2025
Sikken glæde nyheden bragte
Juni 2025


»Sikken glæde nyheden bragte«, Liahona, juni 2025.

Historier fra Saints, bind 4

Sikken glæde nyheden bragte

illustration af Joseph William Billy Johnson

Joseph William Billy Johnson: Helliget Herren [Holiness to the Lord], af Emmalee Glauser Powell

En aften i juni 1978 vendte Billy Johnson hjem til sit hus i Cape Coast i Ghana. Han og andre medlemmer af hans menighed havde fastet, som de ofte gjorde, men fasten havde ikke opløftet hans ånd. Han var træt og modløs, fordi flere troende var holdt op med at tilbede sammen med ham og var vendt tilbage til deres gamle kirker.

Billy længtes efter at føle sig åndeligt og følelsesmæssigt stærk igen. Et par måneder tidligere havde et medlem af hans menighed fortalt ham om en åbenbaring, hun havde fået. »Missionærerne kommer snart,« havde hun sagt. »Jeg har set hvide mænd komme til vores kirke. De omfavnede os og sluttede sig til os i tilbedelse.« En anden kvinde meddelte, at hun havde modtaget en lignende åbenbaring. Billy selv havde drømt om nogle hvide mænd, der kom ind i hans kirkebygning og sagde: »Vi er dine brødre, og vi er kommet for at døbe dig.« Bagefter havde han drømt om sorte mennesker, der kom alle steder fra for at tilslutte sig Kirken.

Alligevel kunne Billy ikke ryste sin modløshed af sig.

Det var ved at blive sent, men han kunne ikke sove. Han blev grebet af en stærk tilskyndelse om at lytte til British Broadcasting Corporation (BBC) i radioen – noget han ikke havde gjort i årevis.

Han fandt radioen, en brun model med fire sølvknapper forneden. Radioen skrattede, da han tændte den. Han pillede ved knapperne, og den røde markør gled frem og tilbage hen over skiven. Men han kunne ikke finde udsendelsen.

Så, efter en times søgning, fandt Billy endelig en nyhedsudsendelse fra BBC. Journalisten meddelte, at præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige havde modtaget en åbenbaring. Alle værdige mænd i Kirken, uanset race, kunne nu bære præstedømmet.

Billy kollapsede og brød ud i glædestårer. Præstedømmemyndigheden ville endelig komme til Ghana og bringe alle evangeliets velsignelser til hans folk.

Senere samme år ankom missionærer til Cape Coast, hvor de døbte Billy Johnson og hundredvis af andre troende. Siden dengang har Kirken spredt sig hurtigt i Ghana og nabolandene i Vestafrika. Templet i Cape Coast i Ghana blev bekendtgjort i oktober 2023; Det bliver det tredje tempel i landet.

Noter

  1. Acquah and Acquah, Oral History Interview, 2018, s. 16; E. Dale LeBaron, »Steadfast African Pioneer«, Ensign, dec. 1999, s. 49.

  2. Acquah and Acquah, Oral History Interview, 2018, s. 16; Joseph Johnson, Oral History Interview, 1988, s. 22-23, 43-45. Citat redigeret, så det er læsbart.

  3. E. Dale LeBaron, »Steadfast African Pioneer«, s. 49; Joseph Johnson, Oral History Interview, 1988, s. 22-23; Kissi, Walking in the Sand, s. 28.

  4. Joseph Johnson, Oral History Interview, 1988, s. 43; E. Dale LeBaron, »Steadfast African Pioneer«, s. 49; Kissi, Walking in the Sand, s. 27-28; »Race og præstedømmet«, Evangeliske emneessay, Evangelisk Bibliotek.