»Vi følger Jesus Kristus ved at slutte os til ham i hans værk«, Liahona, juni 2025.
Vi følger Jesus Kristus ved at slutte os til ham i hans værk
Vi tager del i Frelserens værk, når vi fokuserer på hans formål, holder hans bud og elsker hinanden.
Detalje fra Kristus og den rige unge mand [Christ and the Rich Young Ruler], af Heinrich Hofmann
Når vi bliver døbt, begynder vi processen med at påtage os Jesu Kristi navn. En del af denne proces betyder, at vi tilslutter os Frelseren i hans værk. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har skrevet: »En af de vigtigste betydninger ved at påtage sig Kristi navn er villighed og forpligtelse til at påtage sig arbejdet med Frelserens værk og hans rige.«
Frelserens værk er at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Udødelighed er en betingelsesløs gave, som Jesus Kristus allerede har garanteret gennem sin opstandelse. Evigt liv er dog ikke det samme som udødelighed. Evigt liv er den største gave, Gud kan skænke menneskeheden (se L&P 14:7). Det er at leve for evigt som familie i hans nærhed. For at vi kan modtage evigt liv, må vi blive Jesu Kristi trofaste disciple. Det betyder, at vi modtager det gengivne evangelium ved at have tro på Frelseren og hans forsoning, omvende os, blive døbt, modtage Helligåndsgaven, indgå og holde tempelpagter og holde ud til enden. At holde ud til enden indebærer at slutte sig til Frelseren i hans værk.
Ivrigt engageret
Vi tager del i Frelserens værk, når vi hjælper Guds børn til også at blive Jesu Kristi trofaste disciple. Dette omfatter at dele hans evangelium og derved indsamle det spredte Israel ved at opfylde vores ansvar i Frelserens kirke og ved at stræbe efter at blive som ham. Vores »succes [i hans værk] afhænger ikke af, hvordan andre vælger at reagere på [os], på [vores] invitationer eller på [vores] oprigtige venlige handlinger«. Præsident Russell M. Nelson har bekræftet: »Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempel[ordinancer], bidrager I til Israels indsamling.«
For at gøre Frelserens værk til vores værk fokuserer vi på hans formål, holder hans bud og elsker hinanden. Mens vi udfører hans værk på hans måde (se L&P 51:2), er nogle ting overladt til os selv at finde ud af. Frelseren sagde til de hellige, der samledes i Jackson County i Missouri:
»For se, det er ikke passende, at jeg giver befaling i alt; for den, som skal tvinges i alle situationer, han er en lad og ikke en klog tjener; derfor får han ingen belønning.
Sandelig siger jeg: Menneskene bør være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed;
for i sig har de den kraft, hvorved de kan handle på egne vegne. Og for så vidt som mennesker gør godt, skal de ingenlunde miste deres belønning« (L&P 58:26-28).
Når vi følger Frelseren, slutter os til ham i hans værk og hjælper andre til at blive hans trofaste disciple, underviser vi i det, han ville undervise om. Fordi vi ikke er bemyndiget til at undervise i noget andet (se L&P 52:9, 36), fokuserer vi ufravigeligt på hans lære (se L&P 68:25). Derudover er vi særligt opmærksomme på dem, der er fattige, trængende og sårbare (se L&P 52:40). Disse fokuspunkter blev tydeliggjort, da Frelseren i en synagoge i Nazaret citerede fra Esajas:
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed,
For at udråbe et nådeår fra Herren« (Luk 4:18-19; se også Es 61:1-2).
Herrens nådeår henviser til det tidspunkt, hvor alle velsignelserne ved Guds pagt vil blive udøst over hans folk. Vi følger Jesus Kristus ved at opfordre andre til at modtage velsignelserne forbundet med at indgå og holde pagter med Gud og ved at tage os af dem, der er fattige eller på anden måde i nød.
Det er spændende at slutte sig til Jesus Kristus i hans værk, fordi hans gerninger, planer og hensigt »kan ikke forpurres, ej heller kan de blive til intet« (L&P 3:1). Til dem, der føler sig nedtrykte, har Herren sagt: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33). Vi lader Herren bekymre sig om høsten, og så gør vi ganske enkelt vores del.
