Svøbt i varme og kærlighed

»Hvad kan jeg gøre for dig?« spurgte Michele. Michele var min omsorgssøster og en af mine bedste veninder. Hendes spørgsmål ringede i mit øre, og jeg følte mig generet over, at jeg endnu en gang havde undladt at give hende et klart svar.

Hjerteskærende omstændigheder havde for nylig ramt min udvidede familie, og jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp. Jeg ønskede dog ikke at virke svag og bede om Micheles hjælp.

Jeg sammenlignede ofte mig selv med andre, som f.eks. de sidste dages hellige pionerer, der ofrede alt for deres tro, eller den ven på Facebook, der så ud til at have styr på det hele. Jeg vidste, at ingen af disse sammenligninger var retfærdige. Alligevel fortsatte jeg med at isolere mig, når trøst fra en kærlig bror eller søster i menigheden kunne gøre hele forskellen.

I årevis havde jeg afvist velmenende venner med utallige variationer af sætningen »jeg har det fint«. Ironisk nok var jeg frustreret over at modtage det samme svar fra dem, jeg tjente. Hvor ofte havde jeg ikke med stolthed afvist de folk, Gud havde sendt som svar på mine bønner? Min nylige situation tvang mig dog til at lægge min stolthed fra mig og bede om hjælp.

Til at begynde med vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, da jeg ringede til Michele, men da jeg udøste mine følelser af sorg og mit tab, græd hun sammen med mig og lyttede til mig. Jeg fortalte hende, at jeg bare ønskede, at nogen ville give mig en snack, svøbe mig i et tæppe og lægge mig i seng med forsikringer om, at alt nok skulle blive godt.

Michele fortalte mig, at hun havde bedt om at vide, hvordan hun kunne trøste mig, men at hun ikke vidste hvordan, for jeg talte ikke om min sorg. Men da jeg endelig åbnede mit hjerte for hende, kunne hun bedre forstå og vide, hvordan hun kunne hjælpe mig.

Næste dag dukkede hun op på mit dørtrin med en pose kirsebær og det varmeste, blødeste tæppe, jeg nogensinde har rørt ved. Hendes omsorgsmakker, Linda, kom kort tid efter med et måltid mad til min familie og bløde sokker til mig.

Når sorgen hyler inden i mig som en storm, svøber jeg mig nu i varmen fra Michele og Lindas kærlighed og ved, at jeg nok skal klare den. Deres kærlighed er en påmindelse om Kristi kærlighed – noget jeg kan påkalde mig, når som helst jeg har brug for det (se Rom 8:35, 38-39).