Trofasthed og profeter – fortidige og nutidige

Satan har naturligvis altid forsøgt at mindske tilliden til profeter og apostle. De har trods alt gennem historien været de vigtigste vidner om Jesu Kristi navn for hele verden (se L&P 107:23).

I vor tid forsøger modstanderen at hindre det, som præsident Russell M. Nelson kaldte »det vigtigste, der finder sted på jorden i dag«, nemlig Israels indsamling, som må gå forud for Jesu Kristi andet komme. Profeterne og apostlene besidder nøglerne til denne indsamling. Derfor møder de altid modstand.

Uanset om det var i fordums tid eller i de sidste dage, har Satan fundet på måder, hvorpå han kan bedrage nogle af Guds egne pagtsbørn og har fået dem til at kæmpe mod Lammets apostle, både fortidige og nutidige (se 1 Ne 11:34-36).

Her er fem principper, der kan hjælpe os til at undgå at falde i denne fælde.

Tro på Herren Jesus Kristus

Det første af disse principper er også evangeliets første princip: tro på Herren Jesus Kristus og hans forsoning.

Tro er retningsgivende. Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har lært os, at tro altid peger mod fremtiden.

Efterhånden som vores tro på Kristus og vores tillid til Gud vokser, ser vi »fremad med troens øje og ser« deres løfter blive opfyldt (se Alma 5:15; se også Mosi 18:21; Alma 32:40). I forbindelse med fejringen af »Vær ét« til minde om 40-årsdagen for åbenbaringen om præstedømmet i 1978, inviterede præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, os alle til at »se fremad i enhed i vores tro og have tillid til Herrens løfte [se 2 Ne 26:33]«.

Dette fremadrettede fokus bringer os nærmere opfyldelsen af præsident Nelsons løfte ved den samme begivenhed om »fuldkommen fred og harmoni« og den dag, hvor, som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde: »Herren, Jahve, vil vende tilbage for at leve med dem, som vil blive hans folk, og de skal være af ét hjerte, forenet med ham og med vor himmelske Fader.«

I modsætning hertil forsøger Satan at forhærde Guds børn til at fastholde dem i et bagudrettet fokus og dvæle ved tidligere omstændigheder, udtalelser eller lærdomme – selv dem, der er blevet tydeliggjort af senere profeter og apostle. Som »vore brødres anklager … dag og nat« (Åb 12:10), tilskynder han til evindelig kritik af Guds profeter og apostle og deres lære. På en klog måde underminerer det troen på genstanden for deres vidnesbyrd, Jesus Kristus – hvilket er hans ultimative djævelske mål.

Udtalelser om enhed, fred og harmoni fra nutidens apostle gør det klart, at selvom Satan er dygtig til at opildne til strid og uenighed, er dette tiden, hvor alle Guds pagtsbørn (se 1 Ne 11:34-36) skal være forenede i at omfavne og handle på de evige sandheder, Gud åbenbarer gennem sine profeter og apostle. Ved at gøre dette kan vi blive et forenet, lykkeligt, magtfuldt, pagts- og trosfyldt folk uden nogen form for racemæssig, kønsmæssig, etnisk eller anden disharmoni.

Profeternes og apostlenes lærdomme inspirerer til denne enhed og sikre tro på Jesus Kristus, som altid vil føre os fremad.

Da Moroni så vor tid, forklarede han, hvordan vi kan blive beskyttet mod at blive kritiske over for profeter og apostle: princippet om ikke at fordømme eller dømme.

»Fordøm mig ikke på grund af min ufuldkommenhed,« sagde Moroni, »ej heller min far på grund af hans ufuldkommenhed, ej heller dem, som har skrevet før ham; men giv hellere Gud tak for, at han har tilkendegivet vore ufuldkommenheder for jer, så I kan lære at være mere vise, end vi har været« (Morm 9:31; fremhævelse tilføjet).

Med andre ord fokuserer vi på og lærer af profeters og apostles lærdomme og vidnesbyrd om Kristus og hans evangelium og undgår at lede efter deres ufuldkommenheder. Gennem historien har Gud åbenbaret nogle af disse ufuldkommenheder til vores gavn og for at hjælpe os til at lære at blive klogere. Jeg takker ham for, at gøre det.

Men vi må fortsat være forsigtige. Ved aprilkonferencen 2019 citerede præsident Eyring denne udtalelse af præsident George Q. Cannon (1827-1901), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: »Gud har valgt sine tjenere. Han gør krav på sin ret til at fordømme dem, hvis de har brug for fordømmelse. Han har ikke givet os ret til hver især at censurere eller fordømme dem. Ingen mand, uanset hvor stærk han er i troen, uanset hvor højt han er i præstedømmet, kan tale ondt om Herrens salvede og finde fejl ved Guds myndighed på jorden uden at pådrage sig hans misbilligelse. Helligånden vil trække sig tilbage fra en sådan mand, og han vil gå ind i mørket. Når dette er tilfældet, kan I så ikke se, hvor vigtigt det er, at vi er forsigtige?«

I og jeg har Herrens velsignelse og bemyndigelse angående profetiske lærdomme og handlinger, også dem, vi måtte have svært ved at forstå eller acceptere:

»Derfor skal I … give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer, efterhånden som han modtager dem, idet han vandrer i al hellighed over for mig;

for hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund« (L&P 21:4-5; fremhævelse tilføjet).

