Hvad kan vi lære af israelitterne?

Herren gav israelitterne nogle usædvanlige instruktioner om deres påskemåltid: »Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise« (2 Mos 12:11).

Hvorfor fik de at vide, at de skulle spise »i al hast«? Skulle de snart forlade Egypten? Var der ikke nok tid til at spise?

I kan sikkert komme i tanke om symbolske grunde. I har set metaforen med at »binde op om lænderne« andre steder i skrifterne (se f.eks. L&P 27:15-18). Folk trak deres kapper op og bandt dem om lænderne for at være klar til at løbe. En betydning her kan være, at man aldrig ved, hvornår Herren får brug for en, så man bør altid være rede.

Ved at lade israelitterne spise påskemåltidet i hast, mindede Herren dem måske om at være klar til at blive udfriet. Husk på, hvad han senere sagde om sit andet komme: »Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer« (Matt 24:42). Vi må være klar! Og ligesom israelitterne kan vi søge vejledning hos vores levende profet.

Israelitterne var frie! Herren havde reddet dem fra egypterne ved at dele Det Røde Hav – et umiskendeligt mirakel.

Det fejrede israelitterne! De sang en sang, hvor de priste og takkede Herren (se 2 Mos 15:1-19). Miriam og andre kvinder dansede og spillede på tamburiner (se 2 Mos 15:20-21).

Der er nogle ting, som Herren forventer, at vi behandler med ærbødighed og alvor. Der er situationer, hvor latter og fest er upassende. Men det betyder ikke, at en discipel hele tiden skal være alvorlig! Evangeliet er en »glædesrøst« (L&P 128:19). Skrifterne er fulde af vejledninger om at glæde sig:

»Hvis du er glad, så pris Herren med sang, med musik, med dans og med en takkebøn og taksigelse« (L&P 136:28).

»Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne« (Sl 33:1).

»Glæd jer over Herren, fryd jer, I retfærdige, alle I oprigtige skal juble!« (Sl 32:11).

I må gerne fejre de mirakler, Gud udfører i jeres liv!

Da Moses gik op på bjerget for at tale med Herren, var han væk i 40 dage (se 2 Mos 24:18). Israelitterne, der havde set vidunderlige mirakler, men som stadig var lidt umodne i deres tro, frygtede, at Moses aldrig ville vende tilbage. De gjorde oprør mod Gud og bad Aron om at lave dem en guldkalv, så de kunne tilbede den i stedet for Herren (se 2 Mos 32).

Eller med andre ord, når tingene blev svære, gik de i panik, vendte sig væk fra Gud og vendte tilbage til deres syndige adfærd.

Vi oplever alle øjeblikke med usikkerhed. Nogle gange står det måske ikke klart, hvad Herren ønsker, vi skal gøre. Nogle gange beder vi om svar og bliver utålmodige, når de ikke kommer med det samme.

Hvad gør vi så? Vi holder fast i vores tro. Vi klynger os til det, vi allerede ved, mens vi venter på at lære mere.

I bliver måske ikke fristet til at bygge en afgud, I kan tilbede, når I mister modet. Men hvad med fristelsen til at gøre noget, der giver mere øjeblikkelig tilfredsstillelse i stedet for varig glæde?

Fald ikke i den fælde! Vent på Herren, lige så længe det varer. Vælg at stole på ham. Han vil altid indfri sine løfter.