Hovedpersonen i Kirkens historie

Den hellige lund [The Sacred Grove], af Greg Olsen

Kirkens historie er hans historie

Jeg arbejder med Kirkens historiske optegnelser og fortællinger hver dag, men en oplevelse, jeg havde for et par år siden, hjalp mig til at se vores historie i et andet lys. Da præsident Russell M. Nelson læste »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden« ved aprilkonferencen 2020, lyttede jeg som en studerende til historieundervisning. Jeg hørte ham referere til en række begivenheder: Det første syn i 1820, besøgene af himmelske budbringere, oversættelsen af Mormons Bog og organiseringen af Kirken i 1830.

Nogle få måneder senere, som en del af mit daglige studium af evangeliet, satte jeg mig ned for at læse et trykt eksemplar af proklamationen. I mit sind forventede jeg at gennemgå en historisk tidslinje, så jeg blev overrasket over det, jeg lagde mærke til. Et glimt af indsigt, næsten som et lyn, fyldte mit sind og oplyste noget helt nyt for mig. Jeg blev så overrasket, at jeg begyndte at skrive på papiret, hvor jeg forbavset understregede og tegnede cirkler om ord.

Det, der stod så klart den dag, var, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus var emnet for næsten alle sætninger og de primære deltagere i hver begivenhed:

• I 1820 »viste Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, sig for Joseph«.

• Himmelske budbringere kom ikke af sig selv, men »under ledelse af Faderen og Sønnen«.

• Herren velsignede Joseph Smith med »Guds gave og kraft« til at oversætte en optegnelse om hans eget »personlige virke« i Amerika.

• Herren bemyndigede Joseph Smith til at organisere sin kirke.

• »Jesus Kristus har atter kaldet apostle og har givet dem præstedømmemyndighed.«

• »Gud gør sin vilje kendt for sine elskede sønner og døtre.«

Mens jeg tænkte over det, begyndte jeg at se Frelseren som midtpunktet i andre af genoprettelsens begivenheder. Jesus Kristus tilgav Joseph Smiths synder (se L&P 110:5). Frelserens røst høres i de åbenbaringer, der nu er bevaret i Lære og Pagter. Tusinder af mennesker, der levede i 1800-tallet, fik et dybere forhold til ham, indgik pagter med ham og fulgte ham, bl.a. ved at forlade deres lande, krydse have og sletter og samles i Zion.

Flere millioner over hele verden fortsætter i dag med at komme vor himmelske Fader og Frelseren nærmere ved at omvende sig, indgå pagter og følge dem, midt i modgang.

At se Herren som fokuspunktet for disse begivenheder kan hjælpe, når vi har spørgsmål om ting, personer har sagt eller gjort i fortiden. I evangelierne i Det Nye Testamente ser vi for eksempel nogle gange, at disciplene ikke ved alt, de formår ikke at uddrive onde ånder, og de fornægter endda deres tro (se f.eks. Matt 17:16, 19-20; Mark 9:10). Men nogle nutidige læsere kan være mindre bekymrede over disse menneskelige svagheder, bl.a. fordi vi kan se, at Jesus af Nazaret er hovedpersonen i centrum af historien, og at han retter op på tingene.

I modsætning hertil lader vi nogle gange, når vi taler om Kirkens nutidige historie, Jesus Kristus ligge uden for historiens centrum ved at begynde med navne, datoer og steder. Når der så opstår spørgsmål, føler nogle et behov for at skubbe nogen ind i centrum, som kan rette op på tingene. Når det sker, må vi huske på, at Herren også er hovedpersonen i Kirkens nutidige historie. Det er okay, at Joseph Smith eller Brigham Young – eller nogen af os – ikke er fejlfri og ikke ved alt, for det er ikke vores rolle. Vi er disciple og elever, og Herren er hovedpersonen.

Jesus Kristus har draget omsorg for Guds børn i tusinder af år, inklusive de sidste 200 år. Han er centrum for historien. Kirkens historie er hans historie.

