Jeg går, hvor du sender mig hen

Scott Hales

Kirkens historiske afdeling

Hun forlod sit hjem og krydsede et hav for at forkynde det gengivne evangelium og døde som 26-årig, tro mod sine pagter.

fotografi af Emma Purcell og andre missionærer — Emma Purcell (første række) og andre missionærer i Den Samoanske Mission, oktober 1902

Den 5. maj 1901 tog den 17-årige Emma Purcell imod et missionskald til Samoa. »Jeg forsikrer dig om, at hele min indsats vil være rettet mod at fremme Herrens værk,« skrev hun i et brev til præsident Lorenzo Snow. Hun lovede desuden: »Jeg vil altid finde glæde i at forsvare evangeliets principper, når som helst og hvor som helst en mulighed byder sig.«

Mens Emma forberedte sig på at tjene, vidste hun knap nok, hvad hun kunne forvente. Hun var enestående blandt de missionærer, hun var sammen med. Kirken var kun lige begyndt at kalde enlige kvinder som fuldtidsmissionærer tre år tidligere. Og indtil videre var hun den yngste, der var blevet kaldet.

Hun skulle også blive den første samoanske kvinde, der tog på fuldtidsmission. Selvom hun boede i Salt Lake City, var hun født i Malaela, en landsby på den østlige spids af den samoanske ø Upolu. Som 12-årig havde hun forladt sit hjem og sin familie for at gå i skole i Utah, 8.000 km væk.

Tanken om at vende tilbage til Samoa efter fem år må have været både spændende og foruroligende for Emma. For at forberede sig åndeligt modtog hun sin begavelse i templet i Salt Lake City. Ligesom missionærerne gør i dag, indgik hun hellige pagter med Gud og blev lovet velsignelser gennem sin trofasthed.

Og som hendes historie viser, gjorde hun sit bedste for at holde de pagter, mens hun tjente Herren.

Fra Upolu til Utah – og tilbage igen

Emma blev født den 26. juni 1883 som det syvende barn af Viliamu og Matafua Purcell. Hendes familie var en af flere euronesiske (delvist europæiske, delvist polynesiske) familier i og omkring Malaela. Hendes mor var fra øen Savai’i, lige nord og vest for Upolu. Hendes far var søn af en englænder, der var kommet til Samoa omkring 1834, havde giftet sig med en samoansk kvinde og bosat sig i Malaela.

Emma hørte sandsynligvis først om det gengivne evangelium, da hun boede sammen med John og Nanave Rosenquist, et sidste dages hellige-par, der behandlede hende som en adoptivdatter. Hun blev døbt som 12-årig den 3. november 1895. En missionær, der deltog i mødet, vidnede om den stærke ånd, der var til stede ved dåben.

Nogle få måneder senere fik John W. Beck, præsident for Den Samoanske Mission, godkendelse fra Det Første Præsidentskab til at sende Emma og andre samoanske børn til Utah, så de kunne gå i skole. Hun forlod Apia, Upolus vigtigste havn, sammen med præsident Beck og andre missionærer den 23. april 1896. Selvom hendes biologiske forældre gav samtykke til, at hun rejste, var de i tårer, da de sagde farvel.

Det tog Emma næsten tre uger at rejse med dampskib og med jernbane til Salt Lake City. Byen var langt større end hendes landsby på Upolu, og hun må have følt sig overvældet af dens travle gader og ukendte lyde. På det tidspunkt boede der relativt få polynesere i Utah. De fleste dage så hun ingen, der lignede hende selv.

I Utah tilhørte Emma Salt Lake Citys Trettende Menighed, fik en god uddannelse på kirkeejede skoler og holdt kontakten til hjemvendte missionærer fra Den Samoanske Mission. Hendes biskop så tidligt hendes potentiale og rådede hende til at forberede sig på at tage på mission til sit hjemland.

Emma tog hans ord til sig, og da kaldet kom i begyndelsen af 1901, var hun klar.

Tjeneste i Malaela

Emma vendte tilbage til Upolu den 25. juli 1901 og var glad for at se, at hendes far ventede på hende på havnen. Mens hun havde været væk, havde hun mistet noget af evnen til at tale samoansk. Men da hun blev inviteret til at bede en afslutningsbøn ved et møde, inspirerede Ånden hende, og hun bad den på sit modersmål.

Emma fik til opgave at tjene i sin hjemby Malaela, hvor Kirken havde haft en skole siden 1896. Hun tog ansvaret for at undervise de kvindelige elever. Hun ledte også Unge Kvinders Gensidige Uddannelsesforening i Malaela Gren. Om søndagen og i løbet af ugen forkyndte og underviste hun sammen med de andre missionærer.

Til at begynde med var noget af Emmas familie på øen imod hendes arbejde og opfordrede hende til at forlade Kirken. Men ifølge missionspræsident William G. Sears »forsvarede hun sin kurs« og holdt fast i at holde sine pagter trods modstand.

Hun holdt også stand over for de andre missionærer. Engang udskiftede to ældster for sjov kokosvandet i hendes kokosnød med almindeligt vand til morgenmad. Spøgen »skuffede« Emma, men hun gengældte den over for ældsterne ved at servere kokosnød dækket med salt i stedet for sukker.

Ud over spøgefuldheder som disse havde missionærerne en umådelig stor respekt for »søster Purcell«. En missionær bemærkede, at hun var »fyldt af Ånden i sit embede og sin kaldelse«. En anden ældste skrev om, hvordan han påskønnede hendes venlighed. Emma efterlod engang nogle bananer på en sti, så han og hans kammerat havde noget at spise, mens de rejste.

Optegnelser viser, at hun forkyndte om præstedømmemyndighed, Mormons Bog og andre evangeliske emner. Efter at have hørt Emma forkynde om Joseph Smiths liv og mission, skrev en missionær: »Jeg nød meget at høre, hvad hun havde at sige, og blev bedrøvet, når hun holdt op med at tale.«

Desværre pådrog Emma sig elefantiasis sent på sin mission og blev afløst tidligt. Da kvinderne og pigerne på skolen fik at vide, at hun var på vej tilbage til Utah, græd de. Grenen i Malaela holdt et afskedsmøde for hende, hvilket gav hende en sidste chance for at forkynde evangeliet. Hun »talte meget kraftigt«, står der i referatet fra mødet, »og formanede alle til at være tro mod evangeliet«.

En arv af hengivenhed

Emma selv forblev tro mod evangeliet – og sine pagter – resten af sit liv. I Utah fortsatte hun sin uddannelse, var en del af statens polynesiske samfund og var konsulent på den første sidste dages hellige salmebog på samoansk. På et tidspunkt mødte hun også en sidste dages hellig på Hawaii, der hed Henry Kahalemanu. De blev gift i templet i Salt Lake City den 31. januar 1907.

Tre år senere døde Emma i en alder af 26 og blev begravet i Iosepa, en bosættelse af polynesiske hellige 100 km vest for Salt Lake City. Selvom hendes liv var kort, er hendes hengivenhed over for Jesu Kristi gengivne evangelium stadig et stærkt eksempel for hellige rundt om i verden, især unge kvinder, der tager imod kaldet til at tjene i dag.