Jesu Kristi forsoning, Guds barmhjertighed og jer

• Vi ved, »at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne«, og at »i den førjordiske verden var [vi] Guds åndelige sønner og døtre«.

• Vi ved, at vi var »blandt de ædle og store« (L&P 138:55; se også Abr 3:22), og at vi »modtog [vores] første undervisning i åndernes verden« (L&P 138:56).

• Vi ved, som præsident Russell M. Nelson har sagt, at »vor himmelske Fader har gemt mange af sine mest ædle ånder – måske kan jeg sige hans bedste hold – til denne sidste fase. Disse ædle ånder – disse bedste spillere, disse helte – er jer!«

• Vi ved, som ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »vores individuelle identitet er præget i os for evigt. På måder, som vi ikke fuldt ud forstår, påvirker vores åndelige udvikling i den førjordiske verden, hvem vi er her«.

• Vi ved at for at blive som vore himmelske Forældre, måtte vi forlade deres nærhed. Forløsningsplanen blev præsenteret, og den blev accepteret af nogle og afvist af andre. Jesus Kristus trådte frem og sagde: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:2).

• Vi ved, at der som følge heraf fulgte en krig i himlen, hvori »Mikael [den førjordiske Adam] og hans engle kæmpede mod dragen [Satan] … og hans engle« (Åb 12:7), og at vi »har besejret ham ved Lammets blod og ved [vores] vidnesbyrds ord« (Åb 12:11).

• Vi ved, at vi, der er blandt vor himmelske Faders mest tapre og pålidelige børn, »vendte ryggen til modstanderen og sluttede os til Guds styrker, og [at] disse styrker sejrede.«

• Vi ved, at vores lille blå planet i galaksen Mælkevejen er et meget udfordrende sted, for Herren vidnede for Enok om, at »blandt alt, hvad mine hænder har skabt, har der ikke været så stor ugudelighed som blandt dine brødre« (Moses 7:36).

• Vi ved, at for at muliggøre en modsætning i alt, blev det største gode og største lys i universet også sendt ned til netop denne jord i skikkelse af Jesus Kristus og alle dem, der fulgte ham – os alle.

• Vi ved, at vi som nogle af de mest ædle og trofaste blandt vor himmelske Faders åndelige børn blev udvalgt til at komme herned med Jesus Kristus i disse sidste dage.

Helbredende hænder, af Adam Abram

Vi er Frelserens venner

Jeg kan godt lide at forestille mig den glædelige forventning, Frelseren må have haft, fordi vi, hans betroede førjordiske disciple og venner, fortsat ville være loyale mod hans sag, mens vi er her på jorden. Derfor undrer det os ikke, at Kristus senere vidnede for sine disciple om, at »I er dem, som min Fader har givet mig; I er mine venner« (L&P 84:63). Jeg tror, at denne kærlige erklæring naturligvis gælder os alle.

Dernæst kom løftet om, at vi på grund af vores førjordiske loyalitet og lydighed en dag ville have potentialet til at blive medlemmer af Israels hus gennem fader Abrahams slægtslinje på grund af vores åndelige tilbøjelighed til at høre og følge Guds røst og ved at indgå hellige pagter med Gud (se L&P 29:7). Som medlemmer af Israels hus ville vi være berettiget til pagtens velsignelser og ansvar, som det løfte Kristus gav nefitterne: »Faderen har oprejst mig for jer først … fordi I er pagtens børn« (3 Ne 20:26).

I og jeg er mærket – ja, øremærket – på grund af vores førjordiske loyalitet og lydighed. Eftersom vi allerede har stået standhaftigt med vor Frelser en gang, deriblandt under krigen i himlen, er vi nu kaldet til tage del i dette sidste slag, hvor krigen i himlen så at sige fortsætter på denne side af sløret – med de samme fronter af godt mod ondt, lys mod mørke og sandhed mod løgn.

Jeg håber, at I kan fornemme, at Jesus Kristus både dengang og nu er vores ven, vores vejleder, vores store helbreder, vores rådgiver og frem for alt vor Frelser, Forløser og talsmand hos Faderen. I har måske fejlagtigt erklæret jer selv for svage eller ødelagte til at fortjene hans kærlighed.

