»Dyrebare bonsaitræer og dyrebare vidnesbyrd«, Liahona, sep. 2025.
Dyrebare bonsaitræer og dyrebare vidnesbyrd
Ethvert vidnesbyrd er en uvurderlig gave, der kræver intens personlig hengivenhed og tro, for at det kan bestå som noget smukt og glædeligt.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
I centrum af Tokyo i Japan så jeg noget i en smuk havepark, der forbløffede mig. Ved siden af en sti gennem parken var der en mur, hvorpå der var spændt mere end et dusin små potter, der hver indeholdt et bonsaitræ. Hver enestående smukke bonsai havde et lille skilt, der viste alderen på den. De fleste var over 100 år gamle.
En, der var 390 år gammel, bar stadig frugt. En anden havde to sammenflettede stammer – den ene var død, den anden levende. Det var forbløffende 590 år gammelt.
Jeg forestillede mig, hvordan hver bonsai oprindeligt måtte være vokset og beskåret med stor stolthed og glæde. Senere blev træerne sandsynligvis familiearvestykker. Jeg tænkte på aldrende forældre, der videregav ansvaret for nænsomt at pleje familiens bonsaitræ, beskytte det mod skade og bevare det for fremtidige generationer til deres børn.
Disse miniaturetræer i Tokyo har overlevet gennem forfærdelige krige og i fredstider, gennem store storme og tider med roligt vejr. De er et enestående vidnesbyrd om hengivenhed, traditioner og kærlig omsorg.
En værdifuld gave
Siden jeg så disse bonsaitræer, har jeg været fascineret af tanken om, hvordan familier i flere generationer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige begynder med, at et pionerfamiliemedlem får et dyrebart vidnesbyrd om det gengivne evangelium.
Vidnesbyrdet hos hvert nyt medlem af Kirken begynder, når de »giver plads« til eller planter Guds ord i deres hjerte og derpå nærer det (se Alma 32:28). Efterhånden som vidnesbyrdet vokser, formes og beskæres det nye medlems handlinger til en anden livsstil.
Gennem livets mange prøvelser og storme vokser et næret vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans kirke sig stærkere. Ligesom et bonsaitræ bliver et vidnesbyrd delt og videregivet som en dyrebar gave til efterfølgende generationer, så de også kan vokse og næres.
Hver generation har et stort ansvar for at gøre det vidnesbyrd til deres eget. Det er en uvurderlig, men skrøbelig gave. Hvis det skal bestå som en skøn og glædelig ting, kræver det intens personlig hengivenhed og tro.
Vi ved ikke, hvor stort det træ, som Lehi så i sin drøm, var. Men vi ved, at det var overordentlig smukt, og at han ikke kunne vente med at dele frugten med sin familie (se 1 Ne 8). Lehis familie blev et levende eksempel på en familie, der blev en slægt - nogle gange lykkes det at videregive retfærdige traditioner, og andre gange visner og dør vidnesbyrd desværre under modgang, ulydighed og prøvelser.
Vi glæder os over dem, der som den første sidste dages hellige i deres familie nærer deres spæde vidnesbyrd ved at indgå og holde hellige pagter. Og vi takker de hellige pionerer for, hvordan de videregiver deres kærlighed til Gud til fremtidige generationer.
Forældre, lærere, unge og unge voksne, som prioriterer søndagsmøder, tjeneste i templet og deltagelse i seminarer, institut og konferencer for unge og unge voksne - og sætter Frelseren først i deres liv - giver den åndelige jordbund og næring til, at unge vidnesbyrd kan udvikle sig.
Ligesom de bonsaitræer, jeg så i Tokyo, er vores vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium uvurderlige ejendele, der vil velsigne dem, vi elsker. De kan blive vores arv, når vi omhyggeligt plejer, værner om og deler dem fra generation til generation.