»Tjeneste: Vores største glæde«, Liahona, feb. 2026.
Sidste dages hellige røster
Tjeneste: Vores største glæde
I min nye kaldelse følte jeg noget, jeg ikke havde følt før.
Under COVID-19-pandemien havde dem med stabile job i Peru stadig indkomst, men mange peruvianere er iværksættere, der sælger ting på gaden. Folk måtte ikke forlade deres hjem på grund af karantæne, så mange mennesker kunne ikke arbejde.
En dag ankom en gruppe dansere med et band til vores gade og begyndte at optræde. Naboerne kastede mønter efter dem fra deres dør. De, der ikke havde penge, gav dem mad.
Det knuste mit hjerte at se mennesker i sådan nød. Min familie havde ikke meget, men vi havde mere, end de havde. Vi hjalp dem, så godt vi kunne.
Den oplevelse lærte mig, at Herren er opmærksom på os og vores behov, og det har tjent mig godt i min kaldelse som biskop. Med det store ansvar at tage mig af Guds børn følte jeg noget i den kaldelse, jeg aldrig havde følt, mens jeg tjente i andre kaldelser.
Da jeg genoptog arbejdet efter pandemien, kom jeg ofte hjem omkring kl. 20.00. Så tog jeg hen i kirkebygningen for at foretage interviews med folk, der havde brug for råd og omsorg. Interviews kunne nogle gange trække ud.
Mens jeg tjente, følte jeg den store kærlighed, Herren har til sine børn. Det var en utrolig følelse, jeg ikke havde følt før. Nogle gange vendte jeg grædende hjem.
Andre gange følte jeg mig træt og svag, men Herren holdt mig oppe i min tid som biskop. Min hustru støttede mig også, og jeg var taknemmelig for, at mine børn kunne se mig tjene Herren.
Jeg fik også en forståelse af den store kærlighed, som vore ledere nærer for os. Jeg er taknemmelig for, hvordan den kundskab hjalp mit vidnesbyrd til at vokse. Og jeg er taknemmelig for, at Herren velsignede mig med næstekærlighedens gave (se Moro 7:46-48).
Jeg føler, at Gud gav mig en mulighed for at tjene, som jeg ikke fortjente. Jeg spurgte ofte mig selv: »Hvorfor mig?« Jeg forstod, at Herren elskede mig og så noget i mig, som jeg ikke så i mig selv.
Vi mister intet i Herrens tjeneste. Af alle de aktiviteter, vi kan deltage i gennem hans kirke, ved jeg, at tjeneste, omsorg for andre og at være Herrens hænder i svære tider giver os den største glæde (se Mosi 2:17).