2025
Gud havde brug for mig i Østrig
Juni 2025


»Gud havde brug for mig i Østrig«, Liahona, juni 2025.

Sidste dages hellige røster

Gud havde brug for mig i Østrig

Jeg var klar til at forlade mit hjem for at studere i udlandet, men jeg havde glemt at bede først.

illustration af Wien i Østrig

Illustration: Agnieszka Więckowska

Da jeg kom hjem fra min mission i Spanien, følte jeg mig klar til det næste skridt i livet. Jeg ønskede at opleve Kirken på en større måde, ud over grænserne for mit hjem i Wien i Østrig, hvor medlemmer er hengivne, men relativt få.

Jeg følte, at jeg måtte være blandt ligesindede unge på Brigham Young University i Provo i Utah, og jeg håbede på at møde en ung kvinde der, som jeg kunne gifte mig med, og som jeg kunne stifte familie med. Jeg bestod en engelskprøve og blev snart optaget. Mine forældre tilbød at hjælpe med at betale mine udgifter.

Der var dog en nagende tanke, der bekymrede mig. Jeg havde ikke rådført mig med Herren. »Hvorfor behøver jeg at spørge?« ræsonnerede jeg. Var jeg ikke »engageret i en god sag« og behøvede ikke at blive vejledt i alt? (Se L&P 58:26-27). Hvordan kunne himlen på nogen måde have noget imod det?

Men Helligånden blev ved med at tilskynde mig: »Du er nødt til at bede, før du beslutter dig.« Jeg forventede fuldt ud, at Herren ville godkende det, så jeg tænkte: »Okay.«

Der kom et hurtigt og kraftfuldt svar – et af de klareste svar, jeg nogensinde har modtaget. Jeg hørte i mit hjerte: »Jeg har brug for dig her i Østrig til at opbygge riget.«

Jeg lagde BYU’s skema væk og aflyste mine planer. Jeg tænkte på min familie, hvordan Herren havde hjulpet os med at immigrere til Østrig fra Uruguay, da jeg var ung. Jeg indså, at Herren måske havde brug for mig her. Med fornyet ånd fokuserede jeg på at opbygge riget i Østrig, som er gennemsyret af skønhed, rig på historie og hjemsted for mange store musikalske mestre, som Beethoven og Mozart.

Blot nogle få uger senere mødte jeg en ung kvinde, der ligesom mig var emigreret fra Sydamerika sammen med sin familie. Vi blev nære venner. Hun var ikke sidste dages hellig, men studerede omhyggeligt min hengivenhed for Frelseren og hans kirke og fik til sidst sit eget vidnesbyrd. To år senere blev vi gift.

Siden Katerin og jeg blev beseglet i templet, har vi opfostret tre sønner og en datter, som er standhaftige og hengivne. Vi stræber efter at lade vores lys skinne (se Matt 5:16) ved at være venlige mod alle og åbne om vores tro i vores hjem i Østrig. Jeg er taknemlig for personlig åbenbaring, der vejleder os, når vi tjener Herren.