»Pagtsstien fyldt med glæde«, Liahona, feb. 2026.
Pagtsstien fyldt med glæde
Det underfulde og storslåede ved familiemedlemmer, der er knyttet sammen i Faderens og Sønnens nærhed, bringer en umådelig ærefrygt og glæde til min sjæl og fylder mig med en taknemmelig ånd.
Ældste Patrick Kearon og hans hustru, Jennifer
Da Israel og Elizabeth Haven Barlow forlod Nauvoo i Illinois for at tage til Salt Lake-dalen i 1848, efterlod de en lille dreng, der lå begravet på en lille kirkegård i Nauvoo. Lille James Nathaniel Barlow, deres første barn, døde kort efter fødslen i maj 1841.
Da Israel og Elizabeth tog til Salt Lake-dalen, forventede de sandsynligvis aldrig at skulle se på deres søns grav igen. Men da Israel nogle få år senere blev kaldet til at tage på mission i England, rejste han gennem Nauvoo på sin rejse østpå. På Elizabeths anmodning stoppede han for at finde deres søns grav og flytte hans jordiske rester til hovedkirkegården øst for byen.
Efter en dags frugtesløs søgen søgte Israel hjælp hos den lokale kirkegårdsforvalter. Den næste dag fandt de graven, der lå ved siden af James’ kusine Mary. Tragisk nok var kisterne forfaldne og ødelagte. I et brev til sin hustru skrev Israel: »Derfor vendte jeg mig om og konkluderede, at jeg ville lade dem blive der indtil fremtiden.«
Han var ikke gået langt fra graven, da han hørte en stemme. Da han mindedes oplevelsen, skrev han: »Den var ikke hørlig, men så tydelig i mit sind, at jeg ikke kunne benægte det: ›Far, efterlad mig ikke her.‹« Israel vendte tilbage til graven og besluttede alligevel at fjerne sin lille dreng. »Jeg følte en meget ejendommelig ro og indre fred, som jeg ikke tidligere havde følt … Jeg kan dog sige, at jeg aldrig i mit liv har været mere klar over, at jeg gjorde det rette.«
Den 2. september 1853 flyttede Israel Barlow og forvalteren ligene af James og Mary til Nauvoos hovedkirkegård og markerede stedet med »sten ved gravenes hoved og fod«.
Israel fortalte Elizabeth, at mens han dvælede ved graven, »følte jeg et ønske om at vie mig selv og alt, hvad jeg måtte kalde mit, i Herrens hænder, så jeg kunne blive regnet for værdig til at komme frem sammen med [James] i den første opstandelses morgen«.
Israels hengivenhed over for Jesu Kristi evangelium gør, sammen med at ære hellige pagter, Kristus i stand til at gøre evigt liv – den største af alle velsignelser – muligt for ham, hans forfædre og hans efterkommere.
Det samme gælder for os alle.
Foto: Jerry Garns, må kun kopieres til kirkebrug
Hellige løfter
Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, elsker os hver især mere, end vi kan forestille os. Ingen steder er deres kærlighed mere åbenbar end gennem de lovede velsignelser, der er forbundet med de pagter, vi tilbydes ved dåben og i Herrens hus.
»Et af de vigtigste koncepter i åbenbaret religion handler netop om hellige pagter,« sagde præsident Russell M. Nelson (1924-2025). »I juridiske termer betegner en pagt generelt en aftale mellem to eller flere parter. Men i religiøs sammenhæng er en pagt langt mere betydelig. Det er et helligt løfte, der involverer Gud.«
Hvert eneste hellige løfte, vi indgår og holder, velsigner os. Vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus, ønsker at drage os tættere til dem. De ønsker at hjælpe os med at lære og vokse i tro og forståelse. De ønsker at udruste os med kraft fra himlen. De ønsker, at vi finder heling og fred i en verden, hvor sådanne velsignelser forbliver flygtige. De ønsker, at vi oplever glæde i dette liv og i det kommende. Ud fra denne fuldkomne kærlighed tilbyder de os muligheden for at indgå i et pagtsbånd med dem. Vi har den velsignelse at forny vores forpligtelse over for disse pagter hver uge under nadvermødet.
Vi deltager i nadveren i en ånd af taknemmelighed, fordi vi har den glædelige velsignelse at påtage os Jesu Kristi navn, erindre ham og hans kærlighed til os, der er blevet vist gennem hans forsonings gave – at han led, blødte og døde for os. Nadveren velsigner os også med en ugentlig mulighed for at vise vores villighed til at holde hans bud, forny vores pagter og indgå en ny pagt (se L&P 20:77, 79).
»Jeg hører ofte udtrykket, at vi nyder nadveren for at forny vores pagter, indgået ved dåben. Selvom det er sandt, er det mere end det,« sagde præsident Nelson. »Jeg har indgået en ny pagt. I har indgået en ny pagt … [Herren] lover til gengæld, at vi altid vil have hans Ånd hos os. Sikke en velsignelse!«
Når vi omvender os og tager nadveren med et rent hjerte, modtager vi Helligånden og bliver »renset for synd, som om vi blev døbt igen. Dette er det håb og den barmhjertighed, som Jesus tilbyder hver enkelt af os.«
Hvilken glæde det er at omvende sig og blive tilgivet gennem Kristi forløsende kærlighed!
Fotografi af templet i Nauvoo i Illinois: Jennifer Rose Maddy
Hans glædens hus
Efter præsident Nelson blev præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, talte han ofte om pagtsstien, begyndende med sit første offentlige budskab som Kirkens præsident. Vi træder ind på den sti gennem »omvendelse og dåb med vand« (2 Ne 31:17), sagde han ved en senere lejlighed, og »vi indtræder endnu mere fuldstændigt på den i templet«.
