Nikodemus: Søg at kende Kristi sandhed

Kimmy Badal

Kirkens tidsskrifter

I dette liv får vi måske aldrig at vide, hvordan Nikodemus’ historie endte, men vi kan få indsigt fra hans interaktioner med Frelseren, når vi forbereder os til påske.

I forhold til en livshistorie er detaljerne om Nikodemus sparsomme i Det Nye Testamente. Vi ved, at han var en farisæer og »medlem af jødernes råd« (Joh 3:1). Han var kvalificeret til at deltage i sanhedrinet (jødernes øverste råd) og var sandsynligvis velhavende. Disse kendetegn markerede en høj status i det jødiske samfund. Ikke desto mindre forbliver dybden af hans liv som discipel stadig indhyllet i mørke.

Var han en hemmelig discipel, eller var han slet ikke en discipel? Troede han på, at Jesus var Messias? Holdt fristelsen ved at nyde anseelse og hans verdslige jævnbyrdige ham fra at omfavne discipelskabet? Skrifterne fortæller os det ikke, men som Kristi nutidige tilhængere kan vi få indsigt ud fra Nikodemus’ handlinger, når vi søger Jesus Kristus i påsken.

Et møde med Jesus

Første gang Nikodemus optræder i evangelierne, mødes han hemmeligt med Jesus om natten. Han er forvirret over Frelserens erklæring om, at »den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige« (Joh 3:3). Nikodemus sætter spørgsmålstegn ved denne udtalelse og tolker lærdommen bogstaveligt. Jesus irettesætter ham blidt i et forsøg på at vise den åndelige betydning af sine ord og sin rolle som Messias. Mødet slutter uden at afsløre, om Nikodemus forstår Frelserens lære.

Nikodemus ved inderst inde, at Jesus kom fra vor himmelske Fader (se Joh 3:2), men han er måske alligevel ude af stand til at skelne Jesu symbolske budskab fra verdslige realiteter og sin egen religiøse overbevisning. Dette perspektiv kan have været resultatet af et helt liv med regulerede jødiske traditioner.

Hvor ofte søger vi i vores liv svar fra vor himmelske Fader, mens vi samtidig holder fast i vores egne forestillinger om, hvordan verden burde fungere? Hvor ofte søger vi Frelseren uden at ønske at ændre vore vaner eller bringe vores status i fare?

Nikodemus kunne ikke helt fatte Frelserens budskab den aften, men ved at mødes med ham tog han et skridt mod forståelse, og det betyder noget. »Vi vil blive velsignet for vores ønske om at gøre det gode, selv mens vi bestræber os på at gøre det«, har præsident Jeffrey R. Holland, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagt.

Stå for sandhed

Selvom Nikodemus måske ikke helt forstod alle Kristi lærdomme, holdt han fast ved de sandheder, han trods alt kendte. Og derfor er Nikodemus den eneste, der taler Frelserens sag, da ypperstepræsterne og farisæerne forsamler sig og fordømmer Mesteren.

»Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?« spørger Nikodemus. Han taler, selvom han ved, at han risikerer fjendtlighed fra sine kolleger. »Er du også fra Galilæa?« siger de spottende. »Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa« (Joh 7:51–52).

Ligesom Nikodemus kan vi møde modstand, når vi står fast ved sandheder, som vi ved, er rigtige. Men det betyder noget, at vi alligevel står fast, især når det gælder vores vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Et påskeoffer

Nogle gange taler handlinger højere end ord. Efter Kristi pinefulde korsfæstelse hjælper Nikodemus med begravelsen. Han medbringer kostbar myrra og aloe til ære for den døde Frelser og forbereder hans legeme til at blive lagt i gravhulen (se Joh 19:39-40). Skrifterne nævner ikke Nikodemus efter dette punkt, og vi finder aldrig ud af, om han følger Kristus helhjertet.

Men når vi i påsken forbereder os på at fejre Jesus Kristus og alt, hvad han gjorde for os, kan vi komme til ham med vores egne ofre – et villigt hjerte og en angerfuld ånd. Vi kan forny vores ønske om at forstå, hvem Frelseren er, og stå fast ved alt, vi ved, er sandt. Når vi gør det, vil påsken blive en tid til at mindes Kristus som »vejen til livets største glæder og balsammen mod livets mest krævende fortvivlelse«.