Vor Frelsers sejr

Ældste Neil L. Andersen

De Tolv Apostles Kvorum

Vor Frelser Jesus Kristus sejrede over synd og død, og han kan velsigne jer præcis der, hvor I er i dag.

Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere ydmyg, når jeg har tænkt over, studeret og fundet trøst i vor Frelsers gave – Jesu Kristi forsoning. Det menneskelige sind kan knap nok begynde at begribe, hvor fuldstændigt menneskehedens skæbne ændrede sig på grund af det, der skete i Getsemane, på korset og ved graven.

Frelseren hjælper og trøster os

I min kaldelse som apostel har jeg rejst meget og haft det privilegium at møde børn, unge og voksne over det meste af verden. Der er øjeblikke med stor glæde i livet, men en ting, jeg har set med mine egne øjne og følt i mit hjertes dyb, er, at udover lykke og glæde rummer livet øjeblikke med hjertesorg og lidelse.

Jeg føler mig mere og mere draget mod Frelserens kærlighed og de uendelige velsignelser, der loves os gennem hans forsoning. I vores prøvelser vil Frelseren bistå eller hjælpe os (se Alma 7:12). Han skærmede os ikke mod livets svære erfaringer, men han beskyttede os mod bestandig lidelse og fremmedgørelse over for vor himmelske Fader. Han lod os, gennem sin altomfattende lidelse, få muligheden for fuldkommen glæde og evig lykke i Guds nærhed.

Frelseren led for os

Jeg kan ikke med nogen ord, jeg kender, beskrive følelserne i mit hjerte angående det, der må være sket i Frelserens hjerte, sind, krop og sjæl i hans hellige stund af altomfattende lidelse for hele menneskehedens synder og smerte.

Det begyndte, da Jesus gik »til et sted, der hedder Getsemane« (Matt 26:36). Til sine disciple sagde han: »Min sjæl er fortvivlet til døden« (Matt 26:38). Han bad tre gange sin Fader om at lade dette bæger gå ham forbi. Men han sagde også: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« »Ske din vilje« (Matt 26:39, 42, 44).

Uden egen synd drak Jesus det bitre bæger. Han påtog sig alle vores synder og led ud over vores jordiske fatteevne, så vores synder og byrder kan blive taget fra os, når vi kommer til ham og omvender os (se 2 Kor 5:21). Han gjorde det, ingen anden kunne, for at gøre det muligt for os at vende tilbage til vor Faders nærhed.

Efter lidelserne i Getsemane fortsatte hans lidelser – forræderiet fra en, der fulgtes med ham, latterliggørelsen foran uretfærdige herskere, legemlig smerte, da han blev pisket, tornekronen, der blev presset ned over hans hoved af de grusomme og ubarmhjertige soldater (se Joh 18:12; Mark 15:16-20), og den tunge bjælke, der blev lagt på hans sønderrevne ryg, mens han bevægede sig mod Golgata (se Joh 19:16-17).

På korset vendte den ekstreme smerte, han havde følt i Getsemane, tilbage. Alene bar Jesus Kristus, Guds Søn, det guddommelige hverv fra sin Fader om at nedlægge sit liv. Soldaterne og lederne kunne ikke tage hans liv. I ærbødighed og ydmyghed bøjede Jesus sit hoved og sagde: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30).

Frelseren lever!

Han blev nu den første i hele menneskehedens historie, der opstod fra graven til udødelighed, eftersom han havde fuldført sin guddommelige mission.

Jesus Kristus brød dødens evige trældomslænker for alle, der har levet eller kommer til at leve på jorden. Han besejrede vores altomfattende fjende; dødsfjenden blev for evigt besejret.

Præsident Russell M. Nelson sagde: »Jesus Kristus påtog sig jeres synder, jeres smerter, jeres hjertesorger og jeres skrøbeligheder. I behøver ikke at bære dem alene! Han vil tilgive jer, når I omvender jer. Han vil velsigne jer med det, I har brug for. Han vil læge jeres sårede sjæl.«

Som en af hans ordinerede apostle har jeg oplevet de åndelige og personlige øjeblikke, der har givet mig et sikkert og utvivlsomt vidnesbyrd om, at han lever. Må disse ord i denne påske sagte blive i vores sind og hjerte: »Lad mig aldrig glemme, at du døde smertefuldt for mig«, mens vi glæder os over at synge: »Jesus Kristus er opstanden! Frygt for døden er forbi, Kristus sejred’, vi er fri.«