Igen, vi fordømmer eller dømmer ikke (se Matt 7:1-2). Når jeg er gået fremad med tro på Jesus Kristus og taknemmelighed for profeternes og apostlenes velsignelser, er jeg blevet rigt velsignet (se L&P 21:6).

Et andet vigtigt princip er at undgå at overskride vores myndighed eller påtage os roller, vi ikke har. Den måde at tænke på narrer os til at tænke for højt om vores egne meninger, hvilket naturligt sker, når vi tænker for lavt om profeters og apostles lærdomme. At fordømme profeter og apostle, herunder dem fra fortiden, overskrider naturligvis vores myndighed, eftersom Herren forbeholder sig selv denne beføjelse. Jeg har fuld tillid til, at vor alvidende, kærlige og barmhjertige Frelser har taget sig af, eller vil tage sig af, og ivrigt tilgive fortidens fejl eller ufuldkommenheder, som vi også håber, han vil gøre for os nu.

Et andet eksempel på overskridelse af vores myndighed er at antage, at vi kan vejlede profeter og apostle i forhold til, hvilke handlinger kirken bør tage, eller hvordan den skal ledes. Det er Herrens rolle, ikke vores (se L&P 28:2-7). Uanset hvor velmenende vi end måtte være, så udspringer både fordømmelse og det at forsøge at dirigere profeter og apostle fra stolthed, og fører til vildfarelse og manglende vilje til at følge profetisk myndighed.

Fra 1820 og indtil nu, har Herren vedvarende undervist sine profeter, seere og åbenbarere i den åbenbaringsproces, hvormed han leder sin kirke.

Præsident Nelson har sagt:

»Når vi samles som et råd med Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum bliver vores mødelokale et åbenbaringsrum. Ånden er tydeligt til stede … Selvom vores første personlige tanker kan være forskellige, er den kærlighed, vi har til hinanden, konstant. Vores samhørighed hjælper os med at kende Herrens vilje med hans kirke.

Ved vores møder er det aldrig flertallet, der bestemmer! Vi lytter bønsomt til og taler med hinanden, indtil vi opnår enighed.«

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har bemærket: »Målet er ikke blot enighed blandt rådsmedlemmerne, men åbenbaring fra Gud. Det er en proces, der involverer både fornuft og tro for at opnå Herrens sind og vilje.«

Dette genoprettede og finjusterede princip om sikkerhed styrker tilliden til vore nuværende lederes evne til altid at lede kirken i overensstemmelse med Herrens vilje.

Selvfølgelig står Jesus Kristus i spidsen for sin kirke, og han leder sine profeter. Det, vi opfatter som ufuldkommenheder i deres ord eller handlinger, kan i virkeligheden afspejle ufuldkommenhed i vores opfattelse eller jordiske forståelse. Når vi husker, at Herrens veje er højere end vores veje, og hans tanker er højere end vores tanker (se Es 55:8-9), giver det os mulighed for at undgå at dømme profeter; også de tidligere. Denne ydmyge holdning gør os i stand til at give agt på de levende profeters ord »i al tålmodighed og tro« (L&P 21:5; se også 1:28).

Den hjælper os også til at modtage øget åbenbaring, håb og tro på Kristus i en stadig vanskeligere verden. Jakob sagde: »Vi gransker profeterne, og vi har mange åbenbaringer og profetiens ånd; og da vi har alle disse vidnesbyrd, får vi et håb, og vor tro bliver urokkelig« (Jakob 4:6). Hvis vi er ydmyge, kan disse hellige oplevelser fjerne ethvert ønske om at finde fejl ved profeter og apostle, herunder dem fra fortiden (se L&P 88:124; 136:23). Ydmyghed hjælper os til at »granske profeterne« efter sandheder, der øger vores glæde og fred, og ikke søge efter ufuldkommenheder.

I den ånd bærer jeg mit sikre og kærlige vidnesbyrd om, at profeterne fra Joseph Smith og frem var Guds profeter i en ubrudt række til og med præsident Russell M. Nelson. Det har været en stor velsignelse for mig at »granske profeterne« og komme Gud nærmere gennem hver enkelt af deres lærdomme.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at de, der blev kaldet til det hellige apostelembede under ledelse af disse profeter, var og er særlige vidner om Jesu Kristi navn i hele verden. Sikke et privilegium det er at se og gå fremad mod Jesus Kristus gennem disse vidners lærdomme.