Hjertet og et villigt sind
Det er mere ligetil at gøre vores del, end vi måske forestiller os, fordi vi ikke behøver at bringe ekstraordinære talenter eller evner til Herrens værk. Hans krav er ganske enkelt forpligtelse og villighed. Herren sagde til de hellige i Kirtland i Ohio: »Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind« (L&P 64:34). Herren kan sætte den, der er villig, i stand til at udføre noget, men han kan eller vil ikke gøre dem, der er i stand til at udføre noget, villige. Med andre ord, hvis vi er forpligtede og villige, kan han bruge os. Men uanset hvor talentfulde vi er, vil han ikke bruge os, medmindre vi er engagerede i hans værk og villige til at hjælpe ham.
Samuel og Anna-Maria Koivisto udviste både forpligtelse og villighed. Kort tid efter de blev gift, flyttede familien Koivisto fra Jyväskylä i Finland til Göteborg i Sverige for at forfølge karrieremuligheder. Efter ankomsten blev bror Koivisto bedt om at mødes med præsident Leif G. Mattsson, rådgiver i stavspræsidentskabet i Göteborg. Fordi Samuel ikke talte svensk, foregik interviewet på engelsk.
Efter en kort samtale bad præsident Mattsson Samuel om at tjene som missionsleder i Utby Menighed. Samuel påpegede det indlysende: »Men jeg taler ikke svensk.«
Præsident Mattsson lænede sig ind over sit skrivebord og spurgte bestemt: »Spurgte jeg, om du kunne tale svensk, eller om du var villig til at tjene Herren?«
Samuel svarede: »Du spurgte, om jeg var villig til at tjene Herren. Og det er jeg.«
Samuel tog imod kaldelsen. Anna-Maria tog også imod kaldelser. Begge tjente trofast og lærte undervejs at tale smukt svensk.
Forpligtelse og villighed til at tjene Herren har karakteriseret Samuel og Anna-Marias liv. De er hverdagens helte i Kirken. De har tjent trofast, hver gang de er blevet bedt om det. De har lært mig, at når vi tjener, bruger vi de talenter, vi har (se L&P 60:13), og så hjælper Herren os med at opnå sine hensigter.
Når vi er villige til at tjene, bestræber vi os på ikke at beklage os eller murre, for vi ønsker ikke at smudse vores tjeneste til på nogen måde. Beklagelser kan være et tegn på vaklende forpligtelse, eller at vores kærlighed til Frelseren ikke er, som den burde være. Ukontrolleret murren kan udvikle sig til et decideret oprør mod Herren. Denne udvikling ses hos Ezra Booth, en af de første omvendte til Kirken i Ohio, der blev kaldet som missionær i Missouri.
Da Ezra forlod Ohio i juni 1831, blev han vred over, at nogle missionærer kunne rejse med vogn, mens han måtte gå i sommervarmen og forkynde undervejs. Han murrede. Da han ankom til Missouri, følte han sig modløs. Missouri var ikke, hvad han havde forventet. I stedet så han sig omkring og bemærkede, at »udsigterne syntes noget dystre«.
Ezra blev mere og mere kynisk, sarkastisk og kritisk. Da han forlod Missouri, vendte han tilbage til Ohio så hurtigt, han kunne, i stedet for at prædike undervejs, som han var blevet bedt om. Hans tidligere murren udviklede sig til en vaklen og til sidst til, at han mistede tilliden til sine tidligere åndelige oplevelser. Snart forlod Ezra Kirken og »opgav til sidst kristendommen og blev agnostiker«.
Det samme kan ske for os, hvis vi ikke er forsigtige. Hvis vi ikke bevarer et evigt perspektiv og minder os selv om, hvis værk dette virkelig er, kan vi beklage os, vakle og til sidst miste den tro, vi har.
Jeg beder til, at vi kan vælge at følge Jesus Kristus ved at slutte os til ham i hans værk. Når vi gør det, får vi »store, dyrebare løfter« (2 Pet 1:4). Disse velsignelser omfatter tilgivelse for synd (se L&P 60:7; 61:2, 34; 62:3; 64:3), frelse (se L&P 6:13; 56:2) og ophøjelse (se L&P 58:3-11; 59:23). Vi er faktisk blevet lovet den største gave, Gud kan give – evigt liv.