2025
Guds værk bringer formål og fred
Juni 2025


»Guds værk bringer formål og fred«, Liahona, juni 2025.

Guds værk bringer formål og fred

Vi kan deltage i Guds værk med at føre hans børn hjem og bo hos ham.

Jesus Kristus

Et minde, jeg værdsætter, fra min opvækst i New York City, er at tilbringe julen med min familie. Mine forældre, tre ældre brødre, min lillesøster og jeg nød at spise sammen og udveksle gaver. Selv om begge mine arbejdende forældre havde travlt, var julen vores særlige tid sammen.

Julen blev aldrig den samme, da mine forældre blev skilt. Jeg var 11, og vi fandt aldrig sammen på den måde igen.

Som 17-årig hørte jeg første gang om Jesu Kristi evangelium, og jeg ønskede at lære mere, da jeg hørte, at familier kan være sammen for evigt. Jeg blev forbløffet over at opdage, at Gud har en plan for frelse og ophøjelse (se Moses 1:39).

Guds plan er, med præsident Russell M. Nelson ord, »fantastisk«. Gud ønsker, at alle hans børn bliver ledt sikkert hjem, så de kan bo hos ham igen. Han har sagt: »Jeg er i stand til at udføre mit eget værk (2 Ne 27:21), men vi har vidunderlig mulighed for at deltage i hans værk sammen med ham. Det har givet mig en følelse af retning, formål, fred og håb hele mit liv.

Tjen med kærlighed

I vore dage har Herren åbenbaret:

»Se derfor til, o I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres hele hjerte, kraft, sind og styrke …

Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:2-3).

Gud ønsker, at vi tjener ham af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke, og at vi elsker ham med samme intensitet (se L&P 59:5). Vores kærlighed til Gud muliggør, styrker og forstærker vores ønske om at tjene. Når vi handler på disse ønsker, styrkes vores evne til at tjene og elske ham og vores næste. Guds kraft kommer så, og vi kan se hans hånd i vores liv.

Når jeg tjener Gud – fordi jeg elsker ham – kan jeg føle hans kærlighed og forvisning om, at han elsker alle sine børn og ønsker, at vi vender hjem og bor hos ham igen. Han ønsker heller ikke, at vi vender alene tilbage. Han ønsker, at vi bringer vores familie og andre til evangeliet, når vi tjener med kærlighed til ham og hans børn.

Gå med Gud

Vi deltager mere effektivt i Guds værk, når vi får hans hjælp. Når vi gør vores del og søger inspiration, kan Helligånden vejlede os i værket. Da Herren kaldte Enok til at være profet, sagde han: »Se, min Ånd er over dig, alle dine ord vil jeg derfor retfærdiggøre; og bjergene skal flygte foran dig, og floderne skal ændre deres løb; og du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig« (Moses 6:34).

Yderligere hjælp får vi, når vi modtager tempelordinancerne og indgår og holder pagterne. Når vi går fra blot at tage i templet til at tilbede i Herrens hus, kommer vi til at forstå, at ordinancer og pagter forbinder os til vor himmelske Fader og Jesus Kristus på en stærk og fortrolig måde.

Præsident Nelson har sagt, at dette pagtsforhold »gør alt i livet lettere«. Det gør ikke livet let, men ved at binde os til vor himmelske Fader og Jesus Kristus får vi adgang til deres styrke, hvilket øger vores evne til at deltage i deres værk. Når vi går fremad, kan vi gå side om side med dem og føle deres kraft og indflydelse i vores liv.

Jesu Kristi fødder går i sandet

Husk på årsagen

Guds værk er ikke altid let. Når jeg har dage, hvor jeg føler mig modløs eller skuffet, minder jeg mig selv om årsagen til at udføre hans værk, hvilket er, at jeg ved, at Gud lever, og at Jesus er Kristus. Helligånden har vidnet og bekræftet dette for mig igen og igen. Det kan jeg aldrig benægte. Fordi jeg elsker vor himmelske Fader og hans Søn, forsøger jeg at behage dem ved at deltage sammen med dem i deres store værk.

Hvis I nogensinde føler jer utilstrækkelige, eller at I ikke har de rette færdigheder til dette arbejde, så kom med på holdet! Sådan føler de fleste af os fra tid til anden. I de stunder må vi være ligesom Nefi og blive »ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad [vi skal] gøre« (1 Ne 4:6). Hvis vi går fremad i tro og gør, hvad vi kan, vil Herren vejlede og hjælpe os og mangedoble vores indsats, ligesom han gjorde med de fem brød og to fisk (se Mark 6:41-44). Uanset hvad vi bringer til Herren, vil han bruge det til at fremme sit arbejde med frelse og ophøjelse.

En anden grund til, at vi er blevet opfordret til at deltage i Guds arbejde med frelse og ophøjelse er, at han og hans Søn, Jesus Kristus, ønsker, at vi bliver hellige, ligesom de er. Når vi arbejder side om side med dem, lærer vi mere om, hvordan vi kan blive som dem.

I dette værk indbyder vi andre til at blive som Jesus Kristus ved at opdage glæden ved omvendelse. Præsident Nelson har sagt, at omvendelse er en proces, hvor vi »[gør] det og [bliver] lidt bedre hver dag.« Det er en mulighed for at ændre sig, vokse åndeligt og »blive mere som Jesus Kristus!«

Vi kan hjælpe andre til at få deres hjem til at føles som himlen, så himlen en dag vil føles som hjemme, og de kan være forberedt på det tilkommende liv.

Find glæden

Der er glæde i dette værk! Præsident Nelson har sagt, at »uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv«, kan vi finde glæde, når vi fokuserer på vor himmelske Faders plan og vor Frelser, Jesus Kristus. Vor himmelske Faders plan er kun mulig gennem hans Søn. Jesus Kristus var villig til at gøre sin Faders vilje og ofre alt for os. Hvis ikke, ville vi have været fortabt for evigt. Han vidste, at det var den eneste måde, hvorpå vi kunne vende hjem og bo hos vor himmelske Fader og finde glæde. Præsident Nelson har undervist: »Glæde kommer fra og på grund af [Jesus Kristus]. Han er kilden til al glæde.«

Hvilken vidunderlig velsignelse og mulighed det er for os at hjælpe til i dette vigtige arbejde med frelse og ophøjelse og hjælpe andre til at vende sikkert hjem, hvor vor Fader i himlen og Jesus Kristus længes efter, at vi er.