Afløst, men ikke udtjent: Målrettet tjeneste i enhver alder

Nu, hvor søster Beck ikke har formelle opgaver i Kirken eller i samfundet, siger hun, at hun har mere tid til børn, venner og stille tjeneste. »Jeg har alligevel altid været mere som Ammon end som hærføreren Moroni,« siger hun. »Lad mig vogte fårene.« (Se Alma 17:25). Med ustruktureret tid, som hun ikke har haft i årevis, nyder hun muligheder for at spise sammen med børnebørn, tale med gamle venner, træne i fitnesscentret og nyde den fritid, hun har nu.

Søster Beck ser også på sin fars, William Grant Bangerters, eksempel. »Min far sagde, at han ikke ville gå glip af noget, som jordelivet havde at byde på,« siger hun. »Dette omfattede at blive ældre. Efter at han havde tjent som generalautoritet, tempelpræsident, besegler og i andre kaldelser, blev han bedt om at være slægtshistorie-konsulent i sin menighed.«

Han var dengang i 80’erne og vidste ikke, hvordan man brugte en computer. »Han måtte lære det,« forklarer søster Beck. »Han kaldte en diakon i sin menighed til at hjælpe sig. De lærte så de andre diakoner, hvordan man udfører slægtsforskning. Diakonerne underviste så resten af bærerne af Det Aronske Præstedømme i menigheden. Det endte med at de tog over 10.000 navne med til templet.«

Søster Beck og hendes mand, Ramon, ser fremad og ikke bagud. »Vi taler ikke meget om, hvad vi har gjort. Vi har for meget at lave. Det er ustruktureret tid nu. Det er os, der bestemmer,« siger hun. »Når nogen siger, at de er blevet sat på græs, siger vi: ›Man bestemmer, om man vil blive og græsse eller om man vil springe over hegnet‹. De fleste forhindringer er alligevel kunstige. Tjeneste, venskab, familie, omsorg – ingen af disse har nogen grænser.«

Teenagere og melodier

Søster Beck siger, at en af de bedste måder at forblive relevant på, er ved at skabe kontakt til de unge i jeres familie eller menighed. Det kan omfatte at lære deres yndlingsmusik, deres interesser eller deres vaner at kende. De unge kan have gavn af at knytte bånd med nogen, der vil lytte, dele erfaringer og tilbyde et langsigtet perspektiv.

Der er forskellige samfundsprogrammer, der matcher teenagere og pensionister. Ældre kan også uformelt finde tid til at være sammen med de unge, enten i deres egen familie eller i deres menigheder, til gavn for begge grupper.

»Der er en ældre fyr i min menighed, der kommer til mine high schools basketball- og fodboldkampe,« siger Kimball Carter. »Han er endda seminarlærervikar i området. Børn kan lide ham, fordi han stiller mange spørgsmål, men ikke giver mange råd. Han lytter endda til vores musik og kender nogle af de nyeste kunstnere. Han er ikke ungdomsleder; han er bare en nabo. Bortset fra min familie tror jeg, at han må være min største fan.«

Kig efter muligheder for at tjene

Tidligere missionspræsident Steven Fox understreger, at uagtet vores alder eller omstændigheder er der mange muligheder for at tjene – formelt og uformelt, stort og småt, personligt og borgerligt. Det vigtige at gøre er at følge Herrens bud om at »være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27).

Efter at være blevet afløst som missionspræsident sagde bror Fox, at han følelsesmæssigt og åndeligt følte sig »malplaceret«. At gå fra en krævende kaldelse til slet ingen opgave var en stor forandring.

Han siger: »Det er nu op til mig at få tingene til at ske på egen hånd i stedet for at stole på, at de daglige krav fra en mission fylder min kalender. Det handler ikke længere om en kaldelse; det handler i stedet om at se sig omkring for at se muligheder for at tjene.«

F. Melvin Hammond, generalautoritet emeritus fra De Halvfjerds, siger, at ægte omsorg altid har handlet om at se efter disse muligheder. Som 91-årig tjener han i templet, underviser en gang om måneden i ældsternes kvorum og holder sig opdateret om lokale og nationale sportshold, så han kan finde et fælles grundlag for samtaler med de yngre mænd i sin menighed.

Han kender alle sine naboer og besøger dem ofte. Han forsøger at følge Frelserens eksempel, som tilbragte tid sammen med mennesker fra alle samfundslag. »Jeg kan godt lide at besøge mennesker uagtet deres situation eller evangeliske tilhørsforhold,« siger ældste Hammond. »En nabo er tidligere alkoholiker, en anden nabo har ikke været i kirke i årevis, mens en anden har demens, og hans kone beder mig om at sidde hos ham, mens hun ordner ærinder. Vi kan begge godt lide cowboyfilm, så dem ser vi sammen.«

Da ældste Hammond havde tjent i templet en aften, stoppede han ved en fastfoodrestaurant. Han begyndte at tale med en medarbejder, der var i gang med at rydde bordene af. Medarbejderen spurgte ældste Hammond, hvorfor han havde jakkesæt på. »Jeg fortalte ham om templet,« siger ældste Hammond. »Vi talte sammen i over 30 minutter. Jeg ved ikke, om han vil finde ud af mere om Kirken, men han ved, at der er nogen, der ikke bare ser ham som køkkenassistent.«

Ældste Hammonds hustru, Bonnie, døde for to år siden. Selvom ældste Hammond savner hende forfærdeligt, besluttede han sig for at gøre noget godt for sine naboer på årsdagen for hendes død. Han og andre familiemedlemmer lavede kort til hans naboer i anledning af denne årsdag. På kortene inkluderede han et billede af et kirsebær oven på en lækker dessert med ordene: »Hun var altid kirsebæret på toppen.« Han gav en pose friske kirsebær sammen med hvert kort. »Jeg ønsker, at mine naboer skal vide, hvor højt jeg elsker hende, og at jeg ser frem til at tilbringe evigheden sammen med hende,« siger ældste Hammond.

Oprigtig omsorg, tjeneste, opmuntring og at løfte andre kræver ikke en formel kirkekaldelse. Vi er alle kaldet til denne form for kristuslignende tjeneste uagtet vores alder eller omstændigheder.