»Herren førte mig hjem«, Liahona, sep. 2025.
Sidste dages hellige røster
Herren førte mig hjem
Da jeg fulgte en åndelig tilskyndelse om at vende tilbage til Bolivia, ledte Herren mig til evige familievelsignelser.
Illustration: David Malan
Mens jeg arbejdede på min doktorgrad og underviste i musik i USA, bestræbte jeg mig på at efterleve evangeliet og føle Guds indflydelse i mit liv. Jeg var langt hjemmefra og følte mig til tider ensom, men jeg følte, at hans kærlighed og stemme vejledte mig i mine beslutninger.
En dag fik jeg den følelse, at jeg skulle vende tilbage til mit hjemland Bolivia. At vende tilbage var ikke en let beslutning. Det gik rigtig godt. Men efter at jeg havde bedt, følte jeg stærkt, at jeg skulle vende tilbage, fordi der ventede mig noget vigtigt.
Da jeg vendte tilbage, åbnede der en bacheloruddannelse i musik på et af Bolivias bedste universiteter, hvor jeg fik job som professor.
I min menighed hjemme mødte jeg snart efter en ung kvinde, som jeg aldrig havde set før. Hendes forældre var blevet omvendt til Kirken, mens jeg forberedte mig på at rejse til USA flere år tidligere. Vi begyndte at date og blev gift, hvilket har været en stor velsignelse i mit liv.
For to år siden fik min bedstemor konstateret kræft. Vi var meget tætte. Da jeg var ung, sagde hun til mig: »Du vil altid være hos mig, og jeg ved, at du vil tage dig af mig«.
Fordi jeg var vendt hjem, var jeg der, da hun havde brug for mig, og jeg tilbragte tid sammen med hende hver dag i hendes sidste måneder. Hun blev ikke medlem af Kirken, før hun døde, men hun elskede Liahona, Mormons Bog og generalkonferencen. »Jeg tror på det hele«, sagde hun.
Senere blev jeg velsignet med at være i templet i Cochabamba i Bolivia med mine forældre, da min bedstemor blev beseglet til sin mand, der var død i en ung alder. Hun giftede sig aldrig igen. Jeg følte, at de var der i templet sammen med os, lykkelige og sammen igen. At se mine forældre i beseglingsværelset stå som stedfortrædere for dem var et smukt syn.
Vi ved ikke, hvordan tingene vil udvikle sig i vores liv, men Herren ved, hvor vi skal være. Han ved også, hvordan han skal velsigne os, og han vil lede os til at handle i hans sted for at velsigne andre. Hvis vi betror os til hans visdom og vejledning, ved jeg, at han kan få mere ud af vores liv, end vi kan på egen hånd.