I er kirken

Judith England Coleman fra Utah i USA

I løbet af 70 dage i et udsigtstårn havde min mand og jeg alt, hvad vi behøvede for at forblive trofaste mod Frelseren og hans evangelium.

mand og kvinde kigger gennem en kikkert på bjergene og skoven fra en brandstation

I juni 1963 forlod min mand, Gary, og jeg templet i Cardston i Alberta og begyndte vores rejse sammen som nygifte i Jesu Kristi evangelium. Alle vores ejendele var proppet i nogle få poser, der lå på bagsædet af vores lille bil, da vi kørte til Clarkia i Idaho i USA.

Gary skulle begynde arbejdet med at holde øje med skovbrande ved Anthony Peak udkigstårn i St. Joe National Forest. 8 km hen ad landevejen og yderligere 5 km hen ad en bjergsti lå vores første fælles hjem, der var et værelse i et udsigtstårn 9 meter over jorden.

Inden vi ankom til Clarkia, besøgte vi præsident Larson, der var grenspræsident for en lille gren i området. Vi forklarede, at vi i de næste 70 dage ville bo i et udsigtstårn og ikke ville være i stand til at tage en fridag til søndagsmøder i hans gren i St. Maries i Idaho.

På grund af vores unikke omstændigheder gav præsident Larson et inspireret og nyttigt råd: »Bror og søster Coleman, I vil være Kirken i jeres lille hjem på Anthony Peak. I har præstedømmet, jeres pagter, jeres vidnesbyrd, jeres skrifter og jeres tro til at gøre alt, der er nødvendigt for at være trofaste i evangeliet. Jeg bemyndiger jer til at afholde et nadvermøde hver søndag, hvor I kan tage nadveren og tale om evangeliet. I afholder jeres præstedømmemøde, jeres hjælpeforeningsmøde, søndagsskoleklasse og familieaften. I er kirken!«

Da vi sagde farvel til præsident Larson, følte vi os velsignede ved at kunne begynde vores familierejse i vores bemyndigede topersoners gruppe af Kirken på Anthony Peak. Vi bad dagligt, individuelt og som par. Vi havde hver et eksemplar af skrifterne, og vi havde et søndagsskolehæfte. Gary underviste i præstedømmemøder, og jeg deltog. Jeg underviste i hjælpeforeningsmødet, og så deltog han. På den passende søndag holdt vi faste- og vidnesbyrdsmøde.

En særlig kærlighed til Nefi

I de omgivelser begyndte vi hele vores livslange studium af og kærlighed til den hellige Mormons Bog, som havde spillet en afgørende rolle i Garys omvendelse i 1962. Mens vi studerede, fik vi en særlig kærlighed til Nefi.

Da Nefi var ung, forlod han og hans familie deres hjem i Jerusalem, som det blev anvist ved åbenbaring til Lehi (se 1 Ne 2:2). I ørkenen og senere i det forjættede land i Amerika blev de isoleret fra andre, der troede på Frelserens komme. Men Lehis familie havde alt, hvad de havde brug for. De havde tro, de havde skrifterne i form af bronzepladerne, og de havde profetisk vejledning.

I den sammenhæng søgte Nefi efter og fik et personligt vidnesbyrd om Frelseren og åndelige oplevelser med ham (se 1 Ne 2:16). Han havde ikke adgang til synagogerne eller lærde undervisere i Jerusalem. På trods af dette voksede Nefi åndeligt og udviklede et personligt forhold til guddommen, hvilket fremgår af hans brug af mange forskellige titler for Frelseren Jesus Kristus.

I ørkenen siger Nefi: »Det skete, at Herren talte til mig« (1 Ne 2:19). På samme måde talte vor himmelske Fader til Gary og mig på en bakketop i vores skov.

Præsident Russell M. Nelson har om det væsentlige i Jesu Kristi evangelium sagt: »En muslimsk mand sagde det på denne måde: ›Når din kristendom er så enkel, at jeg kan tage den med mig på ryggen af en kamel, vil jeg være interesseret.‹ Tro, omvendelse, dåb, begavelsen og beseglingsordinancen er afgørende.«

Vi havde alt, hvad vi havde brug for.

Jeg er taknemlig for vejledning fra en grenspræsident i Idaho og for råd fra fordums og nutidige profeter. Som Herren sagde i Matthæus 18:20: »For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«

Må vores tro på Frelseren, glæde over hans evangelium og taknemlighed for Mormons Bog vokse, når vi samles med andre sidste dages hellige – uanset hvor mange vi er, og hvor vi end er.