2025
Er I budbringerne?
April 2025


»Er I budbringerne?« Liahona, apr. 2025.

Sidste dages hellige røster

Er I budbringerne?

Herren anerkendte vores hårde arbejde ved at lede os til et par, der var forberedte på at acceptere og dele Jesu Kristi evangelium.

mand og kvinde leder gennem et køleskab

Illustration: Bradley Clark

Jeg var en af kun fire spansktalende missionærer i New England-missionen. Vi arbejdede hårdt på at lære sproget og dele evangeliet, men vi blev for det meste afvist.

En dag bankede vi på døren hos Hugo og Niza Diaz, et par i Providence i Rhode Island. Da de havde inviteret os ind i deres lejlighed, spurgte jeg, hvor længe de havde boet der.

»Vi er lige flyttet hertil fra New York,« sagde de. »Herren fortalte os, at vi skulle flytte til Providence, og han ville sende os budbringere for at lære os sandheden. Er I de budbringere?«

Vi svarede bestemt: »Ja, vi er de budbringere.« Vi underviste Hugo og Niza om Jesu Kristi evangelium, og de tog straks imod vores budskab og blev snart døbt.

Kort tid efter deres dåb tog Hugo og Niza ned for at besøge deres hjemby Guayaquil i Ecuador. Da de vendte tilbage til Providence, delte de billeder af dem selv med præsident N. Eldon Tanner (1898-1982), dengang af Det Første Præsidentskab, og hans hustru, Sara, ved en områdekonference i Ecuador. Mens Hugo og Niza var der, fortalte de deres familie om evangeliet. Elleve tilsluttede sig Kirken.

Min kammerat og jeg fandt senere ud af, at bror og søster Diaz begge arbejdede til mindsteløn på en lokal tekstilfabrik og sendte halvdelen af deres løn til Guayaquil for at hjælpe med at forsørge deres familier. Da vi foreslog, at vi spiste sjældnere hjemme hos dem, så vi ikke kom til at belaste dem økonomisk, udbrød Niza: »Åh nej, ældste Norman!«

Hun forklarede, at efter de var blevet døbt og begyndt at betale tiende, syntes deres fryser på en eller anden måde at være fuld af kylling og fisk, selvom hun ofte gav missionærerne mad.

I Lære og Pagter 123:12 lærer vi, at »der er endnu mange på jorden … som bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den«. Gennem Hugo og Nizas missionærindsats som medlemmer og senere som stavsmissionærer lærte mange evangeliets sandhed at kende.

Når vi, ligesom Hugo og Niza, flittigt søger sandheden og ivrigt deler det gode budskab om Jesu Kristi evangelium, vil vi se en mangfoldighed af velsignelser i vores liv og i de mange liv, vi berører.