Hvordan kan jeg tillade mig at klage?

Yesmin Oliveros fra Zaragoza i Spanien

Vores fire flytninger som flygtningefamilie viste sig at være en gigantisk prøve. Men vi holder fast i jernstangen med visheden om, at Herren fører os mod en bedre fremtid.

I efteråret 2019 ankom jeg til Spanien med mine børn, 8-årige Aaron og 17-årige Jorge, der har autisme. Jeg klamrede mig til Gud og stolede fuldstændigt på ham, da det eneste jeg havde pakket i min kuffert var mine drømme.

En barmhjertig samaritaner bød os ind i sit hjem, hvor vi boede i to uger. Men det var ikke let at fjerne Jorge fra sine vante omgivelser. På grund af sin autisme følger han strenge rutiner. De første par nætter bankede han på væggene, og jeg sprang ud af sengen for at forhindre ham i at vække andre. Jeg knælede ved hans side og bad idet jeg huskede Es 41:10: »Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast«.

I løbet af vores anden weekend i Spanien ankom vi til kirken, netop som nadvermødet sluttede. Jeg henvendte mig til en ung kvinde, der var sammen med primarybørnene og forklarede, at jeg var medlem af kirken, men ikke kendte nogen. Hun præsenterede os for flere andre medlemmer.

Dagen efter anerkendte byrådet i Zaragoza os som flygtninge og tog os med til en lejlighed uden vand og elektricitet. Biskoprådet, Hjælpeforeningen og ældsternes kvorum fra den menighed, vi kom i, kom os til undsætning med tæpper, mad, der ikke skulle varmes op, vintertøj og andre fornødenheder.

Mine børn begyndte i skole, og jeg startede på et træningsforløb. Måltiderne var en udfordring for Jorge, der var vant til at spise midt på dagen. Hans lærer fortalte mig, at uanset hvem der underviste, så fandt han sin mad frem og begyndte at spise, når klokken slog 12.

»Jeg vil også faste«

Vores fire flytninger viste sig at være en gigantisk prøve. Jeg bad om at forblive stærk, men græd ofte når jeg var alene. I ugevis sov jeg kun to eller tre timer om natten. Efter flere dages jobsøgning, blev jeg velsignet med arbejde som plejer af en ung kvinde med uhelbredelig kræft i hjernen. Efter hver vagt hentede jeg mine børn, hjalp dem med deres lektier og lavede derefter mine egne lektier.

Jeg var plejer for denne vidunderlige unge kvinde i et år, indtil hun døde som 48-årig og efterlod sig to små børn. Hendes situation fik mig til at spørge mig selv: »Hvordan kan jeg tillade mig at klage?« At være plejer for hende, dækkede vores behov og fyldte min sjæl med taknemmelighed for min himmelske Fader.

Hver dag derhjemme læste vi i skrifterne, bad og skabte rutiner, der kunne give Jorge tryghed. I begyndelsen af 2024 begyndte vi forberedelserne til at tage til templet i Madrid i Spanien. For at komme tættere på vor himmelske Fader følte jeg, at vi burde faste som familie. Aron var enig, og næste morgen sagde Jorge til mig: »Mor, i dag vil jeg også faste.« Det var et øjeblik med ubeskrivelig glæde.

forfatteren og hendes familie foran templet — »Da vi begyndte forberedelserne til at tage til templet i Madrid i Spanien, følte jeg, at vi skulle faste som familie, for at komme tættere på vor himmelske Fader,« siger Yesmin. »Jorge sagde til mig: »Mor, i dag vil jeg også faste.« Det var et øjeblik med ubeskrivelig glæde.«

Siden vores besøg i templet er Jorge blevet mærkbart bedre. Han er mere fleksibel med sin tidsplan. Om lørdagen forbereder han sit tøj, så han kan være klar til at omdele nadveren om søndagen. Han har også gjort store fremskridt rent fagligt.

I dag forsørger vi os selv, støttet af en kærlig himmelsk Fader. Jesus Kristus har løftet os op af asken (se Es 61:3). Ved at betale vores tiende har vi modtaget rige velsignelser. Vi holder fast ved jernstangen (se 1 Ne 8:24, 30; 11:25; 15:23) med vished om at vi går en bedre fremtid i møde.