Ikke mistet for Frelseren

Illustration: Allen Garns med tilladelse til at skildre Del Parsons maleri Det vildfarne lam [The Lost Lamb]

Et af mine familiemedlemmer og hendes mand besluttede for nylig at forlade Kirken sammen med deres små børn. Nyheden var hjerteskærende for vores familie. I løbet af de næste par uger forsøgte vi at tilpasse os den nye normalitet.

Dagene, der fulgte efter denne nyhed, var fyldt med kvaler, tårer og inderlige bønner til vor himmelske Fader. Et af de umiddelbare svar på mine bønner var, at jeg var nødt til at tilbede i templet hver uge. Som studerende med et arbejde og som hustru og mor fandt jeg det svar overvældende, men jeg besluttede mig for at være så lydig mod tilskyndelsen som muligt.

En aften efter en særligt svær vagt på arbejdet, følte jeg stærkt, at jeg skulle tage til templet den aften. Jeg bad min søn om at tage med mig for at udføre forberedende arbejde.

Da vi ankom til templet, gik vi hver sin vej. Da jeg udførte stedfortrædende arbejde for flere søstre og lyttede til de velsignelser, de blev lovet, blev jeg overvældet af følelser. Jeg kunne ikke få vores bortvandrende familiemedlemmer ud af mine tanker.

Da jeg var færdig, klædte jeg om, gik ud i venteværelset og satte mig ned. Men kort tid efter følte jeg, at jeg skulle sætte mig et andet sted, så jeg kunne se min søn, når han kom ud af mændenes omklædningsrum.

Jeg skiftede plads, men havde en urolig følelse alle de steder, jeg satte mig – indtil jeg til sidst satte mig på en sofa, hvorfra jeg kunne se ud mod væggen nær tempelindgangen. Jeg havde netop taget skrifterne frem i et forsøg på at lindre mit urolige hjerte, da jeg kiggede op mod væggen.

Der så jeg et maleri i næsten naturlig størrelse af Frelseren, der holder et lille lam i sine arme. Ånden mindede mig pludselig om, at selv om det føltes som om, jeg havde mistet mine elskede familiemedlemmer, var de ikke mistet for vor Frelser.

»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre« (Luk 15:4-5).

Vi fortsætter med at elske og bede for dem, der vandrer bort. Men når sorgen skyller ind over mig, husker jeg på denne oplevelse og håber, at de, der er faret vild, en dag vil finde tilbage med hjælp fra en kærlig Frelser.