Velsignet af præstedømmets myndighed og kraft

Jesus Kristus er Kirkens overhoved. Kirken er det redskab, han har skabt til at udføre det afgørende arbejde med at forløse menneskeheden i denne sidste evangeliske uddeling, ligesom i den uddeling, hvor han levede på jorden. Gennem Kirken:

• Kan han forkynde sit evangelium over hele verden.

• Kan han tilbyde dåb og alle andre pagter – tilmed en pagtssti til sit celestiale rige.

• Kan han forene familier for evigt.

• Kan han tilbyde frelsens gaver, endog til dem, der er døde uden dem.

• Kan han yde omsorg for Guds børns fysiske behov i nutiden.

For at nå disse store mål og for at forberede Frelserens tilbagekomst har Kirken brug for Guds vedvarende ledelse, myndighed og kraft. Kirken er den »sande og levende kirke« (L&P 1:30), fordi Kristus indgyder den sin ledelse og kraft gennem sit præstedømme, »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden« (L&P 107:3).

Uden dette hellige præstedømme ville Kirken i bund og grund være en verdslig organisation, der gør godt i verden, men være ude af stand til at opnå det ultimative formål med at forberede Guds sønner og døtre til glæden ved evigt liv i hans nærhed. Med dette præstedømme og nøglerne til at lede dette præstedømmes værk er der både myndighed og orden i Kirken.

»I Kirken udøves al præstedømmemyndighed under ledelse af dem, der besidder præstedømmets nøgler.

Værdige mandlige medlemmer af Kirken modtager præstedømmemyndighed gennem overdragelse af præstedømmet og ordination til præstedømmeembeder. Alle Kirkens medlemmer kan udøve uddelegeret myndighed, når de bliver indsat eller får til opgave at hjælpe med at udføre Guds værk«.

Gennem præstedømmenøgler vil Herrens prioriteter altid sejre. Ingen kan opretholde en personlig dagsorden, som ikke er i harmoni med hans retning. Ingen kan få held med præstelist, søge personlig vinding og personlig tilhængerskare.

Præstedømmet spiller også en afgørende rolle i kirkemedlemmernes hjem. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i det første præsidentskab, har lært os: »Princippet om, at præstedømmemyndighed kun kan udøves under ledelse af den, der har nøglerne til den funktion, er fundamentalt i Kirken, men det gælder ikke i familien«. Fædre leder og udøver præstedømmet i deres familie – rådgiver, holder familiemøder, giver præstedømmevelsignelser eller helbredende velsignelser til familiemedlemmer eller andre osv. – uden vejledning eller bemyndigelse fra en, der har præstedømmenøgler.

»Det samme princip gælder, når en far ikke er til stede, og en mor er familiens leder. Hun præsiderer i sit hjem og er instrumental for at bringe præstedømmets kraft og velsignelser ind i sin familie, gennem sin begavelse og besegling i templet«.

Præstedømmet: Kraften til at velsigne

Kort sagt er formålet med den præstedømmemyndighed og -kraft, som Jesus Kristus genoprettede, at velsigne. Den gør Kirkens medlemmer i stand til at bruge Guds kraft til at tjene og velsigne andre i Kirken, i hjemmet og over hele verden. Medlemmer slutter sig til Frelseren i udførelsen af hans arbejde med frelse og ophøjelse og anvender guddommelige gaver og en kraft, der langt overstiger deres egen, for at hjælpe Guds rige med at vokse og fylde jorden (se L&P 65:2, 5-6).

Herren har forklaret, at »dette højere [Melkisedekske] præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.

Og uden dets ordinancer og præstedømmemyndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet« (L&P 84:19-21).

Ordinancer er selvfølgelig de præstedømmeforrettede ceremonier eller sakramenter, hvorved vi indgår pagter med Gud, begyndende med dåb og videre gennem de pagter, der modtages i Herrens hus. Det er ved at holde disse pagter, at vi forvandles fra »naturlige« mænd og kvinder til hellige (se Mosi 3:19) ved Kristi forsonende nåde og bliver både retfærdiggjort og helliggjort – skyldfri og pletfri – for Gud (se L&P 20:29-31; 3 Nefi 27:16-20).

Dette citat fra »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden« fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd rummer en passende opsummering:

»Vi erklærer, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der blev organiseret den 6. april 1830, er Kristi genoprettede kirke fra Det Nye Testamente. Denne kirke er forankret i sin hovedhjørnesten, Jesus Kristus, og hans fuldkomne liv, hans uendelige forsoning og bogstavelige opstandelse. Jesus Kristus har atter kaldet apostle og har givet dem præstedømmemyndighed. Han indbyder os alle til at komme til ham og hans Kirke, til at modtage Helligånden, frelsens ordinancer og til at opnå vedvarende glæde«.