Kun digitalt: Skab forbindelse
Jared R.
er 17 år og fra Moss i Norge
Fotos: Ashlee Larsen
Det er svært at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige her i Norge, fordi der er så få medlemmer. Mange mennesker er slet ikke religiøse. Nogle har den opfattelse, at hvis man har penge, behøver man ikke at have tro. Jeg har mange venner, der begyndte at drikke eller tage stoffer i en ung alder. Det får mig selvfølgelig til at føle mig anderledes end andre. Men Guds Søn kom til jorden for at hjælpe os og vise os en vej at følge.
Jesus Kristus er et eksempel for os, og det er meningen, at vi skal afspejle ham ved at gøre de ting, han ville gøre. Jeg prøver at hjælpe andre, så meget jeg kan. Jeg prøver altid at få folk til at føle sig velkomne, især i kirken. Jeg prøver at inkludere alle. Og jeg ser, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus altid har velsignet mig.
Oliver J.
er 17 år og fra Moss i Norge
Jeg arbejder på en gård. Jeg slår græs, hjælper med køerne, bygger hegn, kører traktorer, luger ukrudt og hjælper med at høste. Om foråret beskærer vi træer og planter frø. Om vinteren hugger vi brænde.
Når jeg prøver noget nyt, har jeg ikke lyst til at begå fejl. Første gang jeg satte mig ind i en traktor, var jeg lidt bange for at køre den, fordi der var så mange ting, der kunne gå galt. Jeg kørte hen over kartoflerne og kom jord på kartoffelplanterne, så kartoflerne ikke bliver grønne og syge. Men at køre hen over kartoflerne er også en nem måde at ødelægge dem på – hvis man kører på kartoflerne eller pløjer dem op. Inden jeg begyndte, bad jeg en stille bøn, og det gik godt.
Det første år jeg arbejdede på gården, var jeg stadig i gang med at lære alle at kende. Vi spiser altid frokost med min chefs mor og far. Hun laver al maden, og alle kommer og spiser, og de serverer også kaffe. De spurgte mig: »Vil du have kaffe?« Jeg svarede: »Nej«, og de spurgte: »Hvorfor ikke?« Jeg svarede: »Tja, fordi i min kirke drikker vi ikke kaffe.« Og så begyndte de at spørge mig om den. De havde ikke hørt om Kirken. Så jeg fik mulighed for at fortælle dem, hvad jeg tror på. Det var lidt af et skræmmende øjeblik! Men de respekterede mig mere, tror jeg, bagefter.