Offer og templet

I det gamle Israel var det ofte mulighed for at deltage i fysiske ofre, der bragte folk til templet i Jerusalem. Bibelske skriftsteder beskriver en kalender med daglige, ugentlige og årlige offergaver i templet, såvel som specifikke offergaver for bestemte livsbegivenheder (se 3 Mos 1-7; 4 Mos 28-29). Disse ofre henledte opmærksomheden på forskellige aspekter af menneskers forhold til Gud. F.eks.:

• Syndofre og brødeofre mindede mennesker om at blive forliget med Gud og holde hans bud.

• Fredsofre fejrede Guds pagtsforhold med sit folk og viste taknemlighed for velsignelser.

• Brændofre og måltidsofre anerkendte Guds nærvær og viste folks hengivenhed for ham.

Uanset om en person ofrede en lille mængde korn, et par fugle eller et sundt husdyr, så indebar ofringer at give afkald på noget værdifuldt. Derudover var det at ofre noget det samme som at dele det med Gud og andre. Ved mange ofre var denne deling bogstavelig. Blodet og fedtet fra en dyreofring kunne ofres på alteret, mens præsterne modtog skindet til fremtidig brug, og giveren fik kød at spise. Gennem tempelofre kunne Israels børn symbolsk spise sammen med deres himmelske Fader og konge.

Familier i Jerusalem kunne se røgsøjler stige op fra templets altre mod himlen og genkende den »liflige duft« af kød, grøntsager og drikkevarer, der blev ofret til Herren (se 3 Mos 1:9, 13, 17). Disse ofringer forbandt deres egne dyr, afgrøder, jord og arbejdskraft med Gud. Retfærdige konger bød pilgrimme fra hele det forjættede land velkommen til begivenheder som templets påskefejring, hvor hver familie ofrede et lam (se 2 Krøn 29-30; 35). Deltagelse i ofre og fællesmåltider med andre tilbedere tjente som en stærk påmindelse om fælles åndelig arv og skæbne. Israelitterne kunne forlade templet mere forberedte på at yde daglige ofre for Gud og hinanden.

Atmosfæren i templet med deling og fællesskab gennem ofringer er tydeligt beskrevet i Det Nye Testamente. Da Jesus var ung, rejste hans familie til templet for at ofre og mødte mennesker som Anna, Simeon og religiøse lærere (se Luk 2). Kulminationen på Jesu mission og tjenestegerning kom, da han for sidste gang rejste til templet og derpå nedlagde sit liv som et offer for andre. Efter Jesu død besøgte apostlene ofte templet og underviste folk, som havde samlet sig fra mange nationer for at være der. Nogle af forfatterne i Det Nye Testamente beskrev Jesu forsoning ved at sammenligne den med tempelofre.

Offer i genoprettelsen

Da sidste dages hellige byggede templer, var deres forståelse af ofre blevet forfinet. I Mormons Bog forklares det, at hovedformålet med oldtidens ofringer var at forberede folks sind på Jesu Kristi kommende offer. Det offer, han kræver af os, er »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20). I de sidste dages tempeltjeneste forbereder fysiske symboler på Jesu Kristi offer os på at elske, tjene og ofre, ligesom Jesus gjorde.

Sidste dages hellige gav deres tid, talenter og ejendele som en hjælp til at bygge de første templer. Lucy Mack Smith indså, at arbejdet på templet i Kirtland bragte folk sammen. »Der var kun én drivkraft for alle vores tanker,« sagde hun, »og det var at bygge Herrens hus«. Jesus Kristus viste sig i det færdige tempel og lovede, at de hellige kunne komme ind i hans nærhed der: »Jeg skal i barmhjertighed give mig til kende for mit folk i dette hus« (L&P 110:7).

I Nauvoo ofrede mange mænd deres tid ved at arbejde på tempelbyggeriet hver 10. dag. Hjælpeforeningen blev organiseret efter en syerske, Margaret Cook, henvendte sig til sin arbejdsgiver, Sarah Granger Kimball, om en plan for, hvordan kvinder kunne bidrage ved at sy skjorter til bygningsarbejdere i templet. Denne indsats betød, at bygningsarbejderne i templet i Nauvoo ofte blev klædt ved hjælp af de andre helliges ofre. I pionertempler i Kirtland, Nauvoo og Utah hjalp fælles ofre af materialer og arbejdskraft med at forbinde templer for evigt med familierne til dem, der bidrog.

Bidragene fra hverdagens sidste dages hellige, som den enke, der gav det, hun havde, til tempelblokken på Jesu tid, gør det fortsat muligt at bygge templer (se Mark 12:41-44). I mange tilfælde har de hellige også ofret for at nå frem til templet. For eksempel samlede hellige fra Mexico, USA og senere Mellemamerika sig i karavaner hvert år for at besøge templet i Mesa i Arizona, efter tempelceremonierne blev fuldstændigt oversat til spansk i 1945. Medlemmer langs ruten og i Mesa tilbød rejsende måltider, overnatningssteder og stærke fælles oplevelser.

Uanset om de hellige i dag lejer busser til en lignende karavane, holder en regelmæssig tempelaften i menigheden eller arrangerer de unges besøg i templet, så kan fælles tempeltraditioner hjælpe os til at komme Gud og hinanden nærmere, når vi mindes Jesu Kristi offer.

I templet indgår vi pagt om at adlyde offerloven, hvilket indebærer at påtage os en offervillig ånd og dele med andre, når vi vender tilbage for at udføre Herrens værk i verden udenfor. Vores villighed til at opgive verdslige ønsker og leve på en højere og helligere måde viser Herren, at vi er villige til at tilbyde ham »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20).

Ligesom de gamle israelitter ofte fik en del af deres ofre tilbage, som de fysisk kunne spise, opdager vi ofte, at vores egne ofre nærer os åndeligt. Når vi træder ind i Herrens hus, kan vi huske på, at den tid, vi yder for at deltage i tempeltjeneste, er mere end noget, vi opgiver – det er tid, vi kan dele med Herren og en dyrebar mulighed for at stå sammen i hans nærhed.