Men »selv om [I] ikke kan gøre mere end ønske at tro«, at han holder af jer personligt, så »lad da det ønske virke i jer« (Alma 32:27) og lad tvivlen komme Kristus til gode – eller rettere sagt gavne jeres »tro til omvendelse« (Alma 34:15-17), fordelen ved jeres bedste indsats.

Hvis I virkelig var tæt på ham i forudtilværelsen (og det tror jeg, I var), hvis han virkelig led og døde for jer (og det gjorde han), hvis hans sonoffer er bestemt for jer individuelt og specifikt (og det er det), hvis syndernes forladelse og gradvis udvikling linje på linje i dette liv er årsagen til, at I overhovedet er her (og det er det), kan I måske forstå, hvorfor Faderens vrede er antændt mod dem, der »ikke vil forstå [hans] barmhjertighed, som [han] har skænket dem på grund af [sin] Søn« (Alma 33:16).

Det er meningen, at vedvarende omvendelse skal være en glædelig oplevelse, når vi får adgang til Frelserens forsoning og dermed syndernes forladelse. Modstanderen vil derimod gerne have os til at tro, at omvendelse er en håbløs, selvfornedrende øvelse – intet andet end en konstant påmindelse om vores uendelige ufuldkommenheder.

Husk, at Frelserens forsoning og frivillige offer ikke blot beskytter os mod vore synder, men også mod vore svagheder. Hav tro på, at Frelseren er fuldkommen i sin evne til at skelne mellem vores svagheder og vores overlagte, bevidste synder. En af hans tjenere, præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »det, som Gud nyder mest ved at være Gud, er glæden ved at være nådig, især mod dem, som ikke forventer det og ofte føler, at de ikke fortjener det.«

Mine kære venner, »med tiden« (Moses 7:21) og »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30), når vi ydmygt søger forladelse for synder ved oprigtigt og hurtigt at omvende os dagligt og blive hellige, må og vil det at lade »Gud råde« og »tænke celestialt« afspejle sig i selve vores natur, karakter og væsen; i vores hjerte, kraft, sind og sjæl (se Luk 10:27); i vore tanker, ord og gerninger.

Brødre og søstre, jeg vidner om, at Frelseren vitterligt lever og om hans praktiske forsoning. Jeg vidner om, at han på sit hospital er den store læge, overkirurg og helbreder. Jeg vidner om, at han har specialiseret sig i at helbrede de svageste af de svage og i at bringe lindring til dem, der mindst venter det. Jeg vidner om, at alle hospitalsudgifter og ambulante behandlinger blev betalt af ham i en have og på et kors. Jeg vidner om, at I er velkomne der til rutinemæssige, åndelige eftersyn såvel som til livreddende nødhjælp. Han har åbent døgnet rundt, og der er altid et værelse og en seng til jer.

Det eneste, han beder om, er jeres kærlighed til ham, jeres oprigtige hensigt, jeres helhjertede virke som disciple og villighed til at stræbe efter at være en pagtens vogter – kort sagt, jeres sønderknuste hjerte og angerfulde ånd (se 2 Ne 2:7; 4:32).

Kristus i Getsemane, af Heinrich Hofmann

Med præsident Russell M. Nelsons ord:

»Der er ingen grænser for Frelserens evne til at hjælpe jer. Hans ufattelige lidelse i Getsemane og på Golgata var for jeres skyld! Hans uendelige forsoning er for jer!

Jeg tilskynder jer til at afsætte tid hver uge – resten af jeres liv – til at øge jeres forståelse af Jesu Kristi forsoning.«

Og afslutningsvist, »må Gud give … så [I] må blive bragt til omvendelse og gode gerninger, så [I] må blive bragt tilbage til nåde for nåde i forhold til [deres] gerninger« (Hel 12:24), så I kan »se op til Gud på den dag med et rent hjerte og rene hænder og med Guds billede aftegnet i jeres ansigtsudtryk« (Alma 5:19).