2025
Se det gode i dem
Oktober 2025 Liahona


»Se det gode i dem«, Liahona, okt. 2025.

Kvinder i pagten

Se det gode i dem

Omsorg er ikke blot et program; det er en guddommelig proces, hvorigennem Gud velsigner og forandrer sine børns hjerte.

søstre studerer sammen

Har I nogensinde følt jer virkelig set? Det er stærkt motiverende, når nogen virkelig ser én, elsker én og tror på én. Jeg blev kunstner, fordi min mor syntes, jeg var talentfuld. Hun troede ikke kun på mig, når jeg lavede noget godt. Når jeg begik fejl, så hun stadig det gode i mig.

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »det at kunne skelne er på sit højeste manifestationsniveau at se det gode i en anden, som han eller hun aldrig selv har set, samt evnen til at hjælpe dem med at identificere og udvikle det«.

Det er netop dét, vor Fader i himlen gør for os hver eneste dag. Han ser det gode, som vi måske ikke ser i os selv, og hjælper os kærligt og tålmodigt med at udvikle det og hjælper os til at blive som hans Søn. Frelseren viser os, hvordan vi kan se det gode og hjælpe andre med at udvikle det. Han underviste kærligt og bevidst Peter og hans nye apostle. Han betjente og opløftede personer, som samfundet anså for syndere, udstødte eller urene. Han så værdien og håbet i dem, andre havde opgivet. Han reagerede med medfølelse, når spedalske i desperation bad om hjælp. Han kom dem ikke blot nær, men rørte også ved dem og helbredte dem. (Se Mark 2:15-17; Luk 5:12-13; Joh 4:4-26).

Han kendte hver sjæls værdi, og han elskede dem. Han så meget mere i dem end deres svagheder, synder, sygdomme og skrøbeligheder. Han så deres sjæl og alt det, de kunne og ville blive. Han underviste dem, helbredte dem, opmuntrede dem og opfordrede dem til at leve op til deres potentiale ved at følge ham.

Som pagtskvinder i hans kirke har vi velsignelsen og ansvaret for at »gå hen og gøre ligeså« (se Luk 10:37). »De gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre« (3 Ne 27:21). I kraft af vores pagter har vi det privilegium og den velsignelse at hjælpe dem, vi drager omsorg for, med at føle Frelserens kærlighed og til at se det gode, som Gud ser i dem, og hjælpe dem med at udvikle det. Dette er at elske andre, som Frelseren ville (se Joh 13:34).

Vor Fader i himlen hjælper os ofte med at vokse og udvikle os ved at sende særlige mennesker ind i vores liv – mennesker, som bringer hans kærlighed og lindring og hjælper os med at leve op til vores potentiale.

Omsorgsbrødre og -søstre har det dyrebare privilegium og pagtsansvar at være de særlige mennesker, som går Herrens ærinde. Vi kan hjælpe dem, vi drager omsorg for, til at se de gode egenskaber, talenter og kristuslignende karaktertræk i sig selv og hjælpe dem med at udvikle sig.

Jo mere vi hjælper andre til at opfylde formålet med deres skabelse, desto mere vil vi indse vores eget potentiale som Guds børn. Vi er nødt til at stole på Herren for at kende hans børns behov.

Søstre, I har himlens ressourcer til rådighed for at udføre dette retfærdige og ophøjende værk, herunder velsignelserne ved Herrens præstedømmekraft ved at holde jeres pagter og uddelegeret præstedømmemyndighed gennem jeres kaldelser og omsorgsopgaver. Disse velsignelser er med til at sørge for den åbenbaring, vi har brug for til at tjene på hans måde.

