Fra at skille sig ud til at stå sammen

»Folk var ikke særlig søde til at begynde med,« forklarer Tyler. »De var venlige, når vi talte sammen, men så vendte de sig om og talte om mig bag min ryg. ›Den nye pige er mormon, og hun drikker ikke kaffe‹ eller ›Hun er for sød; det må være falsk.‹«

I starten var det eneste Tyler kunne gøre at blive ved med at være venlig og fortsætte med at efterleve sin tro. Lidt efter lidt, efterhånden som andre lærte hende at kende, begyndte det at gøre hele forskellen.

»Jeg fik nogle gode venner på volleyballholdet, hvilket hjalp mig med at få venner hele sommeren igennem. Da jeg havde fået flere venner og kunne vise dem, hvem jeg var, begyndte de at være der for mig og støtte mig. De begyndte at lære mig at kende, og forstod at jeg faktisk bare var venlig.«

Da folk lærte hende lidt bedre at kende og fandt ud af, hvem hun virkelig var, begyndte de at stille oprigtige spørgsmål om hendes tro.

»Jeg fik en hel skoletime, hvor alle i min klasse stillede mig spørgsmål om min tro,« siger Tyler. »De var bare nysgerrige, fordi de troede, at vores lære var så anderledes.«

Men Tyler lod sig ikke skræmme af rampelyset. »Jeg svarede dem bare ærligt. I ved – jeg svarede efter bedste evne.«

Noget af dialogen lød nogenlunde sådan her:

»Du er ikke kristen.«

»Jo, jeg er kristen. Jeg tror på Jesus Kristus.«

»Jamen, I har en anden bog. Hvad er det for en bog? Hvad handler den om?«

»Den er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, om da han kom til Amerika.«

»Hvad? Kom Kristus til Amerika?«

»Ja!«

»Jamen læser I i Bibelen? I læser bestemt ikke i Bibelen.«

»Jo, det gør jeg. Jeg læser King James-versionen.«

»Er det rigtigt? Det gør jeg også!«

Da de fleste af hendes nye venner og klassekammerater også var kristne, fandt Tyler nogle principper, de havde til fælles i deres tro, og byggede videre derfra. »Det vigtigste fælles grundlag er, at vi alle tror på Jesus Kristus. Vi stræber alle efter at blive som Kristus og være hans disciple,« siger hun.

Ikke alene knytter Tyler og hendes venner bånd i deres tro på Frelseren, men de hjælper hinanden til at gøre det bedste, de kan. »Vi prøver allesammen på at blive bedre mennesker, hvilket bare er at være kristuslignende. Vi hjælper hinanden.« Hendes nye venner forsvarer endda Tyler nu og favner, at hun skiller sig ud religiøst! Hun gør det samme for dem.

Hvordan hjælper Tyler og hendes venner hinanden trods deres forskellige religiøse overbevisninger? Ved at gå omkring og gøre godt, ligesom Frelseren gjorde (se ApG 10:38).

»Engang skrev vi en masse sedler med bibelvers på og satte dem på folks biler. Vi skrev ›Jesus elsker dig‹ og den slags. Vi prøvede at være søde og hjælpe folk, der havde det svært.«

»Jeg prøver at være god, for det er sådan, Kristus er: Et godt menneske. Mine venner prøver også at blive bedre mennesker.«

Tyler ved, at fordi hun er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vil hun skille sig ud, fordi hun er anderledes. Hun ved også, hvordan det er at føle sig ensom og udenfor.

»Jeg prøver bare at være mig selv. Jeg smiler til alle, og jeg er sød mod alle. Selv dem i skolen, der er meget anderledes end mig – jeg er venner med dem. Når jeg går ned ad gangen, og jeg ser dem, siger jeg hej og spørger, hvordan det går. Enkle venlige handlinger og tjenester over for andre mennesker er min måde være et godt eksempel på,« fortæller hun.

Tyler efterlever sit vidnesbyrd ved at lade det være en del af sine daglige aktiviteter og omgang med andre. »Jeg ved, at Kristus elsker mig personligt. Jeg ser ham i min hverdag. Når folk giver mig komplimenter eller siger noget pænt, ved jeg, at det er ham, der fortæller mig noget, jeg havde brug for den dag.«

»Jeg ved, at vor himmelske Fader hører alle mine bønner, og at han kender mine tanker og hensigter. Hvis jeg stræber efter at være som ham, vil det gøre mig til et bedre menneske.

Og hvorfor ikke blive et bedre menneske?«