Jeg følte fred

Illustration: Allen Garns

Da jeg modtog to kirkekaldelser som pianist i den samme uge, begyndte jeg at bekymre mig om, hvordan jeg skulle finde tid til at udføre mine andre pligter derhjemme, på arbejdet og i skolen. I mit hjerte var mit største ønske at tjene Herren og lade andre mennesker føle hans Ånd, mens jeg finpudsede mine talenter. Jeg følte dog utilstrækkelighed ved ikke at kunne vie mig selv til mine nye kaldelser, som jeg gerne ville.

Ugen efter var der travlt i den virksomhed, hvor jeg arbejdede. Fordi det meste af mit arbejde involverer at skrive på maskine, begyndte mine arme og håndled at gøre ondt. Jeg var bekymret for, om jeg ville kunne spille klaver, hvis mine smerter ikke forsvandt.

Om søndagen, da jeg spillede præludiet på klaveret, begyndte mine muskler igen at gøre ondt. Jeg bad hurtigt i mit hjerte om styrke til at fortsætte med med at spille.

Under nadveren gik det op for mig, at den næste salme, vi skulle synge, var en, jeg ikke havde spillet i lang tid. »Som om min smerte ikke var nok,« tænkte jeg, »nu skal jeg spille en svær salme.« Det var da jeg læste disse ord, som udtrykte præcist, hvad jeg følte:

Da jeg læste ordene, følte jeg fred. Jeg vidste, at Frelseren kendte til mine smerter. Han havde trods alt lidt dem (se Alma 7:11-12). Jeg behøvede ikke at gå igennem dette øjeblik alene. Jeg havde ikke forventet det, men jeg følte Herrens Ånd.

Da jeg begyndte at spille, følte jeg ikke længere smerte, og noderne føltes velkendte for mine fingre. Jeg indså, at min tjeneste havde banet vejen for helbredelse og bragt mig tættere på vor himmelske Fader.

Når jeg tænker over min oplevelse ved klaveret, ved jeg, at jeg ikke spillede alene. Jeg blev rørt af Jesu Kristi kraft og nåde – en åndelig oplevelse, der kom, fordi jeg tjente ham. Jeg ved, at han altid vil være der for at støtte og styrke os, hvis vi er villige til at tjene ham.