Johannes: »Den discipel, Jesus elskede«

Eric D. Snider

Kirkens tidsskrifter

Johannes Åbenbarer fortsatte med at lære om Kristus efter hans opstandelse.

Johannes var en af Frelserens tolv apostle. Han og hans bror Jakob og deres medapostel Peter var en del af Herrens inderkreds og var sammen med ham, selv når de andre ni var fraværende. På trods af denne trios nærhed til Frelseren synes Johannes’ forhold til Jesus at have været unikt.

Han er den eneste af apostlene, der ifølge skriften var vidne til korsfæstelsen. Over 90 procent af hans evangelium består af materiale, der ikke findes i de tre andre (deriblandt det, der er skrevet af Matthæus, en medapostel). Det var Johannes, der sad ved siden af og hvilede sit hoved på Jesus under det sidste måltid (se Joh 13:23). Det var Johannes, som Frelseren gav til opgave at tage sig af sin mor, da han forlod denne verden (se Joh 19:26-27).

Og det var Johannes, der kaldte sig »den discipel, Jesus elskede« (Joh 21:7). Kristne har i århundreder undret sig over, hvad Johannes mente med dette; Herren elsker trods alt alle. Ældste Karl D. Hirst fra De Halvfjerds har sagt: »Jeg kan godt lide at tro, at det var, fordi Johannes følte sig så fuldstændigt elsket af Jesus.« Han sammenlignede det med Nefis henvisning til »min Jesus« (2 Ne 33:6; fremhævelse tilføjet) – en forbindelse, der er så dyb og personlig, at den føles enestående. Ud fra det perspektiv kan vi alle, når vi lærer om Herren og kommer ham nærmere, stræbe efter at være »den discipel, Jesus elskede«.

Større kærlighed

Kærlighed er et gennemgående tema i Johannes’ skrivelser. På engelsk forekommer ordet love – kærlighed eller elske – 57 gange i Johannesevangeliet. Det er mere end de tre andre evangelier tilsammen, til dels fordi Johannes citerer flere af Frelserens lærdomme om kærlighed, end de andre gør. Kærlighed og elske optræder yderligere 48 gange i de 105 vers i Johannes’ Første Brev. Hvor er det dog passende, at »den discipel, Jesus elskede« tog kærlighed til sig som et bærende tema.

Johannes’ liv som discipel begyndte, før han mødte Jesus. Han synes at have fulgt Johannes Døber og troede på Døberens vidnesbyrd om Jesus (se Joh 1:35-40). Apostlen Johannes blev senere Johannes Åbenbarer, forudordineret til at skrive om verdens ende (se 1 Ne 14:20-27). Han blev vist ting, som kun få andre har set, og har sammen med de tre nefitiske disciple (se 3 Ne 28:4-10) fortsat med at tjene menneskeheden i næsten 20 århundreder (og gør det stadig). Johannes’ åndelige kundskab og erfaring må være næsten uovertruffen.

Men den forståelse kom kun gradvist. Da Johannes løb fra Peter til den tomme grav påskemorgen, gik han ikke ind, men afventede »seniorapostlen, som først gik ind i graven«. Johannes taler i tredje person og bemærker, at det ikke var før dette øjeblik, at han og Peter »troede« på opstandelsen: »Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde« (Joh 20:8-9).

Hvis Johannes – en af Herrens nærmeste venner og mest betroede rådgivere, den »discipel, Jesus elskede« – ikke helt forstod Jesu mission, før han så den tomme grav, bør vi være overbærende med os selv, når der er noget, vi ikke forstår. Johannes’ liv og hans ubegrænsede mission minder os om, at processen med at lære Frelseren at kende selv for disciple – især for disciple – er konstant.