Helbredelse i templet

Jonathan A. Stapley

Kirkens historiske afdeling

Bønner for de syge og lidende har været en vigtig del af tempeltjenesten siden Joseph Smiths tid og frem til i dag.

Jennetta Richards havde rejst over Atlanterhavet og halvdelen af det nordamerikanske kontinent for at slutte sig til de hellige i Nauvoo i Illinois. Hun led også i årevis af »generel svækkelse« – en udiagnosticeret kronisk sygdom. I vinteren 1844 var templet i Nauvoo langt fra færdigt. Men profeten Joseph Smith havde samlet en gruppe mænd og kvinder for at udføre de hellige tempelceremonier på steder som Red Brick Store. Som en del af disse tempelceremonier indgik en fælles bøn, hvor deltagerne, forenede i deres tro, bad for sig selv og andre. Dagbøgerne fra de hellige, der deltog i disse tempelmøder, er varsomme og ærbødige, når det gælder de hellige tempelceremonier, som de deltog i, men de indeholder regelmæssigt navnene på dem, som de bad for – ofte børn, der var alvorligt syge. Den 10. februar 1844 led Jennetta meget. Den aften holdt Joseph et bønnemøde for medlemmer, der havde modtaget deres begavelse, og de tilstedeværende »bad for søster Richards og andre«.

Bønner for de syge og lidende har været en vigtig del af tempeltjenesten siden Joseph Smiths tid og frem til i dag. I templet forener Kirkens medlemmer sig og rækker ud mod Gud i fællesskab, idet de udøver tro til hinandens gavn og bedste.

Helbredelse i Guds hus

Forbindelsen mellem tilbedelse i templet og helbredelse har sine rødder i skrifterne. Ifølge Matthæus henviste Frelseren, da han besøgte templet i Jerusalem, til profeten Esajas og forklarede, at »mit hus skal kaldes et bedehus«. Og vi læser videre, at »blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem« (Matt 21:13-14; se også Es 56:7). I genoprettelsen følger dette mønster for at finde helbredelse i templet formaningen i Det Nye Testamente om, at vi skal »bed[e] for hinanden om, at I må blive helbredt« (Jak 5:16).

På pionerernes tid sendte mange mennesker breve og telegrammer til templerne og bad om at blive husket i tempelbønnerne. Nogle tilbagelagde lange afstande for at finde helbredelse i templerne, hvor folk kunne blive døbt i templets dåbsbassin for at blive helbredt eller modtage en helbredende velsignelse af andre hellige, der var kaldet til at tjene der. Men i takt med at sidste dages hellige begyndte at udføre tempelarbejde for deres forfædre i større antal, afsluttede Kirkens ledere praksissen med at få hellige til at komme til templet for at modtage helbredende velsignelser. Præstedømmevelsignelser kunne gives, hvor som helst en lidende person befandt sig, men tempelordinancerne måtte udføres i Herrens hus.

Selv med denne ændring forbliver templer steder for helbredelse. I dag kan Kirkens medlemmer indsende navne på personer, der skal medtages i tempelbønner. Dette kan gøres personligt i templet, online eller i mobilappen Værktøjer.

Fysisk og åndelig hjælp

Jesu Kristi tjenestegerning i både Det Nye Testamente og Mormons Bog bemærker sig ved den omhu, han viste for at helbrede de syge og plagede. Mormons Bog forklarer også, at denne helbredelse omfatter hele menneskeheden. Frelseren led, døde og opstod fra de døde, »så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12). Jesus Kristus opfordrede alle til at »angre jeres synder og blive omvendt, så jeg kan helbrede jer« (3 Ne 9:13). Denne helbredelse kan være fysisk, men vi har også åndelige og følelsesmæssige traumer, der kan heles i Kristus.

Under en krisetid tidligt i genoprettelsens historie mindede Jesus Kristus for eksempel De Tolv Apostles Kvorum om deres store hverv og erklærede derefter, at de ville møde både fristelser og trængsler. Han forklarede, at »hvis de ikke forhærder deres hjerte og ikke gør deres nakke stiv imod mig, skal de blive omvendt, og jeg vil helbrede dem« (L&P 112:13), idet han antydede, at Frelseren ville helbrede deres åndelige trængsler.

Når Kirkens medlemmer i dag indgår og holder hellige pagter, ser de frem til at blive »helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet« (L&P 84:33; se også 89:18). Men de anerkender også, at fysiske lidelser ikke er den eneste form for trængsler, de har brug for helbredelse for. Sidste dages hellige oplever hele spektret af menneskelig modgang og finder i templerne helbredelse for knuste hjerter, knuste forhold og tilmed knuste forventninger. Alle er velkomne til at give agt på Jesu Kristi kald om at »komme til mig med hjertets faste forsæt, og jeg skal helbrede [jer]« (3 Ne 18:32).

Et fundament for tempeltjeneste

Mirakuløse helbredelser er dokumenteret i mange sidste dages helliges liv. For eksempel fik Vilate Kimball det straks bedre, efter hun havde modtaget forbøn og velsignelse i en gruppe i templet i Nauvoo. Men ikke alle bønner fører til mirakuløs indgriben. Når Herren griber ind og velsigner os, varer helbredelsen måske kun måneder eller år. I sidste ende afsluttes vores jordiske liv med døden. Men vi har dette håb, at »når Herren kommer, og det gamle forgår, og alt bliver nyt, skal [vi] opstå fra de døde og skal ikke siden hen dø, og [vi] skal modtage en arvelod hos Herren i den hellige by« (L&P 63:49).

Halvandet år efter at der var blevet bedt for Jennetta Richards ved tempelmødet i 1843, døde hun. Til trods for sin tro og hendes families forenede tro og deres tempelsamfund holdt Jennetta op med at trække vejret lige efter kl. 10 den 9. juli 1845. Skrifterne forklarer, at selv hvor der er tro til at blive helbredt, kommer helbredelsen kun, hvis personen »ikke er bestemt til at dø« (L&P 42:48). Ligesom Joseph Smith, der blev myrdet i sommeren 1844, levede Jennetta ikke længe nok til at se templet stå færdigbygget. Men hun var dog med til at lægge fundamentet for tempeltjeneste i genoprettelsens tid. Og en del af det fundament var hendes eksempel på at søge helbredelse fra Herren gennem andres forbøn – en bøn, bedt på samme måde, som vi oplever det i templer i dag.