»Jeg vil være ligesom dig«, Liahona, sep. 2025.
Sidste dages hellige røster
Jeg vil være ligesom dig
Jeg følte en overvældende angst, der stammede fra frygten for utilstrækkelighed – indtil jeg bad.
Illustration: David Malan
Efter en lang og hård dag fyldt med udfordringerne ved at tage sig af tre små børn, havde jeg bare lyst til at tage et bad og gå i seng.
Jeg tog en dyb indånding og gik ind på mit værelse for at slappe af. Det var der, vores femårige datter kom ind og mindede mig om, at det var hendes tur til de månedlige personlige samtaler, som min mand og jeg var begyndt at have med hende og vores treårige søn. Vi stillede dem spørgsmål om deres yndlingsting, og hvad de kunne lide ved børnehaven eller kirken. Derefter mindede vi dem om, at de var Guds børn, og at vi elskede dem.
Jeg nød disse samtaler, men jeg følte mig hverken fysisk eller mentalt klar til det. Jeg begyndte at sige til min datter, at vi skulle have vores samtale i morgen aften, men jeg indså, hvor vigtige vores samtaler var for hende.
»Okay«, sagde jeg træt, »lad os hente far«.
Vi tre satte os på sengen og begyndte vores snak. Da min mand havde forladt værelset et øjeblik, spurgte jeg vores datter: »Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?«
Jeg var ikke forberedt på hendes svar: »Ligesom dig«.
Jeg fik tårer i øjnene, og mit hjerte blev fyldt. Jeg blev rørt over den måde, min datter så mig på, men jeg følte en overvældende angst, som stammede fra frygt for utilstrækkelighed. Jeg tænkte på alle grundene til, at jeg ikke var en ideel rollemodel for mine børn, og jeg var meget bevidst om mine mangler.
Da jeg senere den aften bad, bad jeg inderligt vor himmelske Fader om at hjælpe mig til at blive et bedre eksempel for min datter og mere værdig til hendes beundring. Pludselig skyllede en overvældende bølge af trøst, håb og kærlighed ind over mig. Jeg blev klar over den taknemlighed, min Fader i himlen og Frelseren havde for mig, blot fordi jeg var en mor, der forsøgte at blive bedre. De anerkendte min indsats og var der for at hjælpe mig til at blive den mor og datter, de ser i mig.
Jeg ved af hele mit hjerte, at Gud kender og elsker os, og at vi gennem »den bemyndigende kraft i Frelserens forsoning« kan blive den, vi håber på at blive.