Ligesom deltagelse i nadveren minder os om vores pagter og de medfølgende velsignelser, gør stedfortrædende arbejde i templet det også. Når vi udfører stedfortrædende ordinancer for dem, der er gået bort, husker vi på de hellige løfter, vi har afgivet, og de lovede velsignelser, vi vil modtage.
Gennem pagtsstien bliver vi arvinger til alle de velsignelser, der blev lovet Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere. På trods af disse lovede velsignelser levede Abraham, Isak og Jakob ikke et let liv, og det gør vi heller ikke. Ligesom dem står vi over for modgang, revselse og tab, når vi bliver »prøvet i alt« (se L&P 136:31; se også 101:4-5). Men ligesom profeterne og de retfærdige hellige fordum ved vi, til hvem vi kan sætte vores lid (se 2 Ne 4:19).
Vores liv på jorden er blot et øjeblik i vores tilværelse, men det øjeblik – sommetider meget vanskeligt – har evig betydning. Ja, vor himmelske Fader ønsker, at vi lærer og udvikler os. Og ja, den vækst medfører til tider skuffelse og lidelse. Men han ønsker, at vores liv skal være smukt og håbefuldt. Til det formål og for at lette vores rejse tilbage til ham har han sørget for en Frelser, der er »garant« for vores pagter med Faderen. Gennem Jesu Kristi forsoning opfylder Faderen de løfter, der blev givet til hans børn i templet.
Gennem sin kærlighed og sit sonoffer har vor Frelser håndteret og helet alt, vi kommer ud for i livet. Og på grund af hans hellige hus – hans glædens hus – vil alt gå godt trods modgang. Lindringen ved at holde pagter fejer sorg, smerte, bedrøvelse og skuffelse væk. Vi behøver ikke bekymre os eller frygte. I stedet kan vi glæde os over, at prisen for vores forløsning er blevet betalt (se 1 Kor 6:20), og at pagtsstien til evigt liv er blevet lagt.
Pagtsstien er i sandhed en sti af forløsende kærlighed. Når vi ærer de pagter, vi indgår i templet, modtager vi velsignelser i form af større kraft, større kærlighed, større barmhjertighed, større forståelse og større håb. Det underfulde og storslåede ved tempelbeseglinger – ved familiemedlemmer, der er knyttet sammen i kærlighed for al evighed – bringer en umådelig ærefrygt og glæde til min sjæl og fylder mig med en taknemmelig ånd.
»Det sikreste sted at være åndeligt, når der er nogen form for omvæltning i jeres liv, [er] inde i jeres tempelpagter!« sagde præsident Nelson. Jeg ved fra min egen søde og til tider bitre jordiske erfaring, at disse ord er sande.
James Nathaniel Barlow, Israel og Elizabeth Barlows første barn, døde kort efter fødslen i maj 1841. Flere år senere blev han beseglet ved stedfortræder til sine forældre i templet i Logan i Utah.
Illustration: Allen Garns
Før dem hjem
Efter Israel Barlow havde sagt et sidste farvel til sin lille dreng, skrev han til sin hustru: »Tanken om at rejse langt bort og aldrig mere i dette liv vende tilbage til [James’] grav, rev det sidste bånd af kærlighed i mig itu, mens jeg græd ved hans grav.«
Jeg forestiller mig, at flere tårer – glædestårer denne gang – blev udgydt den 4. december 1889. Den dag blev lille James Nathaniel Barlow beseglet til sine forældre i templet i Logan i Utah. På det tidspunkt var Israel gået bort, så andre stod som stedfortræder for ham og James.
Søster Kearon og jeg har en særlig følsomhed og stor medfølelse for Israel og Elizabeth. Vores første barn, en dreng ved navn Sean, døde under en hjerteoperation, da han kun var tre uger gammel. Det føltes som om verden faldt sammen omkring os. På det tidspunkt spekulerede vi på, om vi kunne overleve. Vi begravede ham i en smertefuldt lille grav i England. Femten år senere blev vores familie bedt om at flytte fra vores hjem i Storbritannien for at tjene fuldtid i Kirken, og vi rejste fra den lille grav.
Vi mistede ikke vores barn på rejsen vestpå, og vi led ikke familien Barlows ufattelige trængsler, men vi har begyndelsen til en forståelse af, hvad de gik igennem. Vores lille drengs grav ligger meget langt væk, men ligesom familien Barlow har vi en fast tro på Jesu Kristi opstandelse og vores families evige natur gennem den hellige beseglingspagt.
Vi har alle forfædre og andre af vores kære på den anden side af graven, som siger til os: »Efterlad mig ikke her.« På grund af tempelpagter behøver ingen blive efterladt. Det er vores kald at elske dem, tjene dem og hjælpe med at føre dem hjem.
Vor himmelske Fader elsker os, jer og mig. Han har givet os templer, så »hvad [vi] binder på jorden, skal være bundet i himlen« (L&P 128:8; se også Matt 18:18). Han sendte sin Søn for at bryde dødens bånd og bane vejen for evige bånd og evige familiesammenkomster.
Det er derfor, vi har ordinancer. Det er derfor, vi indgår pagter. Det er derfor, vi bygger templer. Det er derfor, vi vier os selv til Guds gerning og herlighed (se Moses 1:39). Og det er derfor, vi græder af glæde, da vi ved, at en evig genforening venter os og vores kære i Faderens og Sønnens nærhed.
Må vi finde glæde og fred, når vi holder vores pagter og slutter os til Herren i hans herlige, frelsende værk.