Til styrke for de unge
Jeres musik, jeres Frelser og hans offer
Til styrke for de unge April 2026


Jeres musik, jeres Frelser og hans offer

Påsken er måske ikke helt den musikalske højtid, som julen er, men her er nogle tanker om, hvordan I kan gøre jeres fejring endnu bedre med musik.

Jesus Kristus ved den første nadver

Torsdag aften, blot få timer før han blev overgivet til myndighederne for at blive dømt og korsfæstet, havde Jesus Kristus mange vigtige ting at gøre. Han holdt påskemåltid og indførte nadverordinancen (se Matt 26:26-28; Luk 22:19-20). Han underviste sine disciple om vigtige ting. Han vaskede deres fødder. Han bad for dem. (Se Joh 13-17).

Men der var endnu en sidste ting, han gjorde med sine disciple den aften, inden han gik til Getsemane have – noget vi sommetider glemmer.

Han sang en salme (se Matt 26:30; Mark 14:26).

Vi ved ikke præcis, hvad Jesus og hans disciple sang, men det var kutyme for jøder at indlede og afslutte påsken med lovprisningssalmer, især Hallel, en samling salmer, der blev sunget ved sådanne lejligheder (se Sl 113-118). Disse salmer (eller lignende) kan have haft en særlig betydning for ham på det tidspunkt. For eksempel står der disse ord hen mod slutningen af Hallel:

»Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse …

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten …

Herren er Gud, han skal give os lys. Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn …

Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid« (Sl 118:14, 22, 27, 29).

Efter sangen (hvad den end måttet have været) gik Jesus Kristus hen til haven. Det lader til, at musik var en del af hans liv, og den betød noget for ham.

Hvordan er musik en del af jeres liv? Hvad betyder det for jer? Og hvordan kan I udbygge jeres brug af musik, når vi mindes Frelserens forsoning og opstandelse?

ung kvinde spiller ukulele

Musik og jer

Folk siger ofte, at musik bevæger dem – at den får dem til at føle noget. I har sikkert selv oplevet det. Har I f.eks. nogensinde søgt efter en sang, som I håbede kunne hjælpe med at ændre jeres humør? Eller en, der ville forbedre det humør, I allerede var i?

I har sikkert noget yndlingsmusik. Jeres yndlingsmusik kan endda ændre sig fra tid til anden, afhængigt af hvad I er interesseret i på et givent tidspunkt. Hvad er det, I kan lide ved jeres yndlingsmusik? Det har sikkert noget at gøre med, hvor godt I synes, den lyder, hvordan den får jer til at føle, og hvad den får jer til at tænke på, når I lytter til den.

ung mand med hovedtelefoner

Så tænk over, hvad jeres yndlingsmusik får jer til at føle og tænke. Tænk derefter på, hvad der sker, når I aktivt søger den bedste musik til de tider, hvor I ønsker at føle glæde, fred, kærlighed og håb.

Musik og påsken

Så hvad har det at gøre med påsken? Tja, her er der i hvert fald tre forslag til, hvordan I kan bruge musik til at højne jeres fejring af Jesu Kristi sonoffer og opstandelse.

1. Kig på nadversalmer

Præsident D. Todd Christofferson, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt, at »vi fejrer … [Jesu Kristi] opstandelse i påsken, men også hver uge, når vi nyder nadversymbolerne på hans forsoning.« Han har også sagt, at vores tilbedelse omfatter at »synge salmer (ikke bare lytte til dem, men synge med på salmerne)«.

På en måde er de nadversalmer, vi synger hver uge, påskesalmer. De er typisk ret ærbødige. De hjælper os til at erindre Frelseren og hans offer og føle hans kærlighed.

Omkring påske kan I tage et kig på nogle af nadversalmerne. I kan læse teksterne eller gennemgå sangene i jeres hoved. I kan synge dem højt, hvis I har lyst. I kan finde optagelser af dem i Evangelisk Bibliotek.

Disse salmer vil hjælpe jer til at føle den hellighed, ærefrygt og taknemlighed, vi bør have i påsken.

familie, der synger og spiller musik

2. Syng påskesalmerne højt

Så er der den mindre dystre og mere festlige side af påsken.

Der er mindst et par glædelige salmer om påske, som I kan synge højt og glædeligt i lovprisning af Gud. Jeres nadvermøder omkring påske vil for eksempel sandsynligvis indeholde enten »Jesus Kristus er opstanden« (Salmer og sange, nr. 121) eller »Kristus dødens lænker brød« (Salmer og sange, nr. 122).

3. Tilpas jeres musiklytning i tiden op til påske

Påsken er måske ikke helt den musikalske højtid, som julen er, men I kan stadig bruge musik til at ændre stemningen i jeres påske.

I kan føje mere kristuscentreret musik til jeres normale musiklytning. Kirken har den type musik i Evangelisk Bibliotek eller på forskellige streamingtjenester – både salmer og anden slags musik. Der er også mange vidunderlige kristuscentrerede stykker i den klassiske musiktradition fra de forgangne århundreder. Mange komponister har skrevet inspirerende musik om Frelseren – Bach, Händel, Rimskij-Korsakov, Mahler og mange flere. Søg efter den. Prøv den. Den kan inspirere jer.

opstanden Jesus Kristus

Musik og Frelseren

Når I nu ved, at Frelseren sang en salme, inden han gik ud i Getsemane have, og I ved, hvordan musik bevæger jer, kan I måske overveje, hvad han følte, mens han sang. Én ting er sikkert: Når I synger eller lytter til musik om Frelseren og hans sonoffer og opstandelse, kan I føle dyb glæde, kærlighed, fred og taknemlighed.