»Pagter indgået med Gud er befriende, ikke begrænsende«, Liahona, apr. 2025.
Kvinder i pagten
Pagter indgået med Gud er befriende, ikke begrænsende
Verden fortæller os, at det er begrænsende at indgå pagter med Gud, men de knytter os til Frelseren og giver os et mål af hans styrke og kraft.
Fotografi af templet i Washington D.C.
Frelseren opfordrer os til at blive forbundet med ham, og han fortæller os, at hans åg er godt, og hans byrde er let (se Matt 11:28-30). At være knyttet til ham betyder, at vi er forbundne, ligesom okser er forbundet i et åg. To okser, der er spændt i åg og arbejder med samme mål, kan bære mere vægt end en enkelt okse. Dette er, hvad det betyder at være knyttet til Frelseren gennem pagter: Han vil dele vores byrder med os og hjælpe os med at løfte vores byrde på stigningen op mod ophøjelse.
Korihors bedrag
Lad os ikke lade os bedrage af Satan på dette punkt. Historien om Korihor i Alma 30 i Mormons Bog er lærerig.
Korihor, antikristen, hånede folket for at tro på deres fædres og mødres overleveringer. Han sagde, de var »bundet af et tåbeligt og et tomt håb« og sagde: »Hvorfor bebyrder I jer selv med sådanne tåbeligheder?« (v. 13).
Han forkyndte, at der ikke er behov for en Frelser, fordi vi har fremgang i forhold til vores egne naturlige talenter og tilegner os i forhold til vores egen styrke. Han kaldte de troende vanvittige og sindsforvirrede. Han belærte om, at man må se for at vide. Han forkyndte, at døden var enden – så gør det, der får jer til at føle jer godt tilpas. (Se v. 13-28).
Om præstedømmeordinancer sagde han: »Jeg [lærer ikke] dette folk at lade sig binde af tåbelige ordinancer … som fordums præster har foreskrevet for at tilrane sig magt og myndighed over dem og holde dem i uvidenhed, så de ikke skal løfte hovedet, men blive holdt nede« (v. 23).
Ser vi lignende lærdomme i vore dage?
-
Bliver vi på samme måde hånet og kaldt tåbelige, fordi vi tror på Frelseren?
-
Får vi at vide, at vores sind skal være vanvittigt for at tro på noget, vi ikke har set?
-
Har vi hørt, at det er begrænsende at være bundet til Gud gennem ordinancer og pagter?
Foto © Steve Callahan | Dreamstime.com
Et pagtsforhold er befriende
Den samme taktik, som Korihor brugte til at forlede mange kvinder og mænd, bliver nu brugt mod os. Ligesom Korihor, fortæller verden os, at det at være bundet eller forbundet med Frelseren betyder, at vi er »fastlåste« eller »begrænsede«, ude af stand til at bevæge os eller udvikle os. Vi må selv opdage, at et pagtsforhold med Gud er befriende, ikke begrænsende! »Der er ikke nogen anden betegnelse, hvorved I kan blive gjort frie«, sagde kong Benjamin. »Derfor ønsker jeg, at I skal påtage jer Kristi navn« (Mosi 5:8).
De, der holder deres pagter, velsignes af Guds kraft. Det frigør, styrker og bringer os fred at holde vores pagter. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Belønningen for at holde pagter med Gud er himmelsk kraft – kraft, der styrker os til bedre at modstå vores prøvelser, fristelser og hjertesorger. Denne kraft letter vores vej. De, der lever efter Jesu Kristi højere love, har adgang til hans højere kraft. Derfor har pagtsholdere ret til en særlig form for hvile, som kommer til dem gennem deres pagtsforhold til Gud.«
Jeg ved, at det er sandt.
Ved at vælge at være bundet til min Frelser, Jesus Kristus, gennem de pagter, jeg har indgået med Gud, »formår jeg [alt] i ham, der giver mig kraft« (Fil 4:13). Min indsats for at holde mine pagter – selvom den ikke er fuldkommen – er blevet belønnet med en øget evne til at gøre det, jeg er blevet bedt om. Jeg er blevet velsignet med en større evne til at tjene. Jeg er blevet velsignet med den inspiration, jeg behøver for at udføre Herrens værk på de måder, han ønsker, at jeg gør det. Med tro på Herren er jeg blevet velsignet til at imødekomme mine udfordringer med optimisme. Det er Guds kraft, der letter min vej – omend det er op ad bakke!
Men vi må udøve vores handlefrihed for at få adgang til denne kraft. Som min rådgiver, søster Anette Dennis, har sagt: »Når vi bruger vores handlefrihed til at vælge at indgå i et pagtsforhold med [Gud], vidner vi for ham om, at vi ønsker, at han bliver mere dybt involveret i vores liv, og at vi er villige til at betale prisen for at modtage den større kraft og de privilegier, der følger med det pagtsforhold.«
Kom til templet
Vi modtager den kraft, når vi vandrer på pagtsstien tilbage til vores himmelske hjem. Vi træder ind på pagtsstien, når vi bliver døbt og bekræftet. Vi træder mere fuldstændigt ind på den i Herrens hus. Som Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab ønsker vi, at alle vores søstre har adgang til de frigørende velsignelser ved et pagtsforhold med Gud, herunder Guds kraft der er tilgængelig for dem, der indgår og holder pagter og tilbeder i Herrens hus.
Præsident Nelson har sagt: »Alt, der undervises om i templet gennem belæringer og Ånden, øger vores forståelse af Jesus Kristus. Hans afgørende ordinancer binder os til ham gennem hellige præstedømmepagter. Derpå skænker han os, når vi holder vores pagter, hans helende, styrkende kraft.«
Velsignelsen ved at modtage Guds kraft afhænger af, at vi indgår pagter med Gud ved at deltage i præstedømmeordinancer, som forener os med ham.
Som præsidentskab stræber vi efter at hjælpe hver søster til at ønske og udvikle et pagtsforhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Vi ønsker at se vores søstre modtage deres begavelse i Herrens hus, åbne døren til åndelige privilegier og ophøjelse, knytte sig til Frelseren og blive styrket gennem ordinancer og pagter. Vi lover, at når I indgår og holder pagter, vil I blive velsignet af den frigørende kraft, der er tilgængelig for dem, der holder deres pagter.