Herren viser sig i templet i Kirtland [The Lord Appears in the Kirtland Temple], af Del Parson

Kend til Guds handlemåde

I de indledende scenarier i Mormons Bog kommer Nefi med en kort kommentar om, hvorfor hans brødre fejlede. Længe før Laman og Lemuel bandt Nefi eller forsøgte at berøve deres far livet, murrede de. Nefi forklarer: »De murrede, fordi de ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede« (1 Ne 2:12).

Fire hundrede år senere var Lamans og Lemuels efterkommere blevet »et vildt og grusomt og et blodtørstigt folk«, hvilket til dels kan spores tilbage til, at Laman og Lemuel var »vrede på [Nefi], fordi de ikke forstod Herrens måde at handle på« (Mosi 10:12, 14). Manglende forståelse af Guds handlemåde har enorme konsekvenser!

For at forstå hans handlinger må vi vide, hvem han er, hvad han forventer af os, og hvordan han behandler sine børn. Historien om Frelserens nutidige tjenestegerning lærer os dette. Joseph Smith underviste om, at vi hver især har brug for at forstå »Guds formål og hensigter med vores indtræden i verden«. Når vi forstår Guds handlemåde, lærer vi ham at kende, og at kende ham fører til evigt liv (se Joh 17:3). Faktisk kommer »Zions frelse« til dels, når vi »opnå[r] en kundskab om historie« (L&P 93:53).

Optegnelsen om Guds handlemåde findes i skrifterne og i den genoprettede kirkes nyere historie. Der ser vi tidspunkter i historien, hvor Gud har talt direkte med menneskeheden, såsom da Faderen og Sønnen besvarede Joseph Smiths bøn i den hellige lund (se JS-H 1:17-20), og da Frelseren viste sig i templet i Kirtland (se L&P 110:1-10).

Gud berører også vores liv på mindre åbenlyse måder. Han beskriver sin indirekte omgang med mennesker gennem en metafor om at udføre sit værk »uden hænder« (se Dan 2:34-35; L&P 65:2; 109:72). Denne indirekte involvering kan forekomme på mange måder. I det lys kan vi se Guds handlinger i »små midler« (Alma 37:7), som når vi tager nadveren for at huske Herren og forny vores pagter (se L&P 20:77, 79).

Gud hjælper os også gennem inderlig barmhjertighed, der udfrier og bevarer os i »personlige og individuelt tilpassede velsignelser«. Et eksempel fra Kirkens historie er, da deltagerne i Israels hær (Zions hær) var vidne til helbredelse af de syge, blev beskyttet mod naturens elementer og oplevede den inderlige barmhjertighed fra personer, der arbejdede frivilligt, donerede penge og sørgede for mad og vand.

At gøre hans værk [To Do His Work], af Kamette Harmer, må ikke kopieres

Den levende Kristus og hans tjenestegerning i vore dage

Kirkens nutidige historie giver indsigt i Guds handlemåde blandt sine børn i de sidste 200 år. Når vi ser den guddommelig handlemåde kan det mindske vores bekymringer, hjælpe os til at omvende os, styrke fællesskab og forberede os på vedvarende personlig åbenbaring.

I stedet for at se Kirkens historie som en række navne og datoer, kan vi se tilbage på de sidste 200 år for at være vidne til den levende Kristus og hans tjenestegerning i vore dage og få indblik i, hvordan han har vist kærlighed til Guds børn, herunder sidste dages hellige. Guds nutidige gerninger kan virkelig inspirere os til at omvende os og fryde os i Jesus Kristus (se Alma 37:9). Ved at se genoprettelsen som en hellig fortid, der deles af hellige over hele verden, fejrer vi Guds godhed, føler empati for andres oplevelser og styrker vores enhed (se Mosi 25:7-9).

Omvendelse, glæde og sammenhold er blandt de mange årsager til, at Frelseren befalede, at vores sidste dages historie skulle bevares »til gavn for kirken og for de opvoksende slægtled, som skal vokse op i Zions land« (L&P 69:8). Vores moderne historie kan afsløre Jesus Kristus som den centrale figur og kan lære os Guds veje og hjælpe os til at komme ham nærmere.