Betjenende engle på bjerget

Steven J. Ewing fra New Mexico i USA

Da senen i min højre lårmuskel blev revet itu under et fald på en vandretur højt oppe i Rocky Mountains i USA, forenede vores gruppe af unge mænd sig i bøn og brug af præstedømmet, mens de arbejdede sammen for at hjælpe mig.

I sommeren 2015 tog tre af os ledere for Unge Mænd, inklusive vores biskop, seks unge mænd fra ørkenen i det sydlige New Mexico med til Rocky Mountains i det centrale Colorado på en udfordrende vandretur. På det tidspunkt tjente jeg som Unge Mænds præsident i menigheden. I fire dage vandrede, fiskede, udforskede og samledes vi om aftenen til åndelige samtaler. Vi skabte varige minder – deriblandt én, vi aldrig vil glemme.

Inden vi begav os væk fra bjerget i slutningen af vores tur, var det eneste, der havde ødelagt vores eventyr, en flænge i en fod og lidt regn og hagl. Da vi brød lejren op om morgenen for vores tur tilbage, bekymrede ingen af os sig om den glatte, mudrede sti, før vi ledere nærmede os bunden af den første stejle nedstigning.

Det var der, jeg gled, faldt og ramte jorden. Jeg følte en pludselig, skarp smerte i mit højre ben. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde gjort ved mit ben, men jeg kunne ikke bevæge det.

Mens jeg sad på jorden, fortumlet og i smerte, skyndte vores biskop, Bryce Heiner, sig hen til mig. Biskop Heiner, der var kirurg, undersøgte mit ben, men kunne ikke afgøre, hvor slemt jeg var kommet til skade. Hvad vi ikke vidste var, at da jeg faldt, ramte jeg en sten så hårdt, at senen i min højre lårmuskel blev revet over, den store sene lige over knæskallen. Jeg kunne hverken stå eller gå.

En af vores unge mænd, Nathan Donaldson, sagde senere: »Der var megen panik på bjerget. Alle bad om vejledning.« En anden ung mand, Brighton Heiner, sagde: »Vi vidste ikke, om det ville ordne sig med bror Ewings ben, eller om han ville dø!«

»Du skal nok klare det.«

Jeg vidste, at jeg ikke kunne komme væk fra bjerget uden en masse hjælp, deriblandt himmelsk hjælp. Så jeg bad om en præstedømmevelsignelse. Biskop Heiner salvede, og Mark Handly, rådgiver i biskoprådet, beseglede salvelsen. Mens bror Handly talte, sænkede der sig en stilhed over vores gruppe.

Nathan husker stadig, hvad han og de andre unge mænd følte, da han lyttede til velsignelsens stærke ord: »Jeg følte fred, mit hjerte slog langsommere, mit sind blev roligt. Jeg var fuld af ærefrygt for Frelserens kraft, der kom til udtryk gennem Helligånden, som rørte mit hjerte. Jeg tænkte ved mig selv: ›Det vil jeg gerne gøre en dag. Jeg ønsker at være i stand til at bringe fred og helbredelse til mine kære‹.«

Trods denne beroligende forsikring var ordene i den velsignelse, der ramte mig sværest, disse: »Du skal nok klare det, men det kommer til at tage noget tid.«

»Tid« omfattede den tid, det ville tage at få mig ned fra bjerget. Jeg er 193 cm høj og vejede på det tidspunkt 104 kg. De unge mænd tænkte: »Hvordan skal vi få ham ned?« Jeg spekulerede på det samme.

Da jeg havde taget førstehjælpskursus sommeren før, vejledte jeg vores gruppe i at lave en skinne af reb, tape, trægrene og et liggeunderlag i skum. Vi havde stadig seks kilometer at vandre og en brusende bæk, der skulle forceres, før vi kunne nå vores biler og søge lægehjælp.

»En bøn i vores hjerter«

De to højeste medlemmer af vores gruppe støttede mig ved at holde fast i mine overarme, mens de gik ved siden af mig. Langsomt begyndte vi at bevæge os nedad. Nogle gange gav mit gode knæ efter, og jeg faldt sammen som en havestol. Jeg var nødt til at bekæmpe kvalme for hvert smertefulde skridt. Biskop Heiner blev mere og mere bekymret for hver time, der gik, af vores tur nedad.

Mens nogle ryddede stien for sten og klippestykker for at gøre turen lettere for mig, vandrede andre tilbage op ad stien for at give mig vand, mad og opmuntring. En vandretur, der normalt ville have taget omkring to timer, varede otte timer.

Biskop Heiner og nogle af de unge mænd gik i forvejen hen til bækken. Der, med hvad Daniel Palmer beskrev som »en bøn i vores hjerte«, surrede de træstammer fra væltede træer sammen og byggede en bro ovenpå en forladt bæverdæmning. De lavede også et improviseret gelænder.

mænd, der krydser en bjælkebro. — »Da jeg nåede bækken fire timer inde i vandreturen,« siger Steven, »krydsede jeg langsomt og forsigtigt bjælkebroen støttet af adskillige hjælpende hænder.«

Da jeg nåede bækken fire timer inde i vandreturen, krydsede jeg langsomt og forsigtigt bjælkebroen støttet af adskillige hjælpende hænder. Vi stoppede for at hvile og bede endnu flere bønner. På det tidspunkt var vi halvvejs nede ad bjerget.

Nogle få timer senere kom de første unge mænd ud af vildnisset nær starten af stien. De forklarede vores situation til nogle campister, der havde terrængående køretøjer. Flere af disse barmhjertige samaritanere kørte op ad stien, samlede flere af os op og kørte os hen til vores biler.

Snart var vi på vej mod Trinidad i Colorado, hvor jeg modtog behandling på en skadestue. En læge gav mig knæbind på og krykker, og så tog vi hjem.

Steven Ewing (nummer to fra venstre) og biskop Bryce Heiner (yderst til højre) sammen med de »betjenende engle«, der hjalp Steven væk fra bjerget (fra venstre mod højre): Eric Palmer, Brighton Heiner, Daniel Palmer, Jacob Donaldson og Zane Heiner (ikke på billedet: Nathan Donaldson, der tjente som fuldtidsmissionær; og Mark Handly, der var flyttet).

»Guds kraft«

Nej, jeg blev ikke helbredt med det samme. Helingen »tog et stykke tid« efter en operationen og fysioterapi. Men jeg er taknemlig for den præstedømmevelsignelse, jeg modtog, den tro, der blev udvist af dem, der bad for mig og hjalp mig (se Jak 2:26) og det fælles formål, vi opnåede, da vi arbejdede sammen om at få mig ned ad bjerget.

Vi lærte nogle vigtige ting den dag, lektier, der styrkede vores vidnesbyrd og beslutsomhed, hjalp de unge mænd med at forpligte sig til at tage på mission og forberedte dem på vanskelige bjerge, de ville bestige fremover.

»Guds kraft fandtes blandt mine fantastiske ledere og jævnaldrende,« husker Nathan. »Jeg tror, at han sendte engle ned den dag for at hjælpe os. Denne oplevelse hjalp mig til at forstå vigtigheden af at være værdig til at velsigne nadveren og udføre mine andre præstedømmepligter.«

Jeg ved ikke hvor stor en rolle den oplevelse spillede for at hjælpe de unge mænd på den vandretur til at forpligte sig til at leve i bøn, tjeneste og værdighed. Mange oplevelser i deres unge liv spillede sandsynligvis en afgørende rolle i deres forpligtelse over for Jesus Kristus og hans kirke. Men hver eneste af disse unge mænd endte med at tjene Frelseren som fuldtidsmissionærer.

Som tiden går, bliver jeg mere og mere taknemlig for disse Herrens gode tjenere – hvad de gjorde for mig dengang, og hvad de fortsat gør for andre i dag. For mig var og er de betjenende engle (se L&P 13:1).

medaljer fra Boy Scouts of America — De unge mænd fra Rio Grande menighed i Las Cruces i New Mexico modtog for deres »fremragende indsats med hensyn til implementering af spejderfærdigheder og -idealer«, en fortjenstmedalje fra den amerikanske drengespejderorganisation (Boy Scouts of America).