2025
Jul i missionsmarken
Til styrke for de unge December 2025


Jul i missionsmarken

Julen som missionær vil være anderledes end julen derhjemme, men den kan stadig være en god oplevelse.

Hvis I overvejer at tage på mission, kan det være en skræmmende tanke at skulle være væk fra jeres familie til jul – nogle gange i et andet land.

Men ifølge disse hjemvendte missionærer har I vidunderlige ting at se frem til. Hør, hvad de fortæller om julen i missionsmarken.

kalendersider og julefigurer

Illustrationer: Jarom Vogel

Det bedste ved julen som missionær er, at man repræsenterer Jesus Kristus – grunden til, at vi fejrer julen.

På Filippinerne fejrer vi jul fra september til februar. Alle er så festlige og livlige! Men i Hong Kong er atmosfæren helt anderledes. Det var hårdt for mig, men det motiverede mig til virkeligt at arbejde hårdt. Der er ikke mange mennesker i Hong Kong, der tror på Jesus Kristus, og vi var nødt til at dele hans budskab, så flere mennesker kan føle hans kærlighed til jul og altid.

Selvom man er væk hjemmefra, oplever man en anden slags glæde, og det hjælper en til at forstå, hvorfor vi fejrer jul. Hvis man fokuserer på Frelseren, føler man, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er med en.

missionær

Charles S. fra Manila på Filippinerne tjente i Hong Kong-missionen i Kina

Jeg kommer fra en stor familie, så det var ensomt kun at være sammen med min kammerat i julen. Men hjemveen går over. Der var så mange medlemmer, der åbnede deres døre og »adopterede« os som familiemedlemmer for en dag, og det hjalp meget.

Nyd julen på jeres mission, for det er en unik tid til at styrke jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus. På min mission indså jeg, at julen ikke handler om gaver eller at tage en pause fra skolen – den handler om den største af alle gaver, Jesus Kristus. For mig er symbolet på julen en krybbe, ikke et træ.

en søstermissionær

Gabrielly R. fra Sergipe i Brasilien tjente i São Paulo Nord-missionen i Brasilien

søstermissionærer pynter et juletræ med en kvinde

På grund af fysiske helbredsproblemer var jeg nødt til at tage hjem et kort stykke tid, da jeg var omkring et år inde i min mission. Men inden jeg tog af sted, sagde en af de andre søstre til mig: »Kom hjem til jul. Det her er dit hjem.«

Det gjorde jeg til et mål. Jeg vidste, at det var på min mission, Gud ønskede, at jeg skulle være, og jeg ville virkelig gerne gøre, hvad han bad mig om, føle den glæde, jeg havde følt før, og bruge min jul på at opleve mirakler som missionær.

Jeg vendte tilbage til det sted, jeg oprindeligt var blevet kaldet til, i den første uge af december. Gud hjalp mig med at fortsætte arbejdet, og det var en rigtig god juletid. Den var tjenesteorienteret og kristuscentreret, sådan som den skulle være. Nogle gange bliver vi fanget af de materielle aspekter af julen, men det er ikke pointen. Pointen er, at Jesus Kristus blev født for vores skyld, levede og døde for os, fordi han elsker os.

Jeg elskede, at det var ham, der var midtpunktet i mit liv på min mission, fordi det hjalp mig til at føle mig tættere på ham, og jeg fik også mulighed for at dele den gave med andre mennesker. Vi underviste en kvinde, der virkelig gerne ville have, at hendes familie kom til jul, fordi hun ikke havde set dem i et stykke tid. Vi ryddede op i hendes hus, satte hendes juletræ op og så kirkevideoen »Kristusbarnet« sammen med hende.

Senere sagde hun: »Jeg kom til at holde jul på grund af jer søstre. Jeg ville ikke have fået min familie på besøg, hvis I ikke havde hjulpet mig.« Det rørte virkelig mit hjerte. Jeg var så taknemmelig for, at Gud lod mig opleve det.

I fremtiden vil jeg gerne få mine juleaftener til at handle mere om Kristus og være mere involveret i Lys verden op. Det er sådan, vi kan blive mere som ham: Ved at tjene mere og rette vores fokus mere udad.

en søstermissionær

Mary M. fra Colorado i USA tjente i Mesa-missionen i Arizona