Mit kæreste eje

Amy Bucker Bushman fra Wisconsin i USA

Udfordringerne ved at opdrage og tage sig af to børn med autisme kan være skræmmende, men Eli og Hannah er en velsignelse. De giver mig rigtig meget glæde. De er min glæde.

Vores to børn, Eli og Hannah, blev født med autisme og kognitive udfordringer. Da de var små, var de meget vanskelige. Vi var nødt til konstant at holde øje med dem. Mens jeg tog mig af den ene, som lavede ballade, fandt den anden på at lave ballade. Indimellem var det overvældende at tage sig af dem begge to.

Da Eli var ni år, havde han udfordringer med at håndtere aggression. Vi kunne ikke beskytte ham, og uden nogen forudsigelighed angreb han fysisk sin søster eller mig og min mand, Troy. Vi kom frem til, at en anbringelse uden for hjemmet og behandling var det bedste for ham, men vi måtte finde et sted, der ville tage imod ham.

Det eneste sted, vi kunne finde i USA, som vi mente kunne hjælpe ham med hans udviklingsforstyrrelser og aggression, var et hospital, der lå mere end seksten hundrede kilometer væk fra vores hjem i Wisconsin.

Ingen ønsker at sende deres nonverbale søn væk hjemmefra, især ikke når han ikke forstår, hvad der foregår. Vi ønskede ikke at gøre det. Det føltes ikke rigtigt. Men vi bad om det og vidste, at vi var nødt til at gøre det.

Jeg havde brug for min Frelser

Fordi det at pakke kuffert for Eli var det samme som familieferie, troede han, at vi skulle et sjovt sted hen. Da vi kom hen på hospitalet og indlagde ham, blev han meget vred. Han kradsede os, bed os, hev os i håret. Troy og jeg blev ikke bare fysisk såret af at indskrive Eli; vi blev også følelsesmæssigt sårede.

I det øjeblik havde jeg brug for min Frelser. Jeg spekulerede på, hvor han var i den svære situation. Da vi forlod hospitalet, gik vi gennem lobbyen i hospitalets administrationsbygning på den anden side af gaden. Pludselig stod vi overfor en stor marmorkopi af Bertel Thorvaldsens Kristusfigur.

Jeg vidste ikke, at organisationer uden for vores kirke brugte den statue. Da jeg så den stå foran mig, blev jeg straks overvældet af en intens følelse. Jeg følte, at Helbrederen med sine udstrakte arme og hænder var der. Jeg følte, at han helbredte os og helbredte vores søn. Jeg følte forvisning om, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Jeg følte, at han ønskede, at vi skulle vide, at han var der for os og havde været med os hvert skridt på vejen.

Himmelsk vejledning

Efter to måneders omhyggelige vurderinger i et kontrolleret hospitalsmiljø fandt Elis behandlingsteam et stofskifteproblem, der bidrog til hans aggressive adfærd. Da dette var blevet behandlet, brugte de anvendt adfærdsanalyse til at tackle hans problematiske adfærd.

Eli trivedes i hospitalsmiljøet. Han fik masser af opmærksomhed og forudsigelighed hver dag – noget han higer efter, og noget vi giver ham nu, hvor han bor hjemme igen. Efter de første to måneder af hans ophold på hospitalet tog vi ham med på korte ture uden for hospitalet; en tid, der hører til de lykkeligste dage i mit liv. Vi besøgte ham en uge hver måned, hvor vi modtog forældretræningskurser. Hans behandling varede fire måneder.

Hannah havde svært ved at forstå Elis fravær, men vi forsikrede hende om, at Eli fik hjælp, hvilket trøstede hende. Da Eli vendte hjem, var vi forbløffede over hans forandring. Venner var også forbløffede og spurgte os, hvordan vi vidste, at vi skulle gøre det, vi gjorde. Vi fortalte dem, at vi havde modtaget vejledning fra vor himmelske Fader, hvilket førte os til den rette behandling for Eli.

Styrkende kraft

Jeg vidner om, at Frelseren har været der for os gennem nogle ekstremt mørke tider med vores børn. Livet kan blive svært, men vi ved, at det hele nok skal gå. Vi har modtaget nåde gennem Frelserens forsoning – hans »muliggørende kraft«, der styrker os gennem vores udfordringer.

Når vi er midt i mørke tider, tænker vi: »Nå, sådan er livet jo«. Så det virker ikke så slemt. Men bagefter tænker vi: »Hvordan kom vi igennem det?« Vi kom igennem det, fordi Frelseren bar os igennem det og gav os hjælp, vi ikke var klar over, at vi modtog, mens vi kæmpede igennem endnu en dag.

På grund af den behandling, Eli modtog, er han nu helt fri for sine anfald af aggression. Han var i stand til at færdiggøre skolen. Han er aktiv i sit lokalsamfund, og spiller bowling og baseball. Han har endda et job i et kommercielt køkken. Og nu kan vi tage i kirke sammen som familie.

Da mine børn var små og vanskelige, modtog jeg masser af kram og forsigtige blikke fra fremmede, som for at sige: »Stakkels dig. Jeg er ked af, at det skulle gå sådan for dig«. Det gjorde mig altid ked af det.

Eli og Hannah er mine børn, de er mit kæreste eje. Jeg elsker dem. På trods af udfordringerne ved at opdrage og tage sig af dem, er de en velsignelse. Jeg ser dem ikke som noget negativt i mit liv. Jeg finder deres fascinationer fascinerende. De giver mig rigtig meget glæde. De er min glæde. Jeg ved, at når jeg trofast efterlever vor himmelske Faders plan, får jeg lov til at beholde dem for evigt.