, det var et mirakel, og jeg ønsker altid at se disse mirakler i mit liv.« For mig var det som om, at den unge mand sagde til mig: »Biskop, jeg er villig til at svare ›ja‹ til alt, hvad Gud beder mig om.«

Herren har sagt, at han er bundet, når vi gør det, han beder os om (se L&P 82:10). Tror vi virkelig på strengheden i det løfte?

Måske kommer velsignelserne ikke i vores tid eller på den måde, vi ønsker, men jeg vidner for jer om, at løftet er virkeligt og sandt. Det kræver kærlighed til ham, underkastelse, et ønske om at gøre hans vilje og at leve som Kristi disciple. Han vil hjælpe og velsigne os til at forstå og holde vores pagter. Når han beder os om at gøre hans vilje, kan vi på den måde svare med et rungende: »ja!«