Ånden kan blødgøre vores hjerter, så vi kan se andre, »som de virkelig er« (Jak 4:13), og ikke lade vores syn sløres af antagelser, skødesløshed eller endda træthed.

søstre, der synger salmer

»Omsorgssøstre er sendt fra Gud«

Karen er i dag en kær veninde. Men jeg kendte hende ikke, før jeg blev hendes omsorgssøster. Min omsorgsmakker var en venlig, ung kvinde ved navn Ella, som gik på sidste år på gymnasiet. Vi fik tildelt opgaven med at drage omsorg for Karen, da hun lige var begyndt at vende tilbage til Kirken.

Mens vi drog omsorg for Karen og lærte hendes unikke historie og behov at kende, følte Ella og jeg os tilskyndet til at invitere hende med til templet. Dette projekt involverede Ellas tekniske færdigheder til at løse problemer med Karens online kirkekonto, så hun kunne betale sin tiende og lave en aftale i templet. Og jeg tog hende med hen for at få nyt tempeltøj og hjalp hende til at føle sig tryg ved at tage med. Karen syntes at gløde og være fyldt med fred og glæde, da hun og jeg sad sammen i det celestiale værelse efter sessionen.

Karen oplevede store helbredsproblemer, men også utrolige mirakler i den tid, vi drog omsorg for hende. At vi støttede hende i denne tid styrkede os alle i Herren.

Vi inviterede hende med i Hjælpeforeningen og Søndagsskolen og tilbragte tid med hende i hendes hjem. Hun er vokset i smuk selvtillid omkring, hvem hun er, og hvem hun ønsker at blive. Hun er begyndt at se det gode i sig selv.

Da jeg spurgte Karen, om jeg måtte fortælle om denne særlige oplevelse med at være hendes omsorgssøster, sagde hun: »Gør det! Lad dem vide, at der er en himmelsk Fader, som elsker [dem]!« Hun sagde, at den kærlighed og omsorg, Ella og jeg havde for hende, lærte hende, at hun havde brug for nogen i sit liv. Hun sagde: »De har ingen anelse om, hvor meget jeg havde brug for dem … Omsorgssøstre er sendt fra Gud.«

Herren er meget bevidst i sin placering af, hvor du og jeg er. Han ved, hvem vi har brug for i vores liv, og hvorfor. Hvis vi udøver tro på Herren og opfylder vores omsorgsopgaver fra ham, vil han vise os sin kærligheds vidunderlige velsignelser og sin guddommelige tilrettelæggelse på vores vegne.

søstre, der taler sammen

Omsorg ændrer selve vores væsen

Som Guds børn er det meningen, at vi skal vokse, forandre os og blive som vore himmelske Forældre. Og kærlig omsorg er en katalysator for det mål. Omsorg er ikke blot et program; det er en guddommelig proces, hvorigennem Gud velsigner og forandrer sine børns hjerter fra et hjerte af sten til et hjerte af kød (se Ez 11:19).

Omsorg er at elske og tage sig af andre, som Frelseren ville. Det er en væremåde; det er vejen for vor Frelser Jesus Kristus og for alle dem, der indgår pagt om at følge ham. Han sagde: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh 13:34).

At handle, som Frelseren ville, og stole på ham, ændrer selve vores væsen til at blive, som han er, og gør os i sidste ende klar til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed.

Præsident Russell M. Nelson har belært om, at »når vi stræber efter at leve efter Jesu Kristi højere love, begynder vores hjerte og vores væsen at ændre sig. Frelseren løfter os op over denne faldne verdens tiltrækningskraft ved at velsigne os med større næstekærlighed, ydmyghed, gavmildhed, venlighed, selvdisciplin, fred og hvile

søstre, der krammer

Kvinder i pagten bringer Frelserens lindring

Jeg husker en aften, hvor jeg kørte direkte fra arbejde for at besøge en af de søstre, jeg drog omsorg for. Det havde været en hård dag, og jeg havde det ikke særlig godt. Jeg følte, at jeg ikke havde noget tilbage at give, og jeg følte mig ikke særlig næstekærlig. Men jeg følte et behov for at bede en lille bøn med tro i hjertet, mens jeg kørte, om at denne søster alligevel måtte blive velsignet med det, hun havde brug for, trods mine mangler. Da min makker og jeg talte med denne søster om hendes familie, hendes travle liv, og hvad vi kunne gøre for at hjælpe, mærkede jeg Herrens kærlighed strømme ind i mig. Jeg mærkede hans kærlighed til hende, hendes familie og mig.

