Hvorfor denne tilskyndelse?

Illustration: David Green

I Concord i Californien i USA underviste jeg i biologi, naturvidenskab og kunst på gymnasieniveau, herunder en klasse efter skoletid i kunst for viderekomne, som gav merit til universitetet. Jeg tog også på ekskursioner med mine studerende for at se nogle af kunstskattene i San Francisco Bay-området.

Til én af ekskursionerne planlagde vi at besøge en samling af Rodin-bronzeskulpturer og andre kunstværker på et kunstmuseum i San Francisco og derefter spise frokost i Golden Gate Park. Eleverne glædede sig begejstret til turen.

Vi havde planlagt at tage af sted den 17. oktober 1989, men den morgen fik jeg en ubehagelig følelse af uro. Jeg følte, at vi alligevel ikke skulle tage til San Francisco, men jeg forstod ikke hvorfor. Den åndelige fornemmelse var stærk og fortsatte hele morgenen. Jeg prøvede at afvise det ved at bede stille for at prøve at finde ud af, om det bare var nervøsitet over at skulle have ansvar for en gruppe teenagere i et nyt miljø.

Men så dukkede et skriftsted op i mine tanker, som jeg ikke kunne ignorere:

»Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.

Se nu, dette er åbenbarelsens ånd« (L&P 8:2-3).

Den tanke bekræftede, at jeg måtte udskyde turen. Da jeg fortalte eleverne, at turen var aflyst, kunne man høre deres skuffede suk og støn over hele campus. Jeg fortalte dem, at jeg var ked af det, men jeg følte, at vi ikke skulle tage af sted. I stedet ville vi holde den avancerede kunstklasse efter skole som sædvanlig. Jeg lovede, at vi ville tage ekskursionen en anden gang.

I stedet for at blive indenfor til klassen den eftermiddag besluttede jeg, at vi skulle gå ind i parken, der støder op til skolens område, omkring 150 meter fra klasseværelset, og tegne. Jeg sad på en bænk ved et betonbord og demonstrerede nogle teknikker for eleverne, da jeg følte bordet bevæge sig.

Et øjeblik troede jeg, at en elev sparkede til bordet, men pludselig rystede træerne i parken voldsomt. Grene knækkede af. Jorden i parken bevægede sig i kraftige ryk, som et tæppe, der blev rystet. En frygtelig rumlen voksede til et brøl. Nogle af eleverne begyndte at græde og jamre. Efter 20 sekunder fulgte en frygtelig stilhed.

Da støjen og rystelserne havde lagt sig, vendte vi stille tilbage til klasseværelset. Det allerede rodede kunstlokale var i kaos. Strømmen til skolen var gået, og lokalet var mørkt. Jeg lagde nogle materialer væk og bad eleverne om at gå direkte hjem, låste lokalet og gik.

På vej hjem rapporterede bilradioen, at et jordskælv med en styrke på 6,9 på Richterskalaen havde ramt området. Tusinder blev såret og snesevis blev dræbt. I San Francisco var der mange bygninger, der brændte eller var kollapset. Veje og broer blev lukket. Der gik næsten en uge, før nogle af de mennesker, der var strandet i byen, kunne vende hjem. Det tog år at reparere nogle bygninger, der var alvorligt beskadiget, herunder museet, hvor mine studerende og jeg havde planlagt at tilbringe eftermiddagen.

Jeg er taknemlig for at vide, at vor Fader i himlen elsker os, og at han bekymrer sig om os og våger over os i overensstemmelse med sin vilje. Jeg er også taknemlig for, at Helligånden gennem sin hvisken advarer os om fysiske og åndelige farer, hvis vi har ører til at høre.

»[Vi kan] bede til vor himmelske Fader og modtage vejledning og retning, blive advaret mod farer og forstyrrelser og være i stand til at gøre det, vi helt enkelt ikke kunne gøre på egen hånd«, sagde præsident Russell M. Nelson (1924-2025). »Hvis vi virkelig modtager Helligånden og lærer at skelne og forstå hans tilskyndelser, vil vi blive vejledt i både stort og småt«.

Jeg ved, at det er sandt.