Drag omsorg som førstehjælpere

Når jeg har tænkt over vores rolle som medlemmer af Guds kirke i indsamlingen af Israel, er det faldet mig ind, at vi ligesom Abby er førstehjælpere. Hver eneste person, vi møder, har sine unikke udfordringer, og de kræver hver sin specifikke reaktion. Omsorg for vores brødre og søstre finder ikke sted i forudsigelige, kontrollerede omgivelser. Vi arbejder med virkelige mennesker og i virkelige situationer, og det kan være rodet.

Ligesom en redder, må vi vurdere behov og derefter reagere så godt, vi kan med den viden, vi har. Når en situation er usædvanlig, og vi ikke er sikre på, hvad vi skal gøre, kan vi også bede om yderligere instruktioner ved at bede om at modtage vejledning gennem Ånden til at vide, hvad vi skal gøre. Vi kan også bede vores ledere, som præsidentskaberne for Hjælpeforeningen og ældsternes kvorum, om hjælp.

I Mosija 18 taler Alma om de retfærdige ønsker hos dem, der kommer ind i Guds fold: At bære hinandens byrder, sørge med dem, der sørger, trøste dem, der har behov for trøst, og stå som Guds vidner (se v. 8-9). Når jeg har været langt nede, har følt mig forladt, og himlene var lukkede for mig, og nogen er dukket op for at sidde med mig, græde sammen med mig eller lytte til mig, har jeg følt Guds kærlighed gennem den person og modtaget et vidnesbyrd om, at han er opmærksom på mig og min situation.

Vi tror ofte, at det at stå som vidne betyder at fortælle andre om vores tro og vidne om sandheden, og nogle gange er det præcis, hvad Ånden leder os til at gøre. Men det er ikke altid det første, folk har brug for, når de er i vanskelige situationer. Når Abby støder på en person med hjertestop, er det nok ikke det ideelle tidspunkt at begynde en samtale om sunde spisevaner og motion. Hendes job er ikke at bedømme, hvordan de er endt, hvor de er, eller at afgøre, hvem der fortjener hendes pleje. Hvis en person er i nød, hjælper hun dem.

Akkurat som Abby ikke helbreder folk og sender dem videre, kan vi heller ikke hele folk, helbrede dem eller redde dem. Vores rolle er yderst vigtig: Det er at elske og drage omsorg for vores brødre og søstre og lede dem til Kristus, helbredelsens Mester, som kan helbrede og frelse.

Det er let at føle sig hjælpeløs i at drage omsorg, når vi møder dem med byrder, der er så tunge, komplicerede eller ukendte, eller hvis synder er så store, afhængighed så slavebindende, smerte og sorg så intens eller tro så svag, at vi ikke ved, hvordan vi skal hjælpe dem. Vi vil blive frustrerede, når vi forsøger at helbrede eller ændre folk, fordi det ikke er noget, vi har kraft til at gøre for andre. Som ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Frelserens job er at helbrede. Vores job er at elske – at elske og drage omsorg således, at andre bliver draget mod Jesus Kristus.«

Fotografi af unge kvinder: Judith Ann Beck

Det er vores opgave at elske andre

Når Alma taler om at trøste dem, der har behov for trøst, er der ingen asterisk, tilføjelse eller bestemmelse, der lyder: »Trøst dem, der har behov for trøst, så længe de deler din tro, klæder sig som dig, er syndfri eller fører en livsstil, du kan acceptere.« Som førstehjælpere er det ikke vores opgave at dømme andre eller afgøre, om de er værdige til vores kærlighed og omsorg. Vores instruktioner er meget klare:

• »[Elsk] hinanden« (Joh 13:34)

• »Vogt mine får« (Joh 21:17)

• »Lad enhver agte sin broder som sig selv« (L&P 38:25).

Profeten Joseph Smith sagde:

»Jo nærmere vi kommer vor himmelske Fader, desto mere er vi tilbøjelige til at se med medlidenhed og kærlighed på sjæle, der er ved at gå deres undergang i møde, og vi vil føle, at vi ville ønske, at vi kunne bære dem på vore skuldre og kaste deres synder ud bag vores ryg …

Hvis I ønsker, at Gud skal have barmhjertighed med jer, så vær barmhjertige over for hinanden.«

Mine forældre var et eksempel på denne kærlighed på så mange måder. De havde en stor familie med mange børnebørn, hvoraf nogle valgte at træde væk fra Kirken eller følge stier, der afveg fra dens lærdomme. Men så vidt jeg ved, kritiserede, tvang eller forsøgte mine forældre aldrig at ændre deres børnebørn i et forsøg på at »frelse« dem. De overlod det at dømme og frelse til Frelseren og elskede dem ganske enkelt. Deres hjem var et sted, hvor alle følte sig velkomne og trygge, uagtet deres religiøse overbevisning, seksuelle orientering, politiske tilhørsforhold eller verdenssyn.

Børnebørn kunne fortælle dem om alt og være sig selv omkring dem uden frygt for afvisning. Mine forældre tilbragte tid sammen med dem, lyttede til dem og opbyggede et godt forhold til dem.

I dagene op til min mors død så jeg hendes børnebørn – de fleste nu i 20’erne og 30’erne – græde, når de samledes omkring deres elskede bedstemors seng. Denne lille hvidhårede kvinde havde sammen med min far draget omsorg for dem, værdsat dem, budt dem velkommen og elsket dem betingelsesløst. Mine forældre var trofaste sidste dages hellige, der forstod, at det at elske andre, selv når deres tro eller valg adskiller sig fra vores, ikke mindsker vores tro eller ændrer vores tro. Vi mister intet ved at elske alle Guds børn.

Det betyder ikke, at vi ignorerer undervisningen om vigtigheden af at adlyde Guds befalinger. Som præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »For at balancere vores forpligtelse over for kærlighed og lov må vi hele tiden vise kærlighed, selv når vi til stadighed ærer og holder befalingerne. Vi må stræbe efter at bevare dyrebare forhold og på samme tid ikke gå på kompromis med vores ansvar for at være lydige mod og støtte op om evangeliets love.«

Som reddere og Kristi disciple kan vi elske, som han elsker, og skabe sikre steder for dem omkring os – i vores forhold, vores hjem, vores nabolag og vores kirke. Det er steder, hvor folk kan finde kærlighed, accept og inklusion, og hvor de kan stifte bekendtskab med Frelseren, der har kraften til at hele, tilgive, frelse og gøre alt godt igen.

Foto: Carol Christine Porter