Maria Magdalene: Kærlighed og spørgsmål

En af de første ting, der skal bemærkes i denne beretning, er, at Maria kom til graven »tidligt«, før solen var stået op (se Joh 20:1). Johannes siger ikke, hvorfor Maria var der. Markus’ og Lukas’ beretninger indikerer, at Maria og nogle få andre kvinder ønskede at salve Jesu legeme, men måtte vente til efter sabbatten (se Mark 16:1; Luk 23:55-56; 24:1). Matthæus siger ganske enkelt, at de gik hen »for at se til graven« (Matt 28:1).

Uanset årsagen ser det ud til, at Maria og hendes ledsagere ønskede at komme derud så hurtigt som muligt. Det må have været smerteligt at se sin elskede Herre lide og dø på korset blot nogle få dage tidligere. Fremtiden virkede sandsynligvis usikker, mørk og frygtindgydende. Men Maria forblev ikke i sit mørke. Hun vidste, at Jesus var hendes kilde til lys – han havde reddet hende fra mørke før (se Luk 8:2) – så hun gik ivrigt hen til det eneste, hun havde tilbage af ham: Hans grav. Og billedligt talt ventede hun ikke på, at mørket skulle forsvinde, og at lyset skulle skinne på hendes vej. I mørket tog hun skridt i tro.

Til at begynde med fik Maria ikke fuld forståelse, da hun kom til graven. Faktisk rejste det, hun så der, flere spørgsmål og mere forvirring. Hvordan var stenen blevet fjernet? Hvorfor var Jesu legeme ikke i graven? Hvor var han?

For os, som lever nu, er svarene klare og herlige. Men det var de ikke for Maria – ikke endnu. I et forsøg på at forstå, hvad hun så, konkluderede Maria: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham« (Joh 20:2). Hun løb derefter hen til Peter og Johannes for at anmelde tyveriet.

Med denne foruroligende tanke i tankerne vendte Maria tilbage til graven. Der så hun to engle sidde, hvor Jesus havde ligget – et tydeligt bevis på, at der foregik noget himmelsk. Alligevel fortsatte Maria med at udtrykke sin ukorrekte antagelse om, at Jesu legeme var blevet stjålet. (Se Joh 20:11-13).

Det er dog imponerende, at Maria ikke forlod graven. Selv midt i sin forvirring, trods alle sine ubesvarede spørgsmål, blev hun der – græd, kiggede og blev ved med at stille spørgsmål (se Joh 20:10-11). Hun blev, ikke fordi hun forstod alt, men fordi hun elskede sin Herre. Trods hendes usikkerhed forblev det en kendsgerning, at Maria elskede Frelseren. Det var kærlighed, ikke kundskab, der førte hende til graven, og kærligheden holdt hende der.

Og fordi hun blev, var hun på det rette sted på det rette tidspunkt til at modtage de svar, hun havde brug for, når de endelig kom.

Forståelsen kom gradvist. Maria så den opstandne Frelser stå i haven; hun talte til ham, og han talte til hende. Men til at begynde med genkendte hun ham ikke. Det var først, da Jesus sagde Marias navn, at hun indså, hvem han var. (Se Joh 20:14-16). Hvorfor var det sådan? Hvad var det ved Frelseren, der kaldte Maria ved navn, der tilsyneladende var et stærkere vidne for hende end det, hendes øjne så, og det, hendes ører hørte? Maria vidste, hvordan Jesus så ud. Hun kendte lyden af hans stemme. Men hendes forhold til Frelseren var meget dybere end det. Hun kendte ham. Hun havde opbygget en personlig forbindelse med ham gennem årene – fulgt ham, hørt ham og blev helbredt ved hans kraft. Det er tilsyneladende grunden til, at hun til sidst genkendte ham.

Måske skulle vi alle være mere som Maria. Vi har alle brug for modet til at tage skridt i tro, når »det endnu [er] mørkt«. Når vi oplever foruroligende ting, når spørgsmål blot fører til flere spørgsmål, når vores jordiske antagelser gør os åndeligt forblindede, kan vi holde fast i vores kærlighed til Jesus Kristus, ligesom Maria gjorde. Vi kan opbygge et forhold til ham, der er så stærkt, at vi stoler endnu mere på ham, end vi stoler på vores fysiske sanser. Måske kan vores kærlighed til Frelseren så holde os tæt til ham, uanset hvad – indtil solen endelig står op, og vores øjne, ligesom Marias, bliver åbnet.