Unge stemmer
Hemmelige julemandsninjaer
Illustration: Katelyn Budge
For min familie er julen en højtid fuld af glæde. Så længe jeg kan huske, har min familie haft noget, vi kalder hemmelige julemandsninjaer. Det er en enkel men spændende tradition. Først forbereder vi en gave og et kort til en, der har brug for det. Så sniger vi os hen til deres dørtrin, afleverer det, ringer på dørklokken og løber væk, før de fanger os. Det er ligesom at være en del af en særlig julemission!
Det føles rigtig godt at være hemmelige julemandsninjaer. Hver gang får jeg sådan en varm lykkefølelse indeni, der får mig til at smile, som et lille udbrud af glæde i mit hjerte. Denne tradition har ændret den måde, jeg ser julen på.
Da jeg var yngre, troede jeg, at julen mest handlede om gaver. Men nu ser jeg det som en tid til at tjene andre og dele Kristi kærlighed. Vi gør tjeneste til en del af hver jul og prøver at hjælpe så mange mennesker som muligt. Det er ikke altid let – sommetider betyder det at stå tidligt op for at hjælpe naboen længere nede ad vejen eller at give køb på en lørdag eftermiddag for at gøre rent i kirkebygningen. Men det er altid det værd. Belønningen er at se andres taknemmelighed, modtage velsignelser i mit eget liv og opleve den rene lykke, der kommer af at vide, at jeg gjorde noget godt.
Når jeg tænker på Jesus Kristus, tænker jeg på, hvor meget han elsker os, og hvordan han udviste den kærlighed ved at tjene andre. Hans liv inspirerer mig også til at tjene, og jeg ved, at når jeg tjener andre, tjener jeg også Gud. Julen handler ikke kun om at give gaver, men om at give af sig selv. Det er, hvad hemmelige julemandsninjaer har lært mig, og det er det, jeg håber at have med mig hver dag.
Amelia S. er 13 år og fra Skåne i Sverige
Hun kan godt lide at læse bøger og svømme.