Vi legede med hendes små børn, mens vi talte sammen. Og jeg gik derfra den aften med en følelse af at være et nyt menneske. Jeg vidste, at jeg havde fået energi og styrke. Jeg vidste, at jeg havde følt lidt af himlen i det hjem. Vi følte os alle opløftet af hans kærlighed.

Jeg fandt glæde i at elske denne søster og bringe hende Frelserens lindring. De erfaringer, der går forud for at yde omsorg, er ikke altid belejlige eller glædelige. Ligesom alt andet, der er vigtigt, er der som regel nogle forhindringer. Men når I drager omsorg, fortryder I ikke at have været hans hænder og ører. I fortryder ikke at have bragt hans kærlighed og lindring.

Præsident Nelson har sagt: »Søstre, undervurdér aldrig den ekstraordinære kraft i jer til at påvirke andre positivt. Det er en gave, som vor himmelske Fader har begavet enhver pagtskvinde med.«

I er pagtskvinderne i Herrens kirke. Over hele verden elsker I Gud og stræber efter at efterleve jeres pagter og give jeres allerbedste til ham. I træder til for at drage omsorg for den enkelte og for de mange for at bringe Frelserens hjælp og lindring.

Og åh, kære søstre, hvis der nogensinde har været behov for hjælp og lindring på jorden, så er det nu. Behovet er stort på alle niveauer og på alle steder. Og Herren har plantet jer i netop jeres del af vingården for at bringe hans kærlighed og lindring til hans børn. Enhver venlig handling betyder noget; ethvert villigt hjerte og villig hånd betyder noget; ethvert udtryk for kærlighed og tålmodighed betyder noget. Det, I gør, betyder virkelig noget.

Noter

  1. David A. Bednar, i »A Conversation on Meekness« (Leadership Enrichment Series, 15. sep. 2020).

  2. Se Russell M. Nelson, »Åndelige skatte«, Liahona, nov. 2019, s. 76-79. »Velsignelser ved præstedømmets kraft, som medlemmer kan modtage, omfatter … åbenbaring til at vide, hvordan de udfører det arbejde, de er ordineret, indsat eller udpeget til at gøre« (Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 3.5, Evangelisk Bibliotek).

  3. »Guds rige er ikke og kan ikke blive fuldstændigt uden kvinder, der indgår hellige pagter og derefter holder dem, kvinder, der kan tale med kraft og myndighed fra Gud!« (Russell M. Nelson, »En inderlig bøn til mine søstre«, Liahona, nov. 2015, s. 96). »Præsident Joseph Fielding Smith sagde til søstrene i Hjælpeforeningen: ›I kan tale med myndighed, fordi Herren har givet jer myndighed.‹ Han sagde også, at Hjælpeforeningen ›har fået magt og myndighed til at udføre ganske mange ting. Det værk, de udfører, udføres med guddommelig myndighed‹ (»Relief Society – an Aid to the Priesthood«, Relief Society Magazine, jan. 1959, s. 4, 5)« (Russell M. Nelson, »En inderlig bøn til mine søstre«, s. 98, slutnote 7). Se også Dallin H. Oaks, »Præstedømmets nøgler og myndighed«, Liahona, maj 2014, s. 51.

  4. Russell M. Nelson, »Overvind verden og find hvile«, Liahona, nov. 2022, s. 97.

  5. Russell M. Nelson, »Kvinders indflydelse«, verdensomspændende foredrag for Hjælpeforeningen, 17. mar. 2024, Evangelisk Bibliotek.