Lærte lektier ved at lade Kristus skrive min historie

Præsident Camille N. Johnson

Hjælpeforeningens hovedpræsident

Vi har alle forskellige erfaringer, men hvis vi lader Gud råde i vores liv, vil vi opfylde formålet med vores skabelse på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

I 2016 – midt i næsten tre årtiers ægteskab, hvor vores tre elskede sønner blev født og opfostret, og mens vi praktiserede jura på fuld tid, tjente i kirkekaldelser og tog os af vores udvidede families behov – blev min mand Doug og jeg kaldet til at tjene i tre år som missionsledere i Arequipa i Peru. Vi tog afsted lige efter vores første barnebarn blev født.

Vi vendte hjem i 2019 til to nye børnebørn. Vores to ældste sønner var blevet gift, og den yngste var forelsket og skulle snart giftes. Jeg vendte tilbage til at praktisere jura, og min yndlingskaldelse var som mor og bedstemor.

Og så kom kaldelsen til at tjene som Primarys hovedpræsident. Den komfortable beretning, jeg havde skrevet for mig selv, var at tilbringe tid sammen med min familie, endnu et årti som advokat for at sikre økonomisk tryghed og tjene i min menighed eller i templet.

Hvad hvis jeg havde holdt fast i denne komfortable beretning?

Jeg ville have nydt at tilbringe mere tid sammen med mine børnebørn, og jeg kunne have været sikret en vis økonomisk tryghed. Og jeg ville være gået glip af en anstrengende, selvransagende og trosopbyggende oplevelse. Op ad bakke? Ja. Er det det værd? Helt sikkert!

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at »fordi [Frelseren] kender vores potentiale fuldt ud, vil han føre os til steder, vi aldrig selv havde forestillet os«. Jeg er sikker på, at han vil føre jer til steder, I aldrig havde forestillet jer, og jeres tjeneste vil strække jeres sjæl. Lad Gud lede jer til at gå ved siden af nogle, der har brug for jer.

Det kan være, at I lærer voksne at læse. Eller måske betjener I indvandrere. Måske vil I lede en samfundsgruppe, der vedligeholder parker og holder dem sikre for familier. Når vi lader Gud råde, vil han føre os derhen, hvor han har brug for os, og til steder, vi aldrig havde forestillet os.

Præsident Russell M. Nelson har erklæret, at vi »får mere tro ved at gøre noget, der kræver mere tro«.

Jeg ved, at det er sandt. For ved at lade Gud råde i mit liv, ved at lade ham skrive min historie, er min tro på Jesus Kristus vokset.

Hvordan vil I så lade ham råde?

Hvordan ser det ud for en ung, der er ved at tage en uddannelse og gerne vil giftes og stifte familie? Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har forklaret, at valget ikke står mellem familie eller uddannelse og karriere. Han sagde: »Det er timingen, vi må vælge, og vi søger Herrens inspiration og hans tjeneres lærdomme til at gøre det«.

Når jeg taler om dette emne, ønsker jeg at udvise forståelse for dem, der har et oprigtigt og varigt ønske om at blive gift og få børn i dette liv, og som er enlige. Jeg anerkender, at mange opdrager deres børn alene på grund af død eller skilsmisse. Jeg kender utallige gifte par, der ønsker sig børn, som kæmper med barnløshed og aborter. Jeg ved, at I lider. I synes, at timingen skal være en anden. Det er ikke den beretning, I har skrevet for jer selv. Mit hjerte bløder for jer.

Ikke to historier er ens.

Jeg fik en uddannelse, både en bachelorgrad og en juridisk grad. Jeg blev gift midt under min juridiske uddannelse. Jeg fik min første søn året efter, at jeg havde bestået advokateksamen. Jeg fik små børn, og min mand og jeg elskede og plejede dem, mens vi begge arbejdede. Det var travlt, nogle gange hektisk; vi var pressede og nogle gange trætte. Jeg støttede ham, og han støttede mig. Familien var og er stadig vores højeste prioritet. Min mand og jeg søgte inspiration til disse valg og til timingen. Det var det, vi følte os tilskyndet til at gøre. Vi prøvede at lade Gud råde.

Fra et økonomisk og professionelt perspektiv ville det have givet mening at vente med at få børn, indtil jeg var mere etableret i min karriere. Men når vi lader Herren skrive vores historie, gør vi nogle gange ting, som verden ikke kan forstå. Jeg jonglerede med graviditet, fødsler, børnepasning, samkørsel, juniorliga, ansvar i Kirken, at være en støttende ægtefælle og mine professionelle bestræbelser. Det var en glædelig jonglering, som jeg ikke ville ændre på. Vi følte os sikre på vores kurs, fordi vi lod Gud råde.

Misforstå mig ikke. Jeg foreslår ikke, at alle skal følge min kurs. Vores historier er ikke ens. Jeg deler min, fordi det er den, jeg kender. Men én ting, vi har til fælles, er vores motivation: At lade Gud råde.

At være mor er min højeste prioritet. Det er min ultimative glæde. Gud velsignede vores første forældre og befalede dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den« (1 Mos 1:28). Den første befaling, der blev givet til Adam og Eva, »vedrørte deres mulighed for at blive forældre«.

Min primære orientering er mod moderskab. Den orientering var ikke uforenelig med min flittige stræben efter en uddannelse. Vi er blevet befalet at stræbe efter at lære – hvoraf noget af det kommer i vores stræben efter uddannelse. Det kommer også af at være forældre, hvor vi lærer at blive guddommelige, når vi udvikler egenskaber som kærlighed, medfølelse og tålmodighed.

At lade Gud råde omfatter også at invitere ham til at involvere sig i timingen af vores valg.

Jeg er evigt taknemlig for at have modtaget inspiration fra Herren og vejledning fra profeter, som hjalp min mand og mig i timingen af vores valg om at invitere børn ind i vores familie, da vi gjorde det. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg handlede på tilskyndelserne og ikke lod verdslig indflydelse, bekvemmelighed, ære eller penge komme i vejen for valget om at opfylde mit guddommelige potentiale i at føde og opdrage børn.

Kvinder med og uden børn [Women with and without Children], af Caitlin Connolly, må ikke kopieres

Formålet med vores skabelse

Hvis mænd og kvinder ophører med at få og opdrage børn, slutter livet på jorden. Det er derfor yderst vigtigt, at vi hverken forsømmer eller afviser forældrerollens hellige ansvar.

En overflod af samfundsvidenskabelig data demonstrerer den afgørende, negative indvirkning på nationer og civilisationer, der holder op med at få børn. I mange dele af verden er det gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde mindre end to. Det betyder, at vi ikke erstatter os selv.

Som ledere i Kirken er vi bekymrede over den seneste udvikling i ægteskaber og fødsler. I USA har vi i løbet af de sidste 30 år set et fald på otte til ni procentpoint i antallet af borgere, der nogensinde har været gift. Disse tal »repræsenterer et verdensomspændende problem«. Når folk ikke gifter sig, fødes der færre børn.

USA har for nylig overskredet en »tærskel, hvor der for voksne i alderen 18-55 år nu er en større andel af enlige voksne uden børn, end der er gifte voksne med børn«.

Børn er afgørende for at opretholde civilisationen. De er afgørende for den herlige plan for lykke. Befalingen til os om at »mangfoldiggøre sig og opfylde jorden [er] stadig … gældende«.

Detalje fra Os med dem og dem med os [Us with Them and Them with Us], af Caitlin Connolly, må ikke kopieres

Lad Herren skrive jeres historie

Jeg ved, at det oprigtige ønske i mange hjerter er at blive gift og få børn. Alligevel er mange enlige eller barnløse. Min kæreste veninde, som aldrig selv er blevet gift og fået egne børn, har elsket og taget sig af mine. Det er ikke en erstatning for hendes egne børn. Det er bevis på, at hun stadig er orienteret mod moderskabet.

Min søn og svigerdatter har arbejdet sig igennem udfordringen med gentagne aborter. Deres ønske er retfærdigt. De stræber efter at lade Gud råde i deres liv. Husk, at når vi beder i tro om at lade Jesus Kristus være forfatteren og fuldenderen af vores historie, må vi være forberedte på en ubehagelig beretning i håbet om en, der, selvom den er smertefuld, i sidste ende er større og mere celestial, end vi kan forestille os.

Blandt mine kære venner er et barnløst par, der blev gift senere i livet og led af barnløshed. De spurgte i tro, om de skulle adoptere børn. I stedet for et spædbarn følte de sig tilskyndet til at adoptere fire søstre i alderen 5 til 17 år. Det var absolut ikke den beretning, de havde skrevet til sig selv. Men sikke en storslået historie, han har skrevet sammen med dem.

Uanset vores personlige omstændigheder er vi alle en del af Guds familie, medlemmer af en jordisk familie, og vi forbereder os til at blive evige forældre. Ophøjelsens velsignelser, der er gjort tilgængelige for os gennem Frelseren, Jesus Kristus, omfatter efterkommere. Så uanset om vi bliver beseglet og føder børn i dette liv eller det næste, er vores mål ophøjelse – som kan blive vores, hvis vi indgår og holder pagter. Når vi indgår et pagtsforhold med Gud, er vi bundet lodret til ham, og vi er aldrig alene. Vi er velsignet med et ekstra mål af [hans] kærlighed og barmhjertighed.

Som pagtsfolk planlægger og forbereder vi os på ægteskab og på at få og opfostre børn. Sikke en hellig kaldelse! Vi elsker, leder, drager omsorg og er forældre for at vise vores kærlighed til Gud og hans børn – fordi vi ønsker, at han skal råde i vores liv.

Det er en herlig tid at leve i og at indgå pagter i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. En forståelse af vores rolle, formål og ansvar i planen for lykke er forædlende, betryggende og glædeligt. At vide, at vi har en levende profet, der forbereder os på det, der ligger forude, giver mig fred og endda optimisme midt i al usikkerheden. Mit pagtsforhold med Gud giver mig selvtillid. Min tillid til pagten ligger i Jesus Kristus.

Jeg vidner om, at han lever, at hans kærlighed til os kommer til udtryk i hans villighed til at tilbyde sit liv og sin forsoning for hver